Influenza-kaos rammer hospitaler

Sygehuse presset: Landet rundt meldes om patienter på gangene, aflyste operationer og personale, der selv bliver syge

Overlæge Tyra Grove Krause forklarer om influenza-epidemien.

Er du eller din familie hårdt ramt af influenza, så kontakt os. Sms 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

Landets sygehuse mærker nu for alvor presset på sengepladser og personale på grund af den store influenza-epidemi, som hærger i Danmark.

I hundredvis af patienter er indlagt i isolation, andre må ligge på gangene, mens ikke-akutte operationer bliver udsat. Samtidig knokler de læger og sygeplejersker, som ikke selv er bukket under for den smitsomme satan, der giver feber og ondt i kroppen.

Det viser en rundringning til en lang række hospitaler i hele landet, som Ekstra Bladet har foretaget.

Over stort set hele linjen er hospitalerne ramt af, at særligt mange patienter er ekstra syge af influenzaen i år.

Odense: Får mundbind på i ambulancen

Universitetshospitalet forventer endnu en bølge syge, når influenzaen har toppet. Foto: Odense Universitetshospital
Universitetshospitalet forventer endnu en bølge syge, når influenzaen har toppet. Foto: Odense Universitetshospital

På Odense Universitetshospital er der for øjeblikket indlagt 25-30 patienter med influenza eller følgesygdomme efter influenzaen.

Ledende overlæge på Fælles Akutmodtagelsen, Michael Hansen-Nord, oplyser til Ekstra Bladet, at epidemien langt fra er toppet i den vestlige del af Danmark.

- Det er muligt, at det ser bedre ud nu i den østlige del af landet. Men her har vi fra uge seks til uge syv haft en stigning af positivt testede på 40 procent. Vi har haft forrygende travlt de seneste tre uger på grund af influenzaen og de komplikationer, som den kan føre med sig.

For at forebygge smitte har vi har bedt ambulance-folkene om at give patienterne mundbind på, hvis der er mistanke om, at de lider af influenza. Samtidig kan vi nu teste folk for influenza meget hurtigt. Vi har svaret mellem 1-4 timer. Det betyder, at vi meget hurtigere end tidligere kan afgøre, hvem der skal i isolation, og det har stor betydning.

Overlægen fortæller også, at universitetshospitalet arbejder tæt sammen med Odense Kommunes såkaldte akut-teams.

- Vi forsøger at udskrive folk hurtigt til eget hjem. Her kan de så få hjælp af de akutte teams, som både må give væske og antibiotika direkte i årerne på patienterne. Det er også med til at lette presset på hospitalet, siger overlægen til Ekstra Bladet.

Michael Hansen-Nord forventer yderligere en bølge af patienter, når først influenza-epidemien har lagt sig.

- Omkring fjorten dage senere kommer patienterne med alle komplikationerne til influenzaen. Det er typisk lungebetændelse. Jeg må sige, at de folk, vi får ind med influenza, virkelig er syge i år, fastslår overlægen.

Slagelse: Patienter på gangene

På Slagehus Sygehus bliver der gjort ekstra rent under influenza-epidemien. Foto: Per Rasmussen
På Slagehus Sygehus bliver der gjort ekstra rent under influenza-epidemien. Foto: Per Rasmussen

– Vi prioriterer under en influenza-epidemi at håndtere det, der er akut, siger Trine Holgersen, vicedirektør på Slagelse Sygehus, hvor influenza-epidemien de seneste uger på visse tidspunkter har skabt overbelægning.

Man har nogle dage været nødt til at lukke ambulatorier og udskyde enkelte operationer.

Torsdag formiddag optog 350 patienter sygehusets 344 sengepladser. Om eftermiddagen så tingene dog anderledes ud, og hospitalet havde ti ledige senge.

– Det kan se anderledes ud om to timer og ændrer sig hele tiden, men vi er hårdt ramt - og efter min opfattelse hårdere i år end sidste år. Folk er rigtig syge af influenza i år, og det tager lidt længere tid at komme af med influenzaen, vurderer vicedirektøren.

Hun påpeger, at influenzapatienter isoleres for at undgå smitte, hvorfor nogle patienter har oplevet at blive flyttet ud på gangen.

– Det er ikke optimalt, men det vigtigste er, at patienter ikke kommer ud med yderligere sygdom, fordi de har været på hospitalet. Derfor tager vi også særlige forholdsregler for at rengøre stuerne, og det tager ekstra tid, siger Trine Holgersen, som tilføjer, at personalet løber ekstra stærkt, og flere er blevet og bliver smittet med influenza i arbejdstiden.

Randers: Flere senge om vinteren

Foto: Regionshospitalet Randers
Foto: Regionshospitalet Randers
 

Vi har en høj belægning som altid på denne årstid, men der er ikke tale om overbelægning, siger Cecilia Honores Møller, kommunikationschef hos Regionshospitalet Randers.

- Vi undgår blandt andet overbelægning ved, at vi har flere end 10 ekstra sengepladser i vinterperioden og ekstra personale, når der er behov for det. Fleksibiliteten gør, at vi tilsvarende skruer ned for antallet af sengepladser og personale den øvrige del af året, forklarer Cecilia Honores Møller.

Nordsjælland: Vi har indkaldt ekstra personale

100 isolationssenge på Nordsjællands Hospital. Foto: Torben Åndahl
100 isolationssenge på Nordsjællands Hospital. Foto: Torben Åndahl

Nordsjællands Hospital i Hillerød oplever på anden uge et stort pres på både akutafdelingen og de øvrige afdelinger pga. influenza.

Cirka 100 af hospitalets små 600 senge var torsdag eftermiddag isolationssenge, og hospitalsledelsen vurderer løbende, hvilke operationer, der eventuelt må udskydes.

– Influenza rammer alle, men det er naturligt nok oftest de ældre og de kronisk syge, der har brug for hospitalsbehandling. Dem bliver der flere af, jo ældre befolkningen bliver i gennemsnit, og derfor oplever vi også et stigende pres under spidsbelastninger, som en influenzaepidemi er. Vi oplever selvfølgelig også sygdom blandt vores personale, og det håndterer vi blandt andet ved at indkalde alt det ekstra personale, som vi kan, lyder det fra hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth.

Hun oplever til alt held stor forståelse for den lange ventetid og de mange mennesker på hospitalet fra patienterne, ligesom hun roser personalet.

Herning: Scanner minimerer overbelægning

På nogle afdelinger er der overbelægning. Foto: Hospitalsenheden Vest, Region Midtjylland
På nogle afdelinger er der overbelægning. Foto: Hospitalsenheden Vest, Region Midtjylland
 

- Med en såkaldt bedside scanner har vi i de seneste uger fået et værktøj, som i væsentlig grad er med til at forhindre, at vi får massiv overbelægning. Med scanneren kan vi i løbet af få godt 20 minutter afgøre, hvorvidt en patient, som kommer på vores akutafdeling har behov for at blive indlagt, eller om vedkommende har influenza og kan sendes hjem under dynen, forklarer Finn Møller, der er kommunikationschef hos Hospitalsenheden Vest, som består af regionshospitalerne i Herning, Holstebro, Ringkøbing, Lemvig og Tarm.

- Hvert år ved denne tid er der pres på, fordi der er influenza-sæson. Nogle afdelinger er ramt af overbelægning, men det klarer vi ved at omplacere dem til andre afdelinger med sengepladser, siger Finn Møller.

Aalborg: Massiv overbelægning

Travlhed på Aalborg Universitetshospital. Foto: Kommunikation, Aalborg Universitetshospital
Travlhed på Aalborg Universitetshospital. Foto: Kommunikation, Aalborg Universitetshospital
 

- Halvdelen af alle vores akutpatienter i øjeblikket indlægges til observation for influenza. Derfor oplever vi i disse dage en massiv overbelægning med patienter, som er nødt til at ligge på gangene, siger Lisbeth Kjær Lagoni, sygeplejefaglig direktør hos Aalborg Universitetshospital.

- Situationen kompliceres yderligere af, at patienterne med influenza A ikke kan ligge sammen med andre, fordi A-influenza er meget smitsom, tilføjer Lisbeth Kjær Lagoni og understreger, at folk trods det enorme pres på patienter og personale ikke skal være bekymrede for at blive indlagt på en afdeling ved Aalborg Universitetshospital.

- Vi har meget travlt. Også fordi influenza´en har tvunget mange i vores personalegruppe til at sygemelde sig. Men der er ikke panik eller tale om uforsvarlige forhold, og vi er glade for, at kollegerne i Hjørring og Thisted har kunnet aflaste os ved at tage nogle af vores patienter.

 

Silkeborg og Viborg: Trykket er lige lettet

Der er fortsat pres på i Silkeborg og Viborg. Foto: Hospitalsenhed Midt
Der er fortsat pres på i Silkeborg og Viborg. Foto: Hospitalsenhed Midt
 

- I den her uge er trykket lettet på sygehusene i Silkeborg og Viborg, så vi nu kan sige, at vi ikke har overbelægning og ikke er tvunget til at placere patienter på gangene, siger kommunikations- og sekretariatschef hos Hospitalsenheden Midt, Kristine Stange.

- Det betyder dog ikke, at der ikke er pres på. Vi har lige nu to patienter for mange på akutafdelingen i Silkeborg, tre for mange på medicinsk afdeling i Viborg og fem for mange på medicinsk afdeling i Silkeborg, uddyber Kristine Stange.

 

Horsens: Her er det ikke kritisk

- Vi løber hurtigt, men ikke i en grad, så vi kan sige, at det er kritisk. Enkelte afdelinger som akutafdelingen er pressede lige nu, men vi har ikke overbelægning, siger Mette Vestergaard Rasmussen, kommunikationschef hos Regionshospitalet i Horsens.

- Situationen var markant værre for et år siden. Dengang havde vi løbende overbelægning i vinteren og ind i foråret, men flere senge (seks til otte) har afhjulpet problemet. I januar i år har vi haft overbelægning i otte procent af tiden, mens dette tal har været fem procent hidtil i februar, siger Mette Vestergaard Rasmussen og henviser blandt andet til, at sygehuset i Horsens i øjeblikket huser 183 patienter på de i alt 205 sengepladser.

Aarhus: Alt er normalt

Aarhus Universitetshospital har det stramt, men er ikke overbelagt. Foto: Claus Bonnerup
Aarhus Universitetshospital har det stramt, men er ikke overbelagt. Foto: Claus Bonnerup

- Situationen hos os er helt normal for årstiden. Vi har det jævnt stramt i de fleste afdelinger, men vi bliver ikke løbet over ende og har ikke oplevet overbelægning, siger pressechef Lars Elgård Pedersen, Aarhus Universitetshospital.

Vejle: Patienterne er hunde-syge

Overlæge Ejler Ejlersen har aldrig oplevet noget lignende. Foto: Charlotte Dahl
Overlæge Ejler Ejlersen har aldrig oplevet noget lignende. Foto: Charlotte Dahl

Også på Vejle Sygehus har man været særdeles hårdt ramt af influenza-epidemien.

- I dag torsdag synes jeg, at det er begyndt at vende til det bedre. Men vi har været meget hårdt pressede. I mine syv år på afdelingen har jeg aldrig oplevet noget lignende. Ellers har jeg fortrængt det, siger ledende overlæge Ejler Ejlersen.

Onsdag var der indlagt 24 patienter i isolation. Det tal er nu nedbragt til syv.

- Jeg bliver nødt til at rose personalet, som virkelig har kæmpet. Det her har ganske enkelt været rædselsfuldt. Alle har været hårdt spændt for. Patienterne er hunde-syge af influenzaen for nu at sige det lige ud. Man må ikke glemme, at man jo rent faktisk kan dø af influenza, hvis man er ældre eller svækket af en kronisk sygdom.

Overlæge Ejler Ejlersen fortæller, at det har været nødvendigt at ændre på en del af patienternes aftaler i ambulatorierne på grund af de seneste ugers alvorlige situation.

- Nu håber vi som sagt, at situationen er begyndt at vende, lyder det fra den travle overlæge.

Sønderjylland: Pres på

På Sygehus Sønderjylland mærker man også presset på grund af influenza-patienterne.

Steen Lomborg, der er ledende overlæge i mikrobiologi, oplyser, at han ikke har nye tal, før måneden er gået.

- Allerede i sidste uge var influenza-tiden tydelig. Men siden er antallet af indkomne prøver vokser ganske betydeligt. Mange af prøverne er positive, og det er i høj grad type B-influenzaen, vi taler om.

Ledende oversygeplejerske på hospitalets Fælles Akut Modtagelse, Helle Overgaard, bekræfter tendensen fra andre af landets sygehuse.

- Vi kan godt mærke, at der er pres på nu. Det gælder både i forhold til personalet og patienter. Det har dog ikke været nødvendigt at tage ekstra senge ind, oplyser Helle Overgaard.

Sådan bliver du rask

Oplever du influenzasymptomer, men er til daglig sund og rask, er kuren mod influenza:

1. Bliv under dynen, og hold dig i ro.

2. Drik masser af væske.

3. Besøg ikke ældre og eller svage familiemedlemmer.

4. Hold god håndhygiejne.

5. Bliver du efter to til fire dage siden symptomerne startede på ny dårlig, kortåndet, omtåget eller oplever hukommelsesbesvær, skal du omgående søge læge. Det kan være tegn på en bakteriel superinfektion, som kan blive livstruende uden antibiotikabehandling.

– Derfor er almindelig medmenneskelighed afgørende. Hold øje med hinanden. Kig til gamle fru Petersen på anden sal, og hjælp hende igennem influenzaen, siger professor i infektionsmedicin Jens Lundgren.

(Kilder: Professor Jens Lundgreen og overlæge Asmus Thun Bisgaard)

Symptomer

1. Feber (39 grader og over).

2. Muskelømhed og ondt i hovedet.

3. Børn tager typisk influenzaen mildere som en forkølelse.

(Kilder: Professor Jens Lundgreen og overlæge Asmus Tuhn Bisgaard)

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen