Denne lille flaske kan slå 50 børn ihjel

SMAGER SOM FILUR-IS: Danmark er fyldt med butikker, der sælger e-cigaretter og ulovlig nikotinvæske, der er livsfarligt i små mængder

Her kan du se konfrontationen med Smartcig. (Video: Jakob Jørgensen/Redigering: Jonas Ryfelt)

Har du eller dit barn været nikotinforgiftet af e-cigaretvæske, så kontakt os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

- Hvis de fordeler det imellem sig, og der er 24 mg nikotin pr. ml i, er det nok nikotin til at slå i hvert fald 50 små børn ihjel.

Overlæge hos Giftlinjen på Bispebjerg Hospital Niels Ebbehøj er i gang med at undersøge en flaske e-cigaretvæske, som Ekstra Bladet har købt hos SmartCig i København.

Flasken signalerer dog langtfra, at indholdet kan dræbe - snarere tværtimod.

På mærkaterne på plastik-flasken med det røde skruelåg er et billede af en Filur-is og en sød tegneserie-drage, som snarere tiltrækker end skræmmer børn væk.

Artiklen fortsætter under billedet...

Væske med 24mg pr. 1 ml købt hos Smartcig på Sølvgade, København. (Foto: Jakob Jørgensen)
Væske med 24mg pr. 1 ml købt hos Smartcig på Sølvgade, København. (Foto: Jakob Jørgensen)
 

De skal dog skrue det børnesikrede låg af flasken for at undersøge indholdet nærmere: - Der er godt nok en slags børnesikring på låget, men det ville højst tage et lille barn to minutter at få det op, vurderer Niels Ebbehøj.

Overlæge, Giftlinjen på Bispebjerg Hospital, Niels Ebbehøj er bekymret over, at flere og flere bliver forgiftet med livsfarlig nikotinvæske. (Foto: Jakob Jørgensen) Sundhed - 15. mar. 2015 - kl. 11:53 Chat med Giftlinjen: Så farligt er nikotin-væske

Smager af sodavandsis
Med flasken åben skal den ikke ret langt op mod næseborene, før den liflige duft af sommer og sodavandsis rammer lugtesansen.

- Det lugter af is. Der er ikke mange børn, der ikke ville smage på det her, siger Niels Ebbehøj, før han trykker en dråbe af indholdet ud på fingeren og stikker den i munden.

Ekstra Bladets udsendte tager lettere forskrækket imod en smagsprøve på væsken, som overlægen kort før har karakteriseret som det rene gift.

Det smager af... Filur. Det første omtrent halve sekund.

Derefter breder sig en brændende følelse ned igennem svælget. Og så er det ud at skylle munden grundigt i vand og skure hænderne i vand og sæbe.

- I det mindste har man udstyret flasken med en hældetud, så risikoen for, at væsken ikke ved et uheld kommer ud over hele kroppen, er lille, siger overlægen, som dog ikke har meget tilovers for plastikflasken.

Artiklen fortsætter under billedet...

Overlæge Niels Ebbehøj, Giftlinjen på Bispebjerg Hospital, advarer på det kraftigste mod e-cigaretvæsken. Selv optagelse via huden kan gøre både børn og voksne syge. (Foto: Jakob Jørgensen)
Overlæge Niels Ebbehøj, Giftlinjen på Bispebjerg Hospital, advarer på det kraftigste mod e-cigaretvæsken. Selv optagelse via huden kan gøre både børn og voksne syge. (Foto: Jakob Jørgensen)
 

- Det har en glimrende hudoptagelse, og det i sig selv er nok til at gøre et lille barn, der synes, at den lille flaske er sjov at lege med, alvorligt syg. Også voksne. For nylig blev et ungt menneske indlagt med nikotinforgiftning, fordi en flaske e-cigaretvæske var løbet ud i lommen og blevet optaget i huden.

Artiklen fortsætter under videoklippet...

Ingen advarsler

Hvad der bekymrer overlægen yderligere, det er, at det er umuligt at læse sig til, hvad væsken indeholder:

- Der står jo ikke, hvad den indeholder af nikotin. Der er ikke nogen advarsel på flasken. I stedet har flaskerne sjove farver med alle mulige smagsvarianter som jordbær og hindbær og indbyder nærmest børn til at gå i gang med at pille og smage. Det er bare dybt ulykkeligt at en lillebitte flaske, der er sjov at lege med, i virkeligheden kan tage livet af et lille barn.

Artiklen fortsætter under videoklippet...

Han er rasende over, at så godt som ingen myndigheder fører kontrol med e-cigaretvæskerne.

- Når man tænker på, at stort set alle områder er gennemreguleret og kontrolleret i det danske samfund, er det uhyggeligt at tænke på, at folk kan have i litervis stående derhjemme, som ingen kan være sikre på, hvad indeholder.

Ekstra Bladet besøgte også andre butikker, hvor vi uden problemer købte ulovlig nikotinholdig e-væske, ligesom internettet bugner med forhandlere, der reklamerer med de ulovlige produkter.

Indehaver af Smartcig: Afløbsrens er jo også giftigt

Se tv-klippet, hvor vi konfronterer Smartcig med det ulovlige nikotinsalg, i playeren øverst på siden.

Sonia Mantri står bag disken i butikken Smartcig på Sølvgade i indre København og mikser en blanding e-cigaretvæske med Filur-smag og 24 mg nikotin pr. ml i en 100 ml plastikflaske.

Ekstra Bladet er gået ind i butikken som almindelig kunde for at se på varerne og tjekke, hvor nemt det er at købe ulovlige nikotinvæsker.

Da Ekstra Bladet kommer tilbage for at interviewe kvinden, påstår hun, at hun ikke har solgt nikotinen, men foræret det væk, før hun henviser os til at tale med hendes kæreste, der ejer butikken.

Mike Vous erkender at sælge nikotinvæske – vel vidende at det er ulovligt. Han har opgivet at søge om tilladelse til at sælge produkterne som lægemiddel, fordi det stiller ’store krav til almindelige mennesker’ og er dyrt.

- Hvordan har du det med, at den lille flaske, jeg har købt i din butik, kan slå 50 børn ihjel?

- Så skal den læge lave en lille smule research. Det passer ikke helt. Vi er enige om, at det er nok til at slå et barn ihjel. Det er faktisk næsten nok til at slå en fuldvoksen mand ihjel. Og det er giftigt, men det er afløbsrens under håndvasken også.

Trods sin skepsis over lægens ord når Mike Vous frem til, at butikken skal gøre mere for at mærke flaskerne.

- Det er selvfølgelig for dårligt, at I skal komme og opdage det, før vi laver det om.

Men Mike Vous holder ikke op med at sælge nikotin:

- 80 procent af kunderne kommer, fordi de kan købe nikotin. Og uden det ville vi ikke eksistere.

Han fortsætter salget og håber, at politikerne vil sikre ham en lovlig forretning og bedre sikkerhed på området.

Sundhedsstyrelsen: Ikke en eneste må sælge nikotinvæske

E-cigaretvæske med nikotin er ulovlige at sælge som tobaksmidler. Hvis man skal forhandle de nikotinholdige præparater, skal man søge tilladelse til at sælge det som lægemiddel til rygestop-behandling hos Sundhedsstyrelsen.

Det er aldrig sket. Alligevel er styrelsen godt klar over, at flaskerne bliver langet over diskene i hele landet.

- Når vi bliver klar over det, politianmelder vi forhandlerne, som kan få en bøde eller fængselsstraf. Indtil videre er ingen blevet straffet med fængsel, siger specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen Sameer Kohli til Ekstra Bladet.

Skal væsken sælges til rygestopbehandling stiller det langt strengere krav til forhandlerne, og produkter vil blive underlagt streng kontrol. Man ville for eksempel skulle fremlægge dokumentation for effekten af præparaterne for sundhedsmyndigheden.

- Vi har fået henvendelser fra nysgerrige om, hvad der skulle til for at få godkendt produkterne. Men de har ikke indsendt nogen ansøgning, siger Sameer Kohli.

Politikerne er i gang med at stramme op på området og sundhedsminister Nick Hækkerup har sendt et lovforslag i høring om en ny e-cigaretlov, som skal regulere og stramme op på området.

Ifølge lovforslaget skal området høre under Sikkerhedsstyrelsen.

(Kilde: Sundhedsstyrelsen)

Har du eller dit barn været nikotinforgiftet af e-cigaretvæske, så kontakt os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

1 af 5 Overlæge, Giftlinjen på Bispebjerg Hospital, Niels Ebbehøj er bekymret over, at flere og flere bliver forgiftet med livsfarlig nikotinvæske. (Foto: Jakob Jørgensen)
2 af 5 Væske med 24mg pr. 1 ml købt hos Smartcig på Sølvgade, København. (Foto: Jakob Jørgensen)
3 af 5 Overlæge Niels Ebbehøj, Giftlinjen på Bispebjerg Hospital, advarer på det kraftigste mod e-cigaretvæsken. Selv optagelse via huden kan gøre både børn og voksne syge. (Foto: Jakob Jørgensen)
4 af 5 Smartcig på Sølvgade i København sælger - sammen med en masse andre butikker, Ekstra Bladet har besøgt - ulovlig e-cigaretvæske med nikotin i. (Foto: Jakob Jørgensen)
5 af 5 Denne flaske skræmmer ifølge overlæge ikke små børn væk. Men tager de en slurk, risikerer de at blive alvorligt syge eller dø af nikotinforgiftning. (Foto: Jakob Jørgensen)
255 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere