Lego donerer 600 mio. til nyt børnehospital

Riget får nyt børnehospital i 'verdensklasse' til to milliarder kroner. Ole Kirk’s Fond spytter over en halv milliard i kassen

Juliane Marie Centr​​et for børn og pårørende på Rigshospitalet er i dag spredt ud over ni forskellige bygninger. Det skal BørneRiget ændre på. (Foto fra rigshospitalet.dk)
Juliane Marie Centr​​et for børn og pårørende på Rigshospitalet er i dag spredt ud over ni forskellige bygninger. Det skal BørneRiget ændre på. (Foto fra rigshospitalet.dk)

Et nyt byggeri ved Rigshospitalet i København med arbejdtstitlen 'BørneRiget' skal i fremtiden sikre behandling i 'verdensklasse' for børn, unge, fødende og deres familier.

Det oplyser Ole Kirk’s Fond, Region Hovedstaden og Rigshospitalet i en pressemeddelelse. Fonden til minde om Legos stifter spytter selv 600 millioner kroner i projektet, mens Region Hovedstaden betaler 1,4 milliarder kroner.

- Målet er, at det nye hospitalsbyggeri til børn, unge og fødende på Rigshospitalet skal bidrage til at udvikle hele det danske sundhedsvæsen i en helt ny retning, hvor patientbehandling er meget mere end at diagnosticere sygdom og give medicin, udtaler Sophie Hæstorp Andersen (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden.

Skal skabe tryg hverdag
På det nye hospital bliver alle forløb og funktioner tilrettelagt, så børn og forældre flyttes mindst muligt. Specialisterne og eksperterne kommer til barnet og familien - ikke omvendt. Derudover skal det nye hospitalsbyggeri skabe rammerne for, at familier får mulighed for at være sammen som familie og have en så almindelig og tryg hverdag som muligt, står der i pressemeddelelsen.

- Det er helt afgørende, at børn og deres familier føler sig trygge i et behandlingsforløb og kan opretholde bedst mulig livskvalitet. Der skal være plads til, at familien kan have det rart sammen, og plads til leg, omsorg og adspredelse, så både barnet og familien får et pusterum fra bekymringerne. Et behandlingsforløb skal med andre ord kunne rumme alt det, børn, unge og familier har brug for, så de kan leve et så normalt liv som muligt, udtaler formand for Ole Kirk’s Fond Kjeld Kirk Kristiansen.

Hvert år er cirka 37.000 børn, unge og gravide og deres familier i kontakt med Rigshospitalet. Det er planen, at BørneRiget skal placeres tæt patienthotellet i den nordvestlige del af Rigshospitalet ud mod Nørre Allé. Nybyggeriet skal stå færdig i 2023, og der er allerede gennemført en forundersøgelse.

60 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere