Så mange kalorier forbrænder du ved sex

Ny canadisk forskning viser, at sex forbrænder flere kalorier end en rask gåtur. Det kan dog stadig bedre betale sig at jogge, hvis man vil tabe sig, viser forskningen.

Sex er lige så effektiv motion som en rask gåtur, viser nyt canadisk forsøg. (Foto: Thomas Borberg)
Sex er lige så effektiv motion som en rask gåtur, viser nyt canadisk forsøg. (Foto: Thomas Borberg)

Sex er en bedre motionsform end en rask gåtur. Det viser et nyt canadisk studie i følge videnskab.dk. Studiet viser, at at unge mænd gennemsnitligt forbrænder 4,2 kalorier i minuttet under sexakten, mens unge kvinder gennemsnitligt forbrænder 3,1 kalorier i minuttet.

Det er dog stadig mere effektivt at snøre løsskoene, men sex må alligevel betegnes som motion, fortæller forskerne bag studiet ifølge videskab.dk.

- Vores resultater indikerer, at sex til tider kan betragtes som en signifikant form for motion, skriver forskerne i deres artikel om opdagelsen.

Se også: Derfor er din sæd ødelagt

En populær myte siger, at vi typisk forbrænder mellem 100 og 300 kalorier under en omgang lagengymnastik, men ingen har hidtil lavet direkte målinger af kalorieforbruget og be- eller afkræftet myten.

I det nye studie har forskerne undersøgt kalorieforbruget under sex blandt 21 heteroseksuelle par på mellem 18 og 35. Forskerne valgte at fokusere udelukkende på unge mennesker, da energiforbruget under sexakten varierer med alderen.

Forskerne udstyrede i forsøget deres forsøgspersoner med armbånd, der kunne måle aktørernes energiforbrug ved blandt andet at måle deres bevægelser, kropstemperatur og mængde af sved.

Se også: Motion sænker dit kolesteroltal

Først løb forsøgspersonerne i 30 minutter på et løbebånd ved moderat intensitet for at give en basislinje for den enkelte persons energiforbrug ved motion. Herefter blev deltagerne sendt hjem i seng for at udføre anden del af forsøget fire gange over den næste måned.

Gennemsnitligt havde forsøgsdeltagerne sex i 24,7 minutter ad gangen. Det korteste ’forsøg’ varede 10 minutter, mens det længste strakte sig over 57 minutter.

Den danske seksualitetsforsker, professor Christian Graugaard fra Sexologisk Forskningscenter på Aalborg Universitet, mener ikke, at de canadiske forskere kommer med nogen banebrydende ny viden i deres studie.

- Undersøgelsen viser endnu en gang, at sex er en form for let motion og derfor sundt for kroppen. Men det er også interessant, at vi kan se, at sex altså ikke er lige så krævende som hård fysisk træning. Det tror mange, og specielt folk, der har været syge med eksempelvis hjerte-kar-sygdomme, er mange gange tilbageholdende med at få gang i sexlivet igen, fordi de tror, at det stresser kroppen hårdere, end det egentlig gør, siger Christian Graugaard til videnskab.dk.

- Det her studie er med til at vise, at et samleje faktisk ikke kræver så meget fysisk udfoldelse, og at hjertesyge sagtens kan dyrke sex.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere