Fertilitetsbehandlede kvinder føder sundere børn

Fertilitetsbehandlinger af kvinder i Norden resulterer langt oftere i sunde børn og ukomplicerede graviditeter end for 20 år siden, viser en ny undersøgelse

Arkivfoto: Colourbox
Arkivfoto: Colourbox

Hvis du har brug for at få hjælp til at blive gravid, er der i dag en større sandsynlighed for, at du får et sundt og rask barn, end der ville have været for 20 år siden. Sandsynligheden for at få tvillinger er i samme periode halveret, hvis du får fertilitetsbehandling i Skandinavien.

Det viser en omfattende undersøgelse, der netop er publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Human Reproduction, skriver Videnskab.dk.

- Risikoen for at føde for tidligt, når man har fået fertilitetsbehandling, er reduceret markant i den tyveårs periode, vi har undersøgt. Andelen af babyer, der vejer for lidt ved fødslen, er også faldet, siger Anna-Karina Aaris Henningsen, der er ph.d-studerende på Rigshospitalets Fertilitetsklinik.

Læs også hos Videnskab.dk: Kvinders lyst har skabt mandens store penis

Anna-Karina Aaris Henningsen er en af hovedkræfterne bag den nye undersøgelse, som er den største af sin art, der hidtil er lavet.

I undersøgelsen har forskere fra Danmark, Sverige, Norge og Finland indsamlet helbredsoplysninger om over 92.000 nyfødte, der blev undfanget ved reagensglasmetoder mellem 1988 og 2007 (IVF-børn) og sammenlignet dem med helbredsoplysninger om børn, der blev undfanget på naturligvis i den samme periode.

Undersøgelsen viser blandt andet, at:

• Andelen af tvillingefødsler efter fertilitetsbehandling er samlet set mere end halveret fra 23 procent i 1989-2002 til 11,6 procent i 2007.

• Andelen af IVF-børn, der blev født for tidligt, er faldet især i Sverige, hvor antallet af for tidligt fødte er halveret fra 28 procent til cirka 12 procent. I Danmark er udviklingen lidt mindre positiv: Her lå andelen af for tidligt fødte i starten af 90erne på cirka 21 procent, ved årtusindskiftet steg den til cirka 23 procent, og mellem 2003-2007 faldt den igen til cirka 21 procent.

Læs også hos Videnskab.dk: Jo mere sex jo bedre sæd

• I de nordiske lande er der samlet sket en halvering i andelen af IVF-børn, der vejer for lidt ved fødslen fra 7,6 procent i 1988-1992 til 3,2 procent i 2003-2007. Også færre af de tvillinger, der er blevet undfanget ved assisteret befrugtning, bliver født lavvægtige – her er andelen faldet fra 17 procent til 14 procent.

• Andelen af IVF-graviditeter, der resulterer i dødsfødte børn eller i et barn, som dør i løbet af det første leveår, er også faldet, både når det gælder tvillinger og enkelte børn.

- Der er stadig en større sandsynlighed for at få et sundt og rask barn, hvis man bliver gravid på naturlig vis, men prognosen for IVF-børn nærmer sig prognosen blandt de spontant undfangede børn, siger Anna-Karina Aaris Henningesen.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Har du et ansigt, som kvinderne kan lide?

Forskere: Sæd bliver bedre af valnødder

Hvad gør mest ondt: en fødsel eller et hårdt spark i skridtet?

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere