Danskerne får garanti for hurtig diagnose

Regeringen lover patienter svar om diagnose inden for en måned. Men behandlingsgarantien bliver ringere

Det skal være slut med at køre rundt i en svikmølle af speciallæger, prøver og undersøgelser for at få navn på den lidelse, der undergraver helbredet.

Regeringen udsteder nu en garanti til danskerne for, at de senest en måned efter henvisning fra den praktiserende læge har en diagnose. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten fredag.

Den nye garanti for at have en diagnose i løbet af en måned betyder til gengæld, at den nuværende behandlingsgaranti på en måned svækkes.

Den afløses af en to-trins-model, hvor lægen afgør, om patienten skal behandles inden fire uger eller kan vente i to måneder.

- Jeg har det ikke dårligt med, at vi flytter fokus fra behandlingsgaranti til diagnosegaranti, fordi det betyder, at vi behandler de mest syge først, siger sundhedsminister Astrid Krag (SF).

Den nye form for garanti fra næste år modtages positivt af lægerne og regionerne.

Formand for Danske Regioner, Bent Hansen (S), kalder det dog en stor mundfuld, fordi alle regioner skal opbygge diagnosecentre "hvor alle specialister kigger på patienten og arbejder sammen for at finde diagnosen."

Behandlingsgarantien var en af den tidligere VK-regerings helt store mærkesager. Venstre er da også kritisk over for regeringens model.

- Vi har en unik behandlingsgaranti, som mange lande misunder os, men den vil regeringen nu afskaffe. Det er ubegribeligt, hvorfor det skal være et mål i sig selv, at flere skal vente længere på behandling, siger sundhedsordfører Sophie Løhde (V).

Danske Patienter er begejstrede for diagnosegarantien, men foreningen stiller dog spørgsmålstegn ved, hvorfor det skal gå ud over den nuværende behandlingsgaranti, skriver Jyllands-Posten.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere