Jule-grisen får klippet halen af

Dyrenens Beskyttelse fraråder at servere flæskesteg fra en konventionel gris på julebordet. De lever under alt for dårlige forhold, mener foreningen

Som forbruger kan det være mere end almindeligt svært at gennemskue, hvad man skal vælge, når der skal flæskesteg og rullepølse på julebordet, og man gerne vil være sikker på, at grisen har levet et godt liv.

Men hos Dyrenes Beskyttelse er kommunikationschef Tina Engberg ikke i tvivl. Foreningen har lavet en svine-kødsguide, som viser, at konventionelle grise lever et dårligt liv under kummerlige forhold, og hvis man vil sætte tænderne i en steg, der giver en god smag i munden, skal man vælge økologi.

Læs Dyrenes Beskyttelses svine-kødsguide her

- De økologiske grise lever et betydeligt bedre liv, og den største forskel er, at de i modsætning til de konventionelle er ude i den frie natur og generelt har bedre plads. Selv når de er i stalden, har de adgang til udearealer, siger Tina Engberg.

Et anden afgørende forskel er, at de økologiske søer ikke må være fikseret, når de har smågrise. Det må de konventionelle søer gerne, og Dyrenes beskyttelse tager skarpt afstand fra, at mødrene er bundet fast.

- Det ville man aldrig acceptere, hvis der var tale om en hund. Vores anbefaling er, at man som forbruger skal holde sig fra kød, der er produceret under de forhold, siger Tina Engberg.

Se også: Juleænder får klippet næb og kløer

Endelig peger Dyrenes Beskyttelse på, at de konventionelle grise får antibiotika i meget store mængder, og de må finde sig i at få klippet halen af, fordi grisene ellers risikere alvorlige sår og skader, fordi de bider hinanden.

Det er ulovligt indenfor økologisk svineavl at kupere haler, og i følge Dyrenes Beskyttelse er halebid ikke et problem for netop denne type grise, da de har mere plads at røre sig på.

Dyrenes Beskyttelses svinekødsguide har også kigget nærmere på svinekød, som bliver solgt under andre navne - nemlig Antonius, Bornholmergrisen og Den Go'e Gris. Men ifølge Dyrenes Beskyttelse har grisene ikke levet et liv, der er spor bedre, end det liv alle andre konventionelle grise har levet.

- Det er salgsgas. De har marginalt mere plads og får lidt mere halm, men dybest set er der ingen forskel. Hvis man er i tvivl og gerne vil have god dyrevelfærd, anbefaler vi, at man vælger kød, som bærer mærket Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse, siger Tina Engberg.

I praksis betyder det kød fra frilands- og økologiske grise, som er slagtet i Danmark. Produkterne kan købes i det fleste dagligvarebutikker landet over.

1 af 2 
2 af 2 
0 kommentarer
Vis kommentarer