Nominér din sundhedshelt: Helene gjorde mig tryg, da Brian skulle dø

Da Kira Ørbekkers mand døde af kræft gjorde Helene Lønborg hele forskellen - blot ved sin tilstedeværelse og sit nærvær

Brian Frisk Iversen blev kun 38 år, og nåede - sit mellemnavn til trods - at være alt andet end frisk i en stor del af sit alt for korte liv.

- Helene hæftede sig faktisk ved, at han hed Frisk, og hun har senere fortalt mig, at hun var overbevist om, at det måtte være et tegn, og at Brian derfor nok skulle klare den, fortæller Kira Ørbekker, der gerne vil indstille sygeplejerske Helene Lønborg som 'Årets Sundhedshelt', fordi hun gjorde Kira tryg og rolig, da Kira skulle sige farvel til sin mand og faderen til sine to små børn på et og tre år.

For Brian Frisk Iversen klarede den ikke.

Brian Frisk Iversen blev 38 år, inden han døde af en agressiv tumor i hjernen i 2007. (Privatfoto)
Brian Frisk Iversen blev 38 år, inden han døde af en agressiv tumor i hjernen i 2007. (Privatfoto)
 

Hjernetumor
Brian Frisk Iversen får første gang konstateret cancer i 1990, men overlever. I 2006 får han dog tilbagefald og når at være syg i et års tid, før han dør af en hjernetumor - og følgerne af den - 29. januar 2007.

- Hans krop begynder skridt for skridt at lukke ned ned som følge af sygdommen og behandlingen. Hans kræftbehandling foregår på det tidspunkt i Odense, men da han pludselig får blodpropper i lungerne, bliver han indlagt på kardiologisk afdeling på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, fortæller den 33-årige enke.

Og det er her, Kira og Brian møder Helene Lønborg.

- Hun modtager ham, da han skal indlægges. Hun fortæller mig, at de vil påbegynde behandling af blodpropperne, og jeg tager hjem. Men behandlingen forårsager en massiv hjerneblødning, og Brian bliver fjern. Helene ringer til mig og siger, at det nok er bedst, jeg kommer med det samme. Det tyder på, at Brian ikke vil klare den.

- Jeg er der klokken 22.00. Det er midt i vagtskifte, men Helene formår alligevel bare at være der. Være til stede. Det gør den forfærdelige og skræmmende situation, hvor jeg skal sige farvel til min mand og mine børns far, tryg, siger Kira Ørbekker, der selv er sygeplejerske og har Helene Lønborg som sit store faglige forbillede.

- Hun er den ultimative sygeplejerske, lyder det fra hende.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Kira Ørbekker med sine to børn, som har mistet deres far. (Privatfoto)
Kira Ørbekker med sine to børn, som har mistet deres far. (Privatfoto)
 

Vender tilbage efter død
Brian dør først klokken 4.00 næste morgen - og altså længe efter, at Helene Lønborg er taget fra arbejde.

- Faktisk har jeg kun berøring med Helene i en times tid. Alligevel er det hende, jeg vender tilbage til efter Brians død for at få snakket forløbet igennem.

- For det betød så meget, at hun var der. Hun skabte tryghed, selv om jeg var bange. Fortalte hvad der skete - rent fagligt, men samtidig var hun følelsesmæssigt engageret. Hun var årsagen til, at jeg kunne være nærværende overfor Brian i de sidste timer, hvilket jo gør en kæmpe forskel i sorgprocessen bagefter.

***

40-årige Helene Lønborg gør en dyd ud af at tage sig tid til sine døende patienter og deres pårørende. Travlhed og stress må ikke overskygge det øjeblik, mener hun. (Foto: Facebook)
40-årige Helene Lønborg gør en dyd ud af at tage sig tid til sine døende patienter og deres pårørende. Travlhed og stress må ikke overskygge det øjeblik, mener hun. (Foto: Facebook)
 

Helene Lønborg: Jeg kan ikke andet, end bare at være der

48-årige Helene Lønborg er glad og stolt over at være nomineret til 'Årets sundhedshelt'. Men endnu mere er hun lykkelig for, at hendes arbejde gør en forskel for de patienter, hun har med at gøre. I dette tilfælde Kira Ørbekker og hendes døende mand.

- I sådan en situation er der utroligt stærke følelser i spil. Vi sidder sammen, mens Brian dør. I virkeligheden kan jeg ikke andet end bare at være der 100 procent. Det er mit fokus, siger Helene Lønborg, der i dag er sygeplejerske på akutmodtagelsen på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

- Jeg er selvfølgelig professionel og bevidst omkring de ting, jeg siger og spørger ind til, og jeg græder ikke. Men jeg sætter mig i deres sted og koncentrerer mig meget om at lytte til, hvad de siger.

Helene Lønborg fortæller, at det altid er en særlig situation, når en patient skal dø. Men det ofte lettere - for de pårørende - at acceptere, når der er tale om ældre mennesker end unge.

Og hun understreger, at den travle og nogle gange stressede hverdag som sygeplejerske ikke må overskygge det at tage sig tid til at være der for sine patienter i dødssituationer.

- Der skal vi bare tage os tiden til det. Vi skal ikke rende ind og ud af stuen for at ordne andre ting, og vi skal ikke sidde og dokumentere alt muligt imens. Vi skal bare være der, slutter Helene Lønborg.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Nominer din sundhedshelt er et forsøg på at sætte fokus på de mennesker, der knokler og gør en forskel for deres patienter. Er du eller nogen du kender blevet behandlet af en læge, sygeplejerske, SOSU, blevet kørt af en portør eller underholdt af en hospitalsklovn, som gjorde en indsats ud over det forventede, kan du nominere ham eller hende på mailen: tordublivesyg@eb.dk.

0 kommentarer
Vis kommentarer