Eksperterne afslører: Løbe-fælder du IKKE skal falde i

Uanset om man er rutineret motionsløber eller absolut nybegynder i et par løbesko, kan man løbetræne forkert på mange måder. To professionelle løbetrænere afslører her de hyppigste misforståelser - og fejl som løbere begår

Foto: Daniel Hjorth
Foto: Daniel Hjorth

Skal man løbe hårde intervaller? Skal man købe de dyreste løbesko, kompressionsløbestrømper og næseplaster? Og skal løbetræningen gøre ondt, før man rigtigt får noget ud af den? Man kan finde mange tips og tricks rundt omkring på nettet – men det er langt fra alle råd, der er gode. Nogle råd er i bedste fald ubrugelige og uden effekt – mens andre kan føre til løbeskader eller dårligere løbetider.

Ekstra Bladet har fået to løbeeksperter til at komme med de myter og misforståelser, som de oftest støder på. Claus Hechmann og Thomas Vidø arbejder begge som professionelle løbetrænere for løbere på alle niveauer. Herunder udpeger de seks ting, der kan ødelægge din træning.  

1) At man træner efter sit målsætningstempo i stedet for at træne efter sit nuværende niveau. Folk bliver trætte, får skader og man når IKKE målet. Det er en klassiker. /Claus Hechmann

Rom blev ikke bygget på en dag. Det samme gælder din løbeform. Så du skal starte med at opbygge din form fra bunden, og efterhånden som du kommer i bedre form, kan man løbe længere og hurtigere.

2) At det skal gøre ondt og være hårdt, og man derfor træner sin konkurrencefart en HEL MASSE. Det er derimod kun i en lille del af træningen, man skal træne sin konkurrencefart. /Claus Hechmann

Hvis man gerne vil træne sig op til at kunne løbe 5 km på under 20 minutter, skal man ikke løbe 4 min./km på alle sine træningsture – bare fordi det er tempoet, man gerne vil holde i konkurrence. Størstedelen af dine kilometer skal løbes i en meget lavere tempo.

3) At man prøver at ’redde’ din træning med de rigtige sko. Og hvis det ikke virker, skal man også have et par kompressionsstrømper. Og hvis ikke det er nok, så skal man have et næseplaster oveni. Den køber jeg simpelthen ikke. Måske virker det for nogle, men man risikerer også, at det fjerner fokus fra vigtigere og væsentligere ting i træningen og på raceday. Så det der med at udstyret skal gøre en HEL masse for dig, vil jeg gerne have skudt helt ned. /Thomas Vidø

Man bliver altså ikke lige pludselig meget hurtigere, fordi man køber løbesko til 2000 kr. eller løber med næseplaster for at få bedre luft gennem næsen. Måske ser du ’smart’ ud, men vil du blive en hurtigere løber, skal du i stedet bruge din energi på at træne fornuftigt.

4) At tro at intervallerne er den vigtigste del af din træning. At hvis man ikke kører intervaller, rykker man sig ikke. Og der vil jeg sige, at det er lige før, at det er omvendt. Hvis man venter lidt med intervallerne og kører de rolige ture i stedet, så vil man kunne nå rigtigt langt. Jeg siger ikke, at man ikke skal træne intervaller – det er bare ikke det, der er det vigtigste. /Thomas Vidø

Så drop de mange intervalture, hvor man ser stjerner, hiver efter vejret og får blodsmag i munden. Du får meget mere ud af at løbe lidt længere i et roligt tempo. Og da man heller ikke bliver så øm i musklerne efter en rolig tur, er du hurtigere om at restituere og blive klar til næste tur i løbeskoene. Ren win/win.

5) Det skal gøre ondt, før det er godt. Det passer sjældent i langdistanceløb. Generelt skal du jo have det godt. Du skal være frisk hver dag, selvom du træner. Hvis du pludselig oplever, at du bliver mere og mere træt for hver dag, du træner, så træner du simpelthen for hårdt. Man skal træne for at blive stærkere – ikke nedbryde sig selv. /Thomas Vidø

Glem alt om ’no pain – no gain’-tankegangen. Så tag det roligt og nyd dine løbeture.

6) Lad være med at springe med på trænings-diller, du ser forskellige steder på nettet. Find et koncept, som virker, og hold dig til det. /Thomas Vidø

10-20-30-intervaller, trappetræning og sprint-intervaller. Det lyder smart, hårdt og effektivt. Men i stedet for at springe med på brudstykker af træningskoncepter, du støder på, så hold dig til ET koncept.

Se også: Maraton-kongen afslører: 4 råd til at løbe supertider

Se også: Bog afslører: 11 grunde til at kenyanerne er SUPER-løbere

Se også: TV: Nyt år - ny løbestil: Sådan lærer du at løbe som en kenyaner

Se også: TV: Sådan bliver din løbestil ENDNU bedre

23 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere