Sundhedspolitikere: Rygpatienter skal hjælpes bedre

De omfattende og dyre rygproblemer skal mere i fokus, mener politikerne, som dog ikke er enige om hvordan

Rygpatienter skal hjælpes bedre, mener sundhedspolitikere . Arkivfoto
Rygpatienter skal hjælpes bedre, mener sundhedspolitikere . Arkivfoto

Politikerne er enige om, at tilbuddene til de mange danskere med rygproblemer skal være bedre, men ikke hvordan.

Rygsmerter er ifølge WHO Danmarks største sygdomsbyrde. Alligevel blev ryggene forbigået i den tidligere regerings 590 millioner kroner store pulje til kamp mod kroniske sygdomme. I stedet gik de fleste penge til KOL, diabetes og hjerte-kar.

Det skete på trods af, at danskerne hvert år har to millioner sygedage på grund af rygproblemer, som koster 7,3 milliarder kroner årligt bare i sygefravær.

- Der er brug for en national handlingsplan på hele muskel-skeletområdet med klare retningslinjer for, hvad man gør over hele landet, siger Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt.

- Det vil ikke koste mere, men spare en masse både økonomiske og menneskelige ressourcer, siger hun.

Venstres forebyggelsesordfører, Jane Heitmann, satser primært på sundhedspersonalet.

- Sundhedsministeren bør sikre, at især de privatpraktiserende læger, som ofte er dem, der møder patienterne først, er helt skarpe på den nyeste viden. Jeg tror, at man kan komme et godt stykke ad vejen der, siger hun.

Knap 20 procent af den samlede sygdomsbyrde i Danmark i form af nedsat funktionsevne og livskvalitet skyldes lænderygsmerter ifølge WHO.

- Der er ingen tvivl om, at ryglidelser er et stort problem, og som ikke på samme måde som de andre store kroniske sygdomme har fået et skub i den rigtige retning i form af en stor økonomisk vitaminpille, siger Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen.

- Men fremfor en national handlingsplan kommer vi længere med klare kliniske retningslinjer til sundhedspersonalet om, hvordan vi gør. Der er gennem årene alt for mange, der er blevet opereret alt for hurtigt - og ikke med de bedste resultater - blot for at få dem hurtigt tilbage i job, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer