Kræftens bekæmpelse: Folk kan dø på to uger

Rigshospitalet bruger fjorten dage på at vurdere kræftpatienters scanningsbilleder, og det kan få alvorlige konsekvenser for patienterne, vurderer interesseorganisation

Kræftens Bekæmpelse har fået henvendelser fra flere kræftpatienter, der er trætte af at vente på deres scanningsresultater (Arkivfoto: Polfoto/Andreas Szlavik).
Kræftens Bekæmpelse har fået henvendelser fra flere kræftpatienter, der er trætte af at vente på deres scanningsresultater (Arkivfoto: Polfoto/Andreas Szlavik).

Kræftpatienter på Rigshospitalet kan risikere at skulle vente op til fjorten dage, før de får svar på deres scanningsbilleder.

Det er kommet frem, efter Ritt Bjerregaard i en klumme i Ekstra Bladet fortæller om sine oplevelser som kræftpatient på Onkologisk Afdeling på Rigshospitalet.

Hos Kræftens Bekæmpelse er man chokeret over, at nogle patienter skal vente op til to uger på at få at vide, om deres kræftsygdom har spredt sig.

- Det er helt uforståeligt, at der på nogle afdelinger er så lang ventetid. To uger er rigtig lang tid, for som patient bliver man hurtigt bekymret for, hvad scanningen mon viser. Og hvis man ligger søvnløs, er fjorten nætter rigtig lang tid, fortæller Leif Vestergaard, direktør for Kræftens Bekæmpelse, til Ekstra Bladet.

 

Han understreger, at de lange ventetider kan ende med at få alvorlige konsekvenser.

- Fjorten dage kan være altafgørende. Man ved jo, at jo længere tid, der går, jo større er risikoen for, at en alvorlig sygdom har udviklet sig til noget, der er endnu mere alvorligt. Taler vi om kræft, kan det i værste fald ende med at blive forskellen på, om patienten kommer igennem et sygdomsforløb eller ej, lyder det fra Leif Vestergaard.

Ventetider skal mindskes

Ifølge Leif Vestergaard får Kræftens Bekæmpelse løbende henvendelser fra kræftpatienter, der er trætte af de lange ventetider.

- Vi kender udmærket til problemet. Der har nogle gange været læger, der siger, at behandlingen af scanningsbillederne også kan gå for hurtigt. Det er måske én procent af alle patienter, der den opfattelse. Langt de fleste patienter siger, at det godt måtte gå lidt stærkere, siger direktøren for Kræftens Bekæmpelse.

Sygehus Lillebælt i Vejle fortæller til Ekstra Bladet, at man her arbejder med en ventetid på bare fire dage - og skulle der ske et akut-tilfælde kan ventetiden kortes ned til bare én dag.

Leif Vestergaard anerkender, at det er urealistisk med en generel ventetid på bare én dag. Men hvis afdelingerne sætter hårdt ind mod problemet, tror han, at man kan få ventetiden ned på tre dage.

- Det kan lade sig gøre i Vejle i dag, så det burde jo også kunne lade sig gøre på Rigshospitalet om et halvt år. Jeg kan ikke se argumentet for, at det ikke kan lade sig gøre, fortæller Leif Vestergaard til Ekstra Bladet.

Han mener, at de høje ventetider hænger sammen med hospitalernes arbejdsmetoder. Regionerne skal derfor i højere grad effektivisere arbejdet for de mange læger og sygeplejersker på landets hospitaler.

- Man skal kunne styre arbejdet på en effektiv måde. Man skal arbejde på, hvordan man gør det, der betyder så meget for patienten. Nemlig at man ikke skal ligge søvnløs i flere dage, fordi man bekymrer sig.

Beklager ventetiden

Efter Ekstra Bladet har bragt Ritt Bjerregaards klumme, har Bettina Lundgren, centerdirektør for Diagnostisk Center ved Rigshospitalet, sendt en uopfordret mail til Ekstra Bladet, hvori hun beklager den lange ventetid.

Kære Ritt Bjerregård

Du spørger i Ekstra Bladet d. 6/6, om det er rimeligt, at det tager 10 hverdage at vurdere skanningsbilleder for en kræftpatients behandlingsforløb på Rigshospitalet.

Det klare svar er, at det på ingen måde er rimeligt. Vi er frygteligt kede af at være i en situation, hvor vores patienter får svar senere, end vi gerne vil give dem.

Årsagen er et større nedbrud i maj og langsomhed i det it-system, der håndterer skanningsbillederne (RIS/PACS-systemet). Derfor har billederne kun vanskeligt kunne hentes frem for at blive beskrevet i røntgenafdelingen til brug for behandlingen andre steder på hospitalet. Vores personale har arbejdet ekstra for at holde trit - men også ekstraarbejdet har været udfordret af et langsomt system. Og fra regionalt hold har man samtidig arbejdet med det tekniske problem.

De aktuelle svartider er 3 – 5 dage på skanningsbilleder, der bruges til kontrol af patientens behandling – forudsat at systemet ”er oppe”. Billeder fra patienter med akut sygdom bliver straks beskrevet.

Vi er udfordret af, at it-systemet er af ældre dato. En udskiftning er i gang regionalt, men Rigshospitalet står ikke først i rækken. Vores håb og forventning er, at it-systemet fortsat vil køre i noget nær normal drift frem til den planlagte udskiftning.

Vi arbejder på, at vores RIS/PACS-system fremover kan leve op til det udgangspunkt, du beskriver: At alle mennesker, der er syge, har brug for at få besked, at blive godt behandlet og taget alvorligt.

Vores ønske er som dit.

Af Bettina Lundgren, centerdirektør, Diagnostisk Center, Rigshospitalet.


Ekstra Bladet har kontaktet henholdsvis Aalborg Universitetshospital, Aarhus Universitetshospital og Odense Universitetshospital for at få at vide, hvor længe kræftpatienter skal vente på at få svar på deres scanningsbilleder. Det er endnu ikke lykkedes Ekstra Bladet at få et svar.

62 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere