MRSA-eksperter advarer: Det er ude af kontrol og farligt

Den frygtede bakterie svine-MRSA er i kraftig vækst. - Det er ude af kontrol og farligt, siger eksperter

Op mod 12.000 danskere er raske smittebærere af bakterien svine-MRSA uden at vide det. Det vurderer professor, Hans Jørn Kolmos  (Polfoto)
Op mod 12.000 danskere er raske smittebærere af bakterien svine-MRSA uden at vide det. Det vurderer professor, Hans Jørn Kolmos (Polfoto)

Op mod 12.000 danskere er raske smittebærere af bakterien svine-MRSA uden at vide det.

Det skønner Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, sammen med andre eksperter.

Tal fra Statens Serum Institut viser, at MRSA af typen CC398 spreder sig fra jyske og fynske landbrugsområder og nu også dukker op blandt danskere, som ikke har kontakt med svin, skriver Ugeskrift for læger.

- Udviklingen er yderligere accelereret siden 2013, og vi kan se, at svine-MRSA ekspanderer ude i samfundet. Det er ude af kontrol, og det er farligt, siger Hans Jørn Kolmos til det medicinske tidsskrift, Ugeskrift for Læger.

Ekstra Bladet har talt med professoren, og bedt ham vurdere, hvad det kan betyde for danske patienter og sundhedsvæsenet.

- Faren ved det her er jo, at de her MRSA-bakterier bliver så udbredt, at man får så mange patienter ind på hospitalerne, at det kan sprede sig på hospitalerne, siger Hans Jørn Kolmos.

Dit svinekød indeholder resistente bakterier

I perioden 2007-2013 modtog instituttet 8.375 anmeldelser om MRSA, og CC398’s andel af dem voksede i samme periode fra to til 31 procent.

- Lige i øjeblikket udspørger vi jo patienterne, når de kommer ind på hospitalet, om de tilhører en risikogruppe. Og hvis de tilhører en risikogruppe, så bliver de testet og undersøgt og isoleret, siger Hans Jørn Kolmos.

Se også: Overlæge om MRSA-smittede børn: Kun toppen af isbjerget

Hvis det så viser sig, at de har bakterien på sig, så bliver de holdt i isolation under hele indlæggelsen.

- Men det kan vi jo ikke, hvis udbredelsen af den her bakterie bliver meget større end den er i dag. Vi har faktisk det største antal MRSA i Danmark i dag, siden det niveau vi havde i 70'erne, og dengang var vi i slutningen af en voldsom epidemi, som vi havde i 60'erne og 70'erne, siger professoren.

Han fortæller, at det endnu ikke er så slemt som dengang, men det går den gale vej i øjeblikket.

- Det betyder, at man har meget svært ved at skaffe isolationsfaciliteter til patienterne, når de kommer ind på et hospital. Så bliver man jo nødt til at opgive at isolere patienterne, og lægge MRSA-patienterne sammen med de andre patienter.

Se også: Forældre smitter spædbørn med MRSA

Han forklarer, at det rummer en risiko for, at man kan få spredt bakterierne til andre patienter, og det giver en selvforstærkende effekt.

- Så det er jo afgørende for hospitalernes håndtering af det her, at smitten ikke bliver mere udbredt end tilfældet er nu, fordi så bryder vores almindelige isolationsfaciliteter sammen. Altså det, at man har enestuer til at isolere de her patienter. Det vil vi simpelthen ikke have ressourcer til, siger Hans Jørn Kolmos.

Han fortæller, at der var over 2000 tilfælde af MRSA i Danmark sidste år, og det er et meget stort antal. Svinebakterien MRSA breder sig fuldstændigt uhæmmet i øjeblikket.

Se også: Er der MRSA-bakterier i økologiske svinebesætninger?

De omkring 12.000 raske smittebærere bærer rundt på bakterien i næsen og på huden.

- Man bliver af den grund ikke nødvendigvis syg. Men hvis man så har en lille rift i huden, og skal opereres eller hvad ved jeg. Jamen så kommer bakterierne jo ind i vævet. Og så kommer bakterierne jo ind i operationssåret.

Er det en farlig betændelse?

- For raske mennesker er det ikke farligt men på hospitaler kan MRSA arbejde sig ind i blodbanen, og så får man blodforgiftninger.

Professor i klinisk mikrobiologi og leder ved Region Hovedstadens MRSA VidenCenter, Henrik Westh er bekymret for udviklingen.

Han mener, at det er vigtigt, man bremser for udviklingen af MRSA, som er en slags stafylokokker, der findes mange typer af, og svinebakterien MRSA er en af dem. Der er store problemer med MRSA over hele verden.

- Antibiotika-overforbruget er et stort problem, fordi det skaber en resistens. Og den resistens kommer også til Danmark. Formålet med den MRSA-handleplan vi har i Danmark, er at holde MRSA ude af vores hospitaler, og det lykkes meget godt, siger han.

Danmark har meget få, der bliver smittet af MRSA inde på hospitalerne. I Danmark risikerer man til gengæld at blive smittet i svinestaldene med videre.

- I udlandet får man ofte smitten på hospitalerne. Hvis den får fodfæste inde på vores hospitaler, så skaber den mange udfordringer, både for læger og patienter, siger Henrik Westh.

Han mener, at det er et problem som danske svineproducenter har lavet for Danmark i forbindelse med højt forbrug af antibiotika i kødet. Det samme er problemet i udlandet.

Samtidig mener de to eksperter, at det er vigtigt, at Sundhedsstyrelsen og sundhedsvæsenet holder nøje øje med det generelle forbrug af antibiotika og arbejder målrettet for at nedbringe det.

kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen