Læger om hjernerystelser: Vi kan gøre det bedre

- Vi må altid sige, at vi kan gøre det bedre, lyder svaret på kritikken af de praktiserende læger

De praktiserende læger erkender, at de altid kan gøre det bedre. (Foto: Polfoto)
De praktiserende læger erkender, at de altid kan gøre det bedre. (Foto: Polfoto)

Formand for Dansk Selskab for Almen Medicin og praktiserende læge, Lars G. Johansen, erkender, at de praktiserende læger formentligt kan gøre det bedre i behandlingen af patienter med hjernerystelse.

- Vi må altid sige, at vi kan gøre det bedre. Der er næsten ikke noget, vi ikke kan gøre bedre. Det handler om, at vi kigger på vores reslutater, tager efteruddannelse og prøver at se på, hvor der er plads til forbedringer. Og det kan der sikkert sagtens være på hjernerystelsesområdet, siger han.

Som Ekstra Bladet i dag kan fortælle, oplever en række patienter, patientforeninger og eksperter, at mange af de over 2.500 personer der hvert år bliver ramt af en langvarig hjernerystelse lades i stikken af lægerne i sundhedssytemet, fordi mange ikke ved, hvordan de skal håndtere patienterne.

Se også: Hjernerystelses-alarm: Ladt i stikken af lægerne

- Ved I nok til at tage ordentlig hånd om patienter med hjernerystelse?

- Man skal selvfølgelig skelne mellem dem, som man ser akut, hvor man giver råd om, hvordan der skal observeres, og hvad det er, man skal lægge mærke til, og så dem, der kommer med noget, som de måske har fået behandlet et andet sted og som eventuelt har langvarige hovedpiner eller andre symptomer, siger Lars G. Johansen og tilføjer:

- I de akutte tilfælde tror jeg, at der bliver gjort rede for, at man skal tage det roligt og tage situationen alvorligt i op til tre uger. Man skal leve lidt anderledes, være lidt mere passiv og ikke så aktiv, og man skal passe på med at læse og se på en skærm. Det er ud fra undersøgelser, der siger, at man får et bedre og mere positivt forløb, hvis man gør det på den måde.

Se også: Pas på hjernen: Hjelm reddede muligvis Martins liv

- Flere patienter, vi har talt med, har fået at vide af deres læge, at de skal tage den med ro i op til fem dage, men nærmest ingen får at vide, at der er mulighed, for at symptomerne fortsætter i flere uger, måneder eller år. Er det okay, når 10-15 procent har langvarige konsekvenser?

- Jeg mener, at den korrekte information bør være, at man kan have ugelange problemer efter en akut hjernerystelse. Og det vil jeg også forvente, at lægerne svarer. Man skal naturligvis også gøre opmærksom på, at der kan være andre følgevirkninger af hovedpine, for eksempel træthed, kvalme og svimmelhed. Og så skal man selvfølgelig gøre opmærksom på, at man skal komme igen, hvis man oplever nogle af de her ting, sådan at man kan blive hjulpet videre.

- Både patienter, patientforeninger og eksperter mener, at der ikke er gode nok tilbud til patienter med langvarige hjernerystelser. Mener I, at sundhedsvæsnet er godt nok rustet til at tage sig af den her type patienter?

- For den her type patienter - som for mange andre - passer man ikke helt ind i kassen, og derfor kan det være besværligt at få foretaget yderligere undersøgelser, eller få en anden speciallæge til at vurdere vedkommende. Det gælder især, hvis man taler om ventetid, for der kan tit være lange ventetider, fordi man opfatter det som en godartet sygdom – det er hverken kræft eller hjertekarsygdomme – og derfor kan man godt vente. Der tror jeg, at man må sige helt klart, at der kan være ventetid, og at det kan være besværligt at finde det rette sted for den enkelte patient.

Heidi Bjørklund døjer på femte år med en hjernerystelse, hun fik, da hun faldt på et sneglat fortov. (Foto: Philip Davali) Tæt på Heidi slog hovedet: Hjernerystet på femte år

Christiane Schaumburg-Müller måtte lægge sig i forældrenes kælder i fire måneder for at undgå dagslys. (Foto: Stine Bidstrup) Kendte Christiane: Jeg lå i en kælder i fire måneder

kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Christina Ehrenskjöld
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen