Misbruger-pars vilde forvandling går viralt

- Jeg håber, at min transformation kan inspirere en anden misbruger et sted

Brent og Ashley Walker har delt før- og efter-billeder fra deres afvænning. Dette billede er fra december 2016 - en uge før, parret blev gift. Foto: Ritzau Scanpix
Brent og Ashley Walker har delt før- og efter-billeder fra deres afvænning. Dette billede er fra december 2016 - en uge før, parret blev gift. Foto: Ritzau Scanpix

En måned før Brent Walker og Ashley Walker fra den amerikanske stat Tennessee sagde ja til hinanden i december 2016, tog de en altafgørende beslutning. De ville kvitte stofferne.

I dag, lidt over to et halvt år senere, er de et sundt og lykkeligt ægtepar. I håbet om at hjælpe andre stofmisbrugere, har 30-årige Brent Walker og hans 32-årige hustru Ashley Walker nu delt deres dramatiske før/efter-billeder med resten af verden.

Det skriver blandt andre BBC og Good Morning America.

'Jeg håber, at min transformation kan hjælpe en misbruger et sted! Det er muligt!!' skriver Brent Walker til før/efter-billederne, som han delte 27. juli og som i skrivende stund er blevet delt over 143.000 gange på Facebook.

Siden opslaget gik viralt, har adskillige medier delt parrets historie.

Kaotiske år og fængsel
Brent Walker fortæller, at han allerede som 12-årig begyndte at eksperimentere med forskellige stoffer.

Både han og Ashley Walker har misbrugt methamfetamin siden 20-års-alderen, og de mødte hinanden i 2012, da Brent Walker begyndte at sælge stoffer til kvinden, der senere hen blev hans kone.

De to havde nogle kaotiske år sammen, og i to af årene sad Brent Walker i fængsel.

Men i december 2016 besluttede de sig sammen for, at nu kunne det være nok. De ville kvitte stofferne for altid. En måned senere, 31. januar 2017, blev parret gift.

- Mens vi var afhængige af methamfetamin, var det umuligt for os at have et stabilt forhold. Vi så hinanden en gang imellem, , men jeg følte, at jeg ville være fri, hænge ud og have sex med hvem som helst jeg ville, siger Brent Walker.

Tre milepæle
Den nu 30-årige mand havde forsøgt at kvitte stofferne flere gange, men hver gang var han faldet i.

- Men med Ashley hjælper vi hinanden, hvis jeg har en dårlig dag, hjælper hun mig med at falde til ro og få tanken om stoffer ud af hovedet, siger han og fortsætter:

- Vi oplever stadig cravings, men efter det første år som clean bliver alting nemmere. Det er endda lykkedes mig at stoppe med at ryge, som jeg ellers havde gjort siden jeg var ni år.

Billedet her er fra juli 2019, omtrent to et halvt år efter billedet i toppen af artiklen blev taget. Foto: Ritzau Scanpix
Billedet her er fra juli 2019, omtrent to et halvt år efter billedet i toppen af artiklen blev taget. Foto: Ritzau Scanpix
 

Parret fortæller til BBC, at de helt fra starten af deres stoffri liv var nødt til at fejre de små milepæle, fordi de vidste, at det ville blive en lang og hård rejse at blive - og forblive - clean.

Den første milepæl var at blive gift.

Den næste var at få et sted at bo sammen, for indtil da havde de boet sporadisk på gulvet hos deres venner.

Den tredje var at købe en bil.

Hus og forældremyndighed
På trods af deres afhængighed, har både Brent og Ashley Walker formået at beholde deres jobs gennem alle årene. Han i en bilvask og hun på en fabrik. Men før i tiden brugte de stort set hele deres løn på stoffer.

Nu, hvor parret har nået alle deres milepæle og har været clean i snart tre år, har de sat sig en række nye mål. Blandt andet vil de gerne spare op til et depositum til at købe et hus. Og så vil Ashley Walker tage de begyndende skridt til at få forældremyndigheden tilbage over sine børn. Den mistede hun, da hun stadig var afhængig af stoffer, skriver BBC.

- Det er hårdt, og det tager tid at blive sund, men slutresultatet er fantastisk, siger Brent Walker.

87 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere