Minister i DRCongo erklærer gul feberepidemi med fem døde

Blandt andet hovedstaden, Kinshasa, er ramt af epidemi med gul feber, oplyser sundhedsmyndighederne i DRCongo

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

En epidemi med gul feber er brudt ud i flere områder af DRCongo, oplyser landets sundhedsminister.

De ramte områder er Kinshasa, Kongo Central og Kwango.

Der er registreret 67 tilfælde af gul feber siden udbruddets start, siger ministeren ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Fem personer er døde af virussygdommen.

I maj sagde Verdenssundhedsorganisationen (WHO), at et udbrud af den livsfarlige sygdom i Angola og DRCongo er alvorligt.

Men der var på daværende tidspunkt ingen grund til at slå alarm, lød det.

Gul feber, der har en høj dødsrate, har allerede bredt sig til Kenya og Kina. Der er også et udbrud i Uganda, der dog ikke kan kobles sammen med det i Angola og Den Demokratiske Republik Congo.

Frygten er, at den myggebårne sygdom kan gå i udbrud i storbyer i Asien og Afrika.

I mange dele af Afrika er det blot en lille andel af befolkningen, der er vaccineret mod gul feber, selv om vaccinen er relativt billig og meget effektiv.

Store vaccinationsprogrammer er dog iværksat i blandt andet Angola.

Symptomerne på gul feber er pludselig feber, kulderystelser, hovedpine, muskelsmerter, kvalme og opkast.

Gul feber forekommer i store dele af Afrika og Sydamerika. Sygdommen er i familie med denguefeber og zikavirus. Det er den samme myg, der kan bære de tre sygdomme fra menneske til menneske.

Gul feber overføres ifølge Statens Serum Institut med myg (Aedes aegypti), der typisk stikker om dagen.

Også andre Aedes-arter og myggearten Haemagogus kan også overføre smitten, men kun sjældent.

Gul feber

I milde tilfælde er typiske symptomer feber, hovedpine og kvalme. I alvorlige tilfælde sker der skader på lever, nyrer og hjerte, og patienterne får gulsot. Heraf kommer navnet. En del lande stiller krav om gul feber vaccination ved indrejse.

Inkubationstiden er tre til seks dage.

Sygdommen smitter ikke mellem mennesker, men smittede mennesker og dyr kan overføre virus til nye myg fra kort før feberen starter og de næste tre til fem dage.

Der findes ingen specifik behandling - alene patientens symptomer behandles.

Gul feber forekommer i store dele af Afrika og Sydamerika. Disse lande befinder sig i et bælte omkring ækvator fra 15 grader nord til 15 grader syd.

Sygdommen findes således ikke i Danmark eller andre steder i Europa.

I Sydamerika har sygdommen i de seneste år spredt sig til et større område end før. De fleste tilfælde ses dog stadig i Afrika.

Man regner med, at der er over 200.000 tilfælde af gul feber om året. Heraf dør omkring 30.000 personer.

Man kan vaccineres mod gul feber. Derudover anbefales det at undgå myggestik i de udsatte områder.

Kilde: Statens Serum Institut

1 kommentar
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere