Hver femte kræftpatient behandles for sent

Mangel på læger og udstyr koster livsvigtig tid for kræftsyge

Værst står det til med ventetiderne inden for det urologiske område, som blandt andet omfatter kræft i blæren. (Polfoto: Jesper Nørgaard Sørensen)
Værst står det til med ventetiderne inden for det urologiske område, som blandt andet omfatter kræft i blæren. (Polfoto: Jesper Nørgaard Sørensen)

Hjælp os: Har du eller dine pårørende oplevet at vente for længe på kræftbehandling? Send os en mail på 1224@eb.dk eller sms 1224 (alm. takst)

Der mangler læger, der mangler udstyr, og der mangler generelt kapacitet inden for kræftbehandlingen i Danmark.

Sådan lyder den skarpe kritik fra direktøren for Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen.

Ekstra Bladet kan med baggrund i de nyeste tal fra Statens Serum Institut afsløre, at mere end hver femte kræftpatient ikke får behandling inden for de tidsgrænser, der er fastsat af kræftpakkerne, efter man har fået diagnosen.

Værst står det til med ventetiderne inden for det urologiske område, som blandt andet omfatter kræft i blæren.

Kunne have forudset det
Direktøren for Kræftens Bekæmpelse kritiserer skarpt, at patienterne må vente for længe på at få behandling:

– Det kreperlige er, at den situation kunne man godt have forudset. For tre-fire år siden sagde de første læger, at det her går simpelt hen ravende galt, og der skal gøres noget. Men der bliver intet gjort, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Ekstra Bladet har talt med professor i urologi og formand for specialerådet i Region Midt, Michael Borre. Han forstår ikke, hvorfor ressourcerne er så knappe inden for det urologiske kræftområde, hvor der er nogle af de længste ventetider på behandling.

Mangler konstant læger
– Vores område, urologi, har 20 procent af al cancer. Det udspringer ofte i de organer, vi behandler, og derfor har vi rigtig mange tilfælde af cancer. Vi er blevet en kræftafdeling, der må skære ned, siger Michael Borre og forklarer, at de manglende resurser rammer patienterne.

– Vi har ikke kunnet få pengene til at slå til, og det betyder, at vi konstant mangler læger i afdelingen. Hver dag ’slukker vi ildebrande’, fordi tingene ikke hænger sammen, siger han.

Svært ved at se løsning
Lisa Sengeløv, der er ledende overlæge på Onkologisk Afdeling, Herlev Hospital, har dog svært ved at se en løsning på problemet, fordi det generelt er svært at rekruttere de specialiserede kræftlæger.

– De tidspunkter, hvor der er størst problemer med ventetider for patienterne, er blandt andet i højtiderne – for eksempel omkring jul, hvor kræftafdelingerne er underbemandede, fordi vi mangler dygtige kræftlæger og eksperter på de enkelte områder, siger Lisa Sengeløv. Hun tilføjer, at der i forvejen er mangel på netop disse læger, fordi kræftbehandling er ved at blive så specialiseret.

Hun oplyser dog også, at ventetiderne ofte kun bliver overskredet med en dag eller to, men at de alligevel bliver talt med i statistikken.

Vigtigt med Kræftplan 4

Direktøren for Kræftens Bekæmpelse bakker hende op i, at der simpelt hen mangler læger og måske også udstyr inden for blandt andet det urologiske område – det vil sige sygdomme som kræft i blære, nyre, testikler og penis – hvor man har særlig lange ventetider.

– Derfor er det så vigtigt at få lavet en kræftplan 4, så man på den måde sikrer sig, at der er den kapacitet, der skal være, når patienterne kommer, for ellers går det galt, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Læs hele historien i avisen i dag

1 kommentar
Vis kommentarer