Mysterium bag ufrivillige aborter skal opklares

En bestemt sammensætning af mikroorganismer i kroppen mistænkes for at være skyld i, at mange kvinder aborterer ufrivilligt. Nyt forskningsprojekt skal bekræfte mistanken

Nogle kvinder afstøder af uvisse årsager raske fostre. Foto: Colourbox
Nogle kvinder afstøder af uvisse årsager raske fostre. Foto: Colourbox

Drømmen om at få et barn går i stykker for talrige kvinder og par hver eneste dag, når de aborterer ufrivilligt. Hver fjerde af alle bekræftede graviditeter ender i ufrivillige aborter, og til trods for problemets omfangsrige størrelse findes der stadig ikke en entydig årsag til den triste begivenhed.

En bestemt sammensætning af mikroorganismer i kroppen kan være en del af forklaringen på, hvorfor adskillige kvinder gentagne oplever ufrivillige aborter. Om det er tilfældet undersøges nu i et nyt projekt på den nationale Enhed for Gentagne Graviditetstab på Rigshospitalet.

En jordemoders fornemste opgave er at bringe liv til verden . Men det sker at jordemødre som Solveig bliver tvunget til at hjælpe døden på vej for de levendefødte aborter (Foto: Thomas Lekfeldt) Plus 'Jeg lagde hende ud i skyllerummet hvor hun kunne, ligge og dø alene'

Afstøder raske fostre
Læge og ph.d.-studerende, Maria Christine Krog, er med på projektet og forklarer, at sammenhængen mellem mikroorganismer og immunsystemet kan være roden til problemet.

– Vi undersøger sammenhængen mellem mikroorganismer i kroppen og hvordan de er med til at regulere vores immunsystem. Vi har startet projektet, fordi vi tidligere i studiet har fundet, at nogle af vores patienter har et problem med deres immunsystem, så de afstøder raske fostre. Lidt ligesom man kan afstøde transplanterede organer, siger Maria Christine Krog.

Immunsystemet overreagerer
Første del af projektet undersøger sammenhængen mellem forskellige former for prævention og sammensætningen af mikroorganismer hos almindelige, raske kvinder mellem 18 og 40 år.

Denne del af undersøgelsen er afsluttet, og resultatet skal bruges til at sammenligne med sammensætningen af mikroorganismer hos kvinder, der har oplevet ufrivillige aborter minimum tre gange i træk.

Der er endnu ingen resultater af undersøgelsen, men ifølge Maria Christine Krog håber de at kunne bekræfte en bestemt hypotese.

– Vi håber at kunne finde en profil af mikroorganismer hos de kvinder, der oplever gentagne graviditetstab, så vi måske kan forstå immunsystemet bedre og få bedre behandlingsmuligheder. Derved kan vi måske i fremtiden forhindre immunsystemet i at overreagere og afstøde et foster, siger Maria Christine Krog.

Det er frygteligt at opleve gentagne, ufrivillige aborter
For de som oplever det, kan gentagne, ufrivillige aborter være en enorm sorg, og emnet bør i højere grad sættes på dagsordenen, mener Maria Christine Krog.

– Gentagne graviditetstab er mere udbredt end man skulle tro, og det er stadig meget tabubelagt. Folk taler sjældent om det. Det er enormt hårdt for patienterne at gennemgå de mange tab, og oveni det går de ofte helt alene med det, siger hun.

Netop den tabubelagte tilgang til emnet kender formand for Foreningen for Gentagne Ufrivillige Aborter (FUGA), Maibrit Baagøe Schmidt, alt til.

– Det er frygteligt, jeg har selv prøvet det. Man står både i en personlig krise og må derudover også kæmpe med arbejde. Man melder jo ikke  ud, at man prøver at blive gravid, og så skal man prøve at skjule årsagen der. Man får heller ikke rigtig nogen opbakning fra lægesystemet, der får man bare sådan en 'op på hesten igen', så der er ikke rigtig nogen støtte at hente nogle steder, siger hun.

Tabu skal aflives
Den tabuiserede tilgang til emnet bør aflives, og det er netop målet med foreningen, fortæller Maibrit Baagøe Schmidt.

– Foreningen skal være et sted, hvor man har mulighed for at møde ligesindende. Der er så mange, der prøver det. Så vi gør, hvad vi kan, for at få noget mere åbenhed, siger hun.

Projektets resultater er klar i løbet af 2019.

Så mange aborterer ufrivilligt

- Hver fjerde af alle bekræftede graviditeter ender i ufrivillige aborter.

- Et nyt projekt i den nationale Enhed for Gentagen Graviditetstab, skal undersøge årsagerne til, hvorfor kvinder aborterer ufrivilligt. Projektet tager udgangspunkt i kvinder, der har aborteret ufrivilligt minimum tre gange i træk. Resultaterne er færdige i løbet af 2019.

- En tredjedel af alle henviste par får aldrig et barn med de behandlingsmuligheder, som findes i dag.

(Kilde: Læge og ph.d.-studerende Maria Christine Krog og 'Gentagne Graviditetstab', artikel publiceret i Ugeskrift for Læger, april 2017)

Artiklen er blevet til i et samarbejde med journalistuddannelsen på RUC.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen