Øjenlægen fra helvede havde frit lejde i Danmark

Den svenske øjenlæge Christian Samander har fejlbehandlet over 100 patienter. I Danmark glemte Sundhedsstyrelsen dog at registrere, at man havde taget hans autorisation

Christian Samander har i en lang række tilfælde lavet laserbehandling på patienter, som ikke havde en øjensygdom. Polfoto
Christian Samander har i en lang række tilfælde lavet laserbehandling på patienter, som ikke havde en øjensygdom. Polfoto

Kender du til læger, der arbejder i Danmark selvom de har fået indskrænket eller mistet autorisationen i Norge eller Sverige? Skriv til os på 1224@eb.dk /sms til 1224 (koster alm sms-takst) eller send en mail til journalisterne på aee@eb.dk eller peter@eb.dk.

Tekniske problemer har flere gange betydet, at Sundhedsstyrelsens autorisationsregister måtte sættes på standby. Det kan ifølge styrelsen være forklaringen på, hvorfor en af Sveriges værste skræklæger indtil for to dage siden stod registreret til at have dansk autorisation.

I 2003 mistede den svenske øjenlæge Christian Samander sin autorisation i Sverige. Sagen var så grotesk, at den flittigt blev dækket af de svenske medier.

’Efter at have fejlbehandlet over 100 patienter og være blevet anmeldt af tolv kolleger, mister øjenlægen Christian Samander nu sin autorisation. Adskillige patienter har lidt af komplikationer som følge af hans forkerte diagnoser og forkerte operationer.’ skrev det svenske medie Dagens Nyheter dengang om sagen.

Den svenske autorisationssag fik først i 2008 Sundhedsstyrelsen til at beslutte at fratage Christian Samanders danske autorisation. De fem års forsinkelse skyldes ifølge styrelsen, at de svenske myndigheder ikke havde oplyst dem om sagen.

18 læger har mistet eller fået indskrænket deres norske eller svenske autorisation, imens de har beholdt deres autorisationer i Danmark. Sundhed - 12. sep. 2015 - kl. 07:07 Mister autorisationen hos vores naboer: Skræklæger kan fortsætte i Danmark

Alligevel fremgik det indtil for to dage siden af autorisationsregisteret, at Christian Samander fortsat havde autorisation til at arbejde som øjenlæge i Danmark.

- De har besluttet at tilbagekalde autorisationen, men de har ikke gjort det. Det giver ingen mening. Man må jo spørge Sundhedsstyrelsen, om de simpelthen har glemt at tage hans danske autorisation, siger Kent Kristensen, lektor i sundhedsret ved Syddansk Universitet.

Og det viser det sig faktisk, at styrelsen har. Det er nemlig først, da Ekstra Bladet for to dage siden gør Sundhedsstyrelsen opmærksom på sagen, at man fjerner Samanders navn fra det danske autorisationsregister.

- Vi har en øjenlæge, som har fejlbehandlet over 100 patienter med risiko for, at de mister synet, og han kan på et hvilket som helst tidspunkt slå sig ned som privatpraktiserende øjenlæge i Danmark uden at nogen fører tilsyn med ham. For slår man ham op i autorisationsregisteret vil der stå, at han er autoriseret – og der vil ikke være nogen anmærkninger, forklarer Kent Kristensen.

Se også: Taget med steroider i Norge: Arbejdede videre som læge i Danmark

Ekstra Bladet har fået aktindsigt i de svenske sundhedsmyndigheders afgørelse vedrørende Christian Samanders autorisationsfratagelse. Her fremgår det, at han i en lang række tilfælde har diagnosticeret patienter med øjensygdomme, de ikke havde, for efterfølgende at behandle deres øjne med laser.

Marianne Säfström og hendes to børn var patienter hos Christian Samander. Han stillede diagnosen ’grøn stær’ på dem alle, selv om ingen af dem havde sygdommen. Marianne Säfström fik endda laserbehandling.

- Jeg er skuffet og vred men samtidig taknemmelig for, at jeg ikke har grøn stær. Jeg tog ikke skade af laserbehandlingen. Men han har snydt mig med diagnosen og snydt mig for en masse penge, sagde Marianne Säfström til de svenske medier efter, at Christian Samander havde fået taget sin autorisation.

Sundhedsstyrelsens akter i sagen viser, at den danske tilsynsmyndighed først i 2008 besluttede at tage Samanders autorisation. Men ikke nok med, at beslutningen blev taget fem år for sent, styrelsen glemte altså også at registrere den i autorisationsregisteret.

- Det er helt vildt. Han har slet ikke ret til at have autorisation i Danmark, fastslår Kent Kristensen.

Ifølge Anette Lykke Petri, der er chef for Embedslægeinstitutionen Øst og Tilsyn i Sundhedsstyrelsen, har man taget Samanders autorisation internt i styrelsen, man glemte bare at registrere det i autorisationsregisteret.

Ekstra Bladet har besøgt fire adresse i Malmø, som Chrisitan Samander har haft tilknytning til. Men det er ikke lykkedes at få lægen i tale.

En dansk læge mistede efter et vikariat på et norsk hospital sin norske læge-autorisation. En patient døde kort efter denne var blevet tilset af lægen, men i stedet for at aflægge en forklaring, tog lægen tilbage til Danmark. Her fortsatte han sit arbejde på Bornholms Hospital og ignorerede de norske myndigheders henvendelser. Se i indslaget, hvordan direktøren på Bornholms Hospital forholder sig til sagen.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.
 

40 kommentarer
Vis kommentarer