Ny kræftkampagne fokuserer på mændene

Kræftens Bekæmpelse lancerer en ny kampagne målrettet mænd, der skal nedbringe kræftdødeligheden

Arkivfoto: Finn Frandsen
Arkivfoto: Finn Frandsen

Kræftens Bekæmpelse lancerer nu et nyt initiativ ved navn 'Mand det nytter', der med styrket fokus på mænd skal nedbringe kræftdødeligheden.

- Der er ikke noget fysisk, der gør, at mænd har sværere ved at overleve kræft. De har bare sværere ved at se, hvorfor det nytter at holde øje med symptomerne og kommer derfor ikke af sted til lægen tidsnok, siger overlæge Iben Holten fra Kræftens Bekæmpelse.

'Mand det nytter' skal minde danske mænd om, at det nytter at gå til lægen, og at det nytter at holde øje med kræftsymptomer.

Danske mænd dør stadig i højere grad end kvinderne, viser tal fra Kræftens Bekæmpelse. 48 mænd rammes hver dag af kræft, 22 af dem dør. Til sammenligning rammes 47 kvinder af kræft hver dag, hvoraf 20 dør.

Særligt i forhold til 5-års-overlevelsen har mændene noget at indhente. Her er overlevelsesprocenten 56 procent mod kvindernes 60 procent.

- Vi må erkende, at der ligger et stort stykke arbejde foran os i forhold til mændene. Mens vi oplever stort engagement og involvering fra kvinderne, er der virkelig brug for, at vi fokuserer ekstra meget på mændene de kommende år, siger administrerende direktør for Kræftens Bekæmpelsen, Leif Vestergaard.

Det første trin i det nye initiativ er en kampagne, der opfordrer til at støtte dem med hår på brysterne. En henvisning til Kræftens Bekæmpelses landsdækkende kvindelige pendant 'Støt brysterne'.

I den kommende tid vil det derfor være muligt at møde otte mænd i bar overkrop, der opfordrer danskerne til at støtte Kræftens Bekæmpelse ved selv at knappe skjorten op og vise behåringen eller yde et bidrag til sagen.

- Jeg vil gå rigtigt langt for det rigtige formål. Det, synes jeg, at vi har her. Derfor lader jeg heller ikke min blegfede, 44-årige dunk komme i vejen for den gode sag, siger studieværten Peter Palshøj, der en af de otte danskere med brysthåret til fri skue.

Mænd og kræft

Mange mænd reagerer typisk ikke på symptomer på kræft og ender med at gå for lang tid med sygdommen. I en ny kampagne kaldet "Støt dem med hår på brysterne" vil Kræftens Bekæmpelse ændre på den dårlig tendens og forhåbentligt vende billedet. Her er statistik om mænd og kræft:

* 104.012 danske mænd har kræft lige nu.

* 48 mænd rammes af kræft hver dag.

* 22 af dem dør.

* Af de 48 kræftramte mænd om dagen, rammes de fleste af kræft i prostata, lunge, tyktarm, blære og endetarmen.

* 1-års-overlevelsen for både mænd og kvinder er steget siden 2009.

* Mænd skal særligt være opmærksomme på pludseligt vægttab, længerevarende hoste, ændrede afføringsvaner og knuder på testiklerne.

* Kræft er den største dødsårsag for mænd - 32 % dør af kræft

* 56 procent af de kræftramte mænd lever fem år efter en kræftdiagnose, mens det gælder for 60 procent af kvinderne.

Kilder: Kræftens Bekæmpelse

3 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere