Kvinde og mand smittet med mæslinger på skiferie

Danske sundhedsmyndigheder opfordrer til at blive vaccineret

Mæslinger er en yderst smitsom virus - få mere at vide her.

En kvinde fra Rudersdal i Nordsjælland og en yngre mand fra Fyn er blevet smittet af mæslinger efter en rejse til samme område i Frankrig.

Der er tale om skisportsområdet Val Thorens, hvor der er sket et udbrud af mæslinger.

- Man skal lige tjekke, at man er blevet vaccineret mod mæslinger, og hvis ikke man er blevet det, skal man skynde sig ned og blive vaccineret, siger afdelingslæge Peter Henrik Andersen fra Statens Serum Institut til Ekstra Bladet.

Kvinden er ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed indlagt i isolation.

Inden indlæggelsen opholdt hun sig i et venteværelse hos sin egen praktiserende læge med andre patienter.

Mæslinger er en ekstrem smitsom sygdom, og Styrelsen for Patientsikkerhed har igangsat en procedure, der skal sikre, at de øvrige patienter i venteværelset bliver kontaktet og får tilbud om relevant behandling.

- Alle, der har været i venteværelset samtidig med den smittede person, vil blive kontaktet af deres læge. Så hvis man ikke får en henvendelse, skal man ikke være bekymret, Hanne Borch-Christensen, overlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Se også: Folketingskandidat om mæslingesmitte: Mindsker risikoen for kræft

Den smittede kvinde var ikke vaccineret mod mæslinger og havde heller ikke haft sygdommen som barn.

- Mæslinger er først indført i børnevaccinationsprogrammet i 1987. Derfor er en stor andel af befolkningen født før det tidspunkt ikke vaccineret mod mæslinger. De fleste af dem har haft sygdommen, men de, der ikke har, kan risikere at blive smittet, forklarer Hanne Borch-Christensen.

Hun påpeger, at både børn og voksne kan blive meget syge af mæslinger, og at uvaccinerede kan blive vaccineret gratis.

- Bliver man syg af mæslinger, kan man risikere alvorlige komplikationer såsom mellemørebetændelse, lungebetændelse eller hjernehindebetændelse, siger overlægen.

Har man symptomer på mæslinger, og er man ikke vaccineret eller har haft sygdommen, skal man ringe til sin læge. Man skal ikke møde op uanmeldt, da mæslinger er meget smitsomt, og man dermed risikerer at smitte andre i venteværelset.

Mæslinger i Danmark

I 2018 blev omkring 83.000 personer i Europa smittet med mæslinger, hvilket er over dobbelt så mange som i 2017. Ukraine har været hårdest ramt, men også Frankrig, Italien, Serbien, Rumænien og Grækenland har haft større udbrud.

72 mennesker døde i 2018 som følge af mæslinger.

Mæslinger er en af de mest smitsomme virusser i verden. Sygdommen er officielt udryddet i Danmark, men danskere kan stadig blive smittet, hvis de rejser i udlandet. På den måde kan sygdommen også komme tilbage og smitte indenfor landets grænser.

Kilde: Statens Seruminstitut.

63 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere