Dolmio-firma: Hver dag er IKKE Dolmio-dag

Firmaet bag Dolmios kendte pastasauce går nu ud advarer kunder mod at spise deres produkt mere end én gang om ugen

Max én gang om ugen, lyder rådet. (Foto: AP)
Max én gang om ugen, lyder rådet. (Foto: AP)

'Hvilken dag er din Dolmio-dag?'

Sådan lyder det kendte slogan fra firmaet Mars Food, der ejer Dolmios kendte pastasauce.

Men står det til firmaet selv, så bør kunderne i hvert fald kun have maksimalt én Dolmio-dag om ugen.

Og så må man altså selv vælge om det eksempelvis skal være lasagne, bolognese eller carbonara, der skal serveres til aftensmaden.

Firmaet vil således begynde at markere flere af deres pastasauce-produkter som værende 'til lejlighed', hvilket ideelt set betyder, at man begrænser sit forbrug af Dolmio til en enkelt gang om ugen.

Salt, sukker og fedt

Årsagen skal findes i den høje mængde af både salt, sukker og fedt, som produkterne indeholder, og dette initiativ er et led i en større 5-årig plan.

Ifølge læge og ekspert i mad og ernæring Jerk W. Langer er det en god ide at holde sig til en enkelt gang om ugen.

- Vi får generelt mere salt, end vi har brug for, og nogle får forhøjet blodtryk af det. Sukker er endnu værre end salt, og udover at være slemt for blodtrykket, så gør det jo også folk overvægtige. Dolmio er et eksempel på, at man sagtens kan få sukker, selvom man måske ikke som udgangspunkt regner med det, siger han til Ekstra Bladet.

Og hvis man er gerne vil have Dolmio én gang om ugen, så sker der ikke noget ved det.

- Det kan man sagtens. Det vælter ikke læsset, siger han.

Mars Foods søde produkter som Mars-barer, Snickers og M&Ms vil dog ikke være en del af initiativet.

- Vores ernæringskrav sætter en høj standard for vores produkter, og vi ønsker at hjælpe vores kunder med at forstå forskellen mellem 'hverdags' og 'lejlighedsvise' produkter, som del af en afbalanceret diæt. Det stigende antal overvægtige er en reel bekymring, og der skal nye initiativer til for at ændre trenden, siger Fiona Dawson, global leder af Mars Food, til The Independent.

Firmaet har sat det som et mål at skære det gennemsnitlige saltindhold ned med 20 pct. inden 2021 og reducere sukkerindholdet i udvalgte sauces inden 2018. Initiativet vil dog fortsat kun inkludere madprodukter og ikke det brede udvalg af søde sager.

Mars Food står i øvrigt ret alene med sit nye initiativ. Således er ingen af konkurrenter hoppet med på vognen.

53 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere