Dumper prisen på smøger: - Det bør være som i Norge!

Flere af de rygere, som Ekstra Bladet har talt med, synes, at det er rart, at smøgerne bliver billigere, men mener samtidig, at det er et skidt signal at sende til de unge

38-årige Fiaz Ahmed langer masser af smøger over disken i City Kiosken i Larsbjørnsstræde i det indre København. Ifølge ham har det en stor effekt, når priserne bliver sat ned.
38-årige Fiaz Ahmed langer masser af smøger over disken i City Kiosken i Larsbjørnsstræde i det indre København. Ifølge ham har det en stor effekt, når priserne bliver sat ned.

Billigere smøger er måske nok en god ting rent økonomisk, men det er et rigtig skidt signal at sende til børn og unge.

Sådan lød den overordnede konklusion, da Ekstra Bladet fredag gik på gaden for at tale med rygere om den prisnedsættelse, der netop er sket på Marlboro Red og Gold i bløde pakker.

Tidligere kostede de to produkter 41,50 kroner, mens de nu kan købes for 39 kroner - altså en prisreduktion på 2,50 kroner.

- Det vil jo nok få flere til at ryge, lyder det eksempelvis fra 41-årige Noureddin Jarrai, der tager sig en smøgpause på et gadehjørne i København.

Til dagligt ryger han Chesterfield, netop fordi de er billige.

41-årige Noureddin Jarrai ryger Chesterfield-cigaretter, fordi de er billige. Han tror, at prisnedsættelsen på Marlboro vil få flere til at ryge.
41-årige Noureddin Jarrai ryger Chesterfield-cigaretter, fordi de er billige. Han tror, at prisnedsættelsen på Marlboro vil få flere til at ryge.

I City Kiosken i Larsbjørnsstræde langer 38-årige Fiaz Ahmed dagligt smøger over disken. Ifølge ham har det en stor effekt, når cigaretterne falder i pris.

Det gjorde eksempelvis Camel for et halvt års tid siden, hvor de også blev sat ned til 39 kroner.

- Vi kan sagtens mærke, at det har en effekt. Marlboro gør det selvfølgelig, fordi de vil have flere kunder, siger han.

21-årige Louie Grabowski synes, at det er dobbeltmoralsk at sætte priserne ned, når budskabet for myndighederne længe har været, at priserne skal stige.
21-årige Louie Grabowski synes, at det er dobbeltmoralsk at sætte priserne ned, når budskabet for myndighederne længe har været, at priserne skal stige.
 

Dobbeltmoralsk
Længere nede ad gaden sidder 21-årige Louie Grabowski på en bænk med en flok kammerater. Han har røget i fem-seks år, og prisnedsættelsen kunne muligvis godt få ham til at skifte til Marlboro fra blå Kings.

Alligevel synes han, at prisnedsættelsen er ærgerlig.

- Det er lidt dobbeltmoralsk, for det er imod det budskab, som vi ofte hører om, at cigaretter skal være dyrere. Jeg tror godt, at det kan få flere til at ryge, siger han.

20-årige Carl Carøe ser gerne, at priserne for cigaretter i Danmark bliver sat op til det norske niveau, hvor en pakke koster op mod 90 kroner.
20-årige Carl Carøe ser gerne, at priserne for cigaretter i Danmark bliver sat op til det norske niveau, hvor en pakke koster op mod 90 kroner.
 

Sammen med en ven kommer Carl Carøe på 20 gående ned ad gaden med en smøg i hånden. Han ryger Prince Light, og han kommer ikke til at skifte til Marlboro på grund af de nye priser.

- Jeg synes ikke, at det er godt, at de sætter priserne ned. Det bør de ikke gøre. Det bør være mere som i Norge, hvor priserne er væsentligt højere.

- Men så bliver det jo også bare meget dyrere for dig som ryger?

- Det er rigtigt, men så må jeg jo bare stoppe.

Vil gerne stoppe
For 20-årige Nordine Ladime vil den lavere pris ikke betyde, at han kommer til at ryge mere end de op mod otte cigaretter, han ryger til daglig.

- Men det er et dårligt signal, for man skal ikke opfordre folk til at blive rygere. Og det gør man, når man sætter prisen ned, siger han.

20-årige Nordine Ladime ryger kun Marlboro, når han er på ferie i Marokko. Ellers ryger han altid Prince.
20-årige Nordine Ladime ryger kun Marlboro, når han er på ferie i Marokko. Ellers ryger han altid Prince.
 

Midt på Strøget sidder 25-årige Ahmed Aswalha på en knallert og tager sig en pause fra arbejdet. Han ryger Marlboro og er personligt glad for, at cigaretterne bliver billigere.

Men på et mere generelt plan, synes han, at den lavere pris er ærgerlig.

- Jeg vil jo også selv gerne stoppe, siger han.

25-årige Ahmed Aswalha ryger en til halvanden pakke Marlboro om dagen. Han glæder sig på egne vegne over prisnedsættelsen, men vil i virkeligheden gerne stoppe med at ryge.
25-årige Ahmed Aswalha ryger en til halvanden pakke Marlboro om dagen. Han glæder sig på egne vegne over prisnedsættelsen, men vil i virkeligheden gerne stoppe med at ryge.
 

Myndighederne: Et skridt i den forkerte retning

Lavere priser på cigaretter er på ingen måde en god nyhed. Tværtimod, mener både Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse.

- Vi ved, at prisen på cigaretter betyder meget for unge på den måde, at højere pris fører til et fald i antallet, der ryger, og at et fald i prisen omvendt kan lokke flere rygere til. Derfor er det et skridt i den forkerte retning i forhold til vores nationale målsætning om, at ingen børn og unge skal ryge i 2030, siger specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen Nina Krogh Larsen.

Heller ikke hos Kræftens Bekæmpelse mener projektchef Niels Them Kjær, at der er tale om en god nyhed.

- Især børn og unge er prisfølsomme over for cigaretter, så derfor er jeg naturligvis ked af, at Marlboro vælger at gå den her vej og dermed sikre, at flere kommer til at ryge, siger han.

- Men har de ikke lov til at operere på samme vilkår som en producent af kuglepenne eller kontorstole, der kan sætte prisen efter markedsvilkårene?

- Jeg synes ikke, at man kan sammenligne det, for der er ikke nogen, der bliver syge af at benytte kontorstole og kuglepenne. Netop fordi der er det med cigaretter, er produktet pålagt en række restriktioner i forhold til markedsføring. Alligevel finder tobaksproducenterne andre veje at reklamere, og det er jo også det, de opnår ved den her prisnedsættelse.

Samtidig fortæller Niels Them Kjær, at hvis der ikke var en eneste ryger i Danmark, så ville der dø en tredjedel færre af kræft hvert år.

- Det er trist, at prisen kommer længere ned. Sammenligner vi os med Norge, hvor tobakspriserne er væsentligt højere, er der fem gange så mange danske daglige rygere i alderen 16 til 24 i forhold til norske unge. Ifølge blandt andre WHO er netop prisen den væsentligste faktor i forhold til, om børn og unge vælger at begynde at ryge, siger han.

Tobaksproducent: Vi tilpasser os konkurrencen

- Hvorfor sætter I prisen ned på Marlboro-cigaretter?

- Vi tilpasser os naturligvis løbende konkurrencen om de allerede eksisterende rygere. Når det så er sagt, så ser vi gerne, at der kommer en afgiftsforøgelse for at hæve bunden i markedet, sådan at vi forhindrer, at der kommer flere rygere, siger Charlie Stjerneklar, der er regulatorisk ansvarlig hos Philip Morris, der producerer Marlboro.

- I går ind for en afgiftsforøgelse, men sænker alligevel prisen. Hvorfor?

- Det drejer sig om to produkter, hvor vi har sat prisen ned. I resten af vores sortiment er priserne steget over det seneste år. Men det handler om, at vi tilpasser os konkurrencen på markedet.

- Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse frygter, at lavere priser skaber flere rygere. Hvordan har I det med det?

- Vi har ingen intention om at få flere til at ryge. Vi ønsker omvendt, at de allerede eksisterende rygere stopper. Vi går blandt andet også ind for, at cigaretter skjules i supermarkeder, og vi har bedt om højere afgifter.

- Hvis I vil have, at folk stopper med at ryge, hvorfor så ikke bare stoppe med at producere cigaretter?

- Vi er i gang med en kæmpe omstilling af vores forretning, sådan at vi i fremtiden sælger mindre skadelige produkter. Vi omlægger til en række røgfri tobaksprodukter, der er mindre farlige, fordi tobakken ikke forbrændes. Hvis vi fjernede Marlboro fra hylderne i dag, ville folk ikke stoppe med at ryge, men bare skifte mærke.

110 kommentarer
Vis kommentarer