Flere danskere får konstateret selvmordshovedpine

Tidligere var en ud af fem patienter kvinder. I dag er det snarere en ud af tre

Arkivfoto:
Arkivfoto:

En kniv, der bliver boret ind i øjet og drejet rundt.

Sådan beskrives det smertehelvede, som Hortons hovedpine-patienter gennemgår under et anfald.

Den svære migræne-agtige lidelse, som også kaldes 'selvmordshovedpine', fordi flere patienter undertiden har taget deres eget liv som følge af smerterne, plager flere end 5.000 danskere. Et antal, som stiger hvert år, skriver metroxpress.

Især blandt kvinderne, hvilket kaster nyt lys over sygdommen.

- Vi kender ikke de nøjagtige tal fra Danmark, men data fra Tyskland og Italien, som vi kan overføre hertil, viser, at der hvert år kommer mellem 125 og 500 nye Hortons-tilfælde. Og blandt dem er der især flere kvinder, siger professor på Dansk Hovedpinecenter på Glostrup Hospital Rigmor Højland Jensen.

Kender ikke omfanget

Tidligere var en ud af fem patienter kvinder. I dag er det snarere en ud af tre, fortæller Rigmor Højland Jensen:

- Vi ved ikke med sikkerhed, hvorfor flere kvinder får Hortons, men der forskes i, om livsstil kan være årsagen, da kvinder i dag i højere grad tilpasser sig den mandlige livsstil med udadvendthed, alkohol og rygning, siger hun til metroxpress.

Et studie udgivet af American Headache Society i 2011 viste, at 55 procent af 1.134 amerikanske Horton-patienter gik med selvmordstanker. To procent havde forsøgt at tage deres eget liv.

- Vi kender ikke omfanget af selvmordstruede patienter i Danmark, men vi ved, at der også er folk herhjemme, hvor lidelsen har været så invaliderende, at de har set sig nødsaget til at vælge den udvej, siger formand for Hortonforeningen Christian Hansen, til metroxpress.

Ifølge Rigmor Højland Jensen kan selvmords-statistikken i Danmark og USA heldigvis ikke sidestilles:

- I modsætning til i USA har alle i Danmark gratis adgang til hjælp, og der findes heldigvis rigtig gode behandlingsmuligheder, som kan lindre sygdommen væsentligt.

5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere