Patientforsikring: Lægen afgør ikke sagen

Jurister har det endelig ord, når en patient klager over fejlbehandlinger

Patienten Kennet Hansen kan glemme alt om erstatning for de skader, han fik af dårlig behandling på Køge og Gentofte Sygehus. For selv når en speciallæge udtaler sig til hans fordel, så er det i sidste ende jurister, som afgør sagen. (Foto: Linda Johansen)
Patienten Kennet Hansen kan glemme alt om erstatning for de skader, han fik af dårlig behandling på Køge og Gentofte Sygehus. For selv når en speciallæge udtaler sig til hans fordel, så er det i sidste ende jurister, som afgør sagen. (Foto: Linda Johansen)

HJÆLP OS: Har du oplevet fejl i behandlingen af din klage over fejlbehandling? Tip os på en mail eller SMS/MMS til 1224 (alm. takst)

Der er intet underligt i, at patienten Kennet Hansen i dag fortsat ikke har fået en erstatning, selv om flere læger vurderer, at hans sag fra Køge og Gentofte Sygehus bør kigges efter i sømmene.

For det er i sidste ende jurister, der afgør, om der er en sag:

’Det er ikke Patientforsikringens lægekonsulenter, der afgør sagerne. Det gør vores jurister, men det er klart, at lægernes vurdering betyder meget, når der skal træffes afgørelse,’ forklarer Karen-Inger Bast, der er direktør i Patientforsikringen.

Tvivl lagde sagen ned
Kennet Hansen har i flere omgange forsøgt at få både Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet til at anerkende hans fejlbehandlinger. Noget, som speciallæge Claus Falck Larsen fra Rigshospitalet i 2011 gav ham ret i. Men det ændrer intet for Patientforsikringen, mener direktøren.

Kun da en læge i 2007 vurderede Kennet Hansens sag for Patientforsikringen - og han kaldte sagen 'border line' - betød lægens indstilling noget. Dengang valgte forsikringen simpelthen at afvise sagen på baggrund af denne tvivl:

’I den aktuelle sag følger vi også vores lægekonsulents indstilling. Vi kan derimod ikke beslutte, hvad en vurdering fra Patientskadeankenævnets lægekonsulent skal føre til, det er alene Patientskadeankenævnets afgørelse,' mener Karen-Inger Bast.

Med andre ord så har det ingen betydning for sagen, at en førende ekspert i 2011 har flyttet vurderingen af sagen fra at være 'border line' til at være en klar erstatningssag til patientens fordel.

Lægepapirer skal skjules
Og Patientforsikringen mener - som Patientskadeankenævnet - at lægernes vurderinger skal være interne, indtil sagen er afgjort. Også selv om Kennet Hansen ville have haft bedre kort på hånden, hvis han allerede i 2007 vidste, at Patientforsikringens læge dengang vurderede sagen som en grænsesag - en 'border line'-sag:

’En lægevurdering er et internt arbejdspapir, som danner grundlag for drøftelse af sagen. Det er et levende dokument, som der løbende kan ske ændringer i enten pga. drøftelserne eller fordi der sker noget nyt i sagen.'

'Begrundelsen for sagens udfald står i den afgørelse, som patienten modtager. Og ud fra denne begrundelse har patienten tre måneder til at beslutte sig for eventuelt at anke sagen.'

’Med hensyn til lægevurderingen har vi den praksis, at patienter, der beder om aktindsigt får arbejdspapiret, når der er truffet afgørelse i sagen,' lyder det i et skriftligt svar fra Patientforsikringens direktør Karen-Inger Bast.

Kennet Hansen har nu bedt en advokat om at sagsøge Patientskadeankenævnet med krav om, at de skal tage sagen op igen. Speciallæge Claus Falck Larsen har ikke ønsket at udtale sig om sagen til Ekstra Bladet.

LÆS ALT OM SAGEN I EKSTRA BLADET I DAG:

* Vred patient: Det kan ikke være rigtigt
* Ankenævn: Kunne bare have klaget noget før
* Mange får afslag på patientklager

HJÆLP OS: Har du oplevet fejl i behandlingen af din klage over fejlbehandling? Tip os på en mail eller SMS/MMS til 1224 (alm. takst)

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere