Populært skisportssted ramt af mæslingeudbrud

Bliv nu vaccineret, lyder rådet fra overlæge

Mæslinger er en yderst smitsom sygdom. Redigering: Signe Skov

En kvinde og en mand har fået konstateret mæslinger, efter at de er vendt hjem fra en skitur til Val Thorens i De Franske Alper.

De franske oplysninger har yderligere orienteret de danske myndigheder om, at der er et udbrud af mæslinger i området.

Det vurderes derfor som overvejende sandsynligt, at danskerne er blevet smittet af samme udbrud.

- Vi skal naturligvis have lavet en genotypning af virus for at slå fast, om det er samme stamme, der cirkulerer i området. I princippet kunne det godt være to stammer, siger Peter Henrik Andersen, der er afdelingslæge og ekspert i vaccineforebyggende sygdomme ved Statens Serum Institut, til Ekstra Bladet.

Ekstremt smitsomt
Han opfordrer på det kraftigste til, at alle danskere, der ikke er vaccineret mod den ekstremt smitsomme sygdom, bliver det, hvis de skal på skiferie.

- Det er sådan set budskabet, uanset om man skal på ski eller ej, understreger overlægen, der kalder mæslinger for 'den mest smitsomme sygdom, vi kender'.

Mæslinge-virus smitter gennem luften, og der skal næsten intet til, for at den spredes. Faktisk skal du blot passere en smittebærer på gaden eller sætte dig ind i en bus eller et tog, som en smittet person har befundet sig i. Viruspartiklerne bliver nemlig hængende i luften.

Sådan behandles mæslinger

Hvis man ved, at man har været udsat for mæslingevirus uden at være immun, så bør man reagere hurtigt, da det er muligt at lave en forebyggende behandling.

- Hvis man er hurtig nok, så kan man faktisk vaccinere tre døgn efter smitte og undgå at få sygdommen.

- Derefter kan man stadig give det, man kalder 'passiv beskyttelse', altså antistoffer. Immunoglobulin, som det hedder. De indeholder beskyttelse mod mæslinger, og dem kan man give i op til seks døgn efter, siger afdelingslæge hos Statens Serum Institut Peter Henrik Andersen.

Symptomerne på mæslinger minder om symptomerne på en voldsom forkølelse, hvor man får høj feber, røde øjne og næsen løber. Senere i sygdomsforløbet udvikler man det karakteristiske udslæt.

Der er ikke nogen behandling for mæslinger, når sygdommen er i udbrud. Man bør holde den syge i isolation den første uge for at mindske smittefaren, og det er vigtigt at få tilstrækkelig væske. Der kan gives behandling, som lindrer symptomerne ved eksempelvis hoste.

Vaccination giver livslang beskyttelse mod mæslinger.

Kilde: Statens Serum Institut.

Mæslinger er først indført i børnevaccinationsprogrammet i 1987. Derfor er en stor andel af befolkningen født før det tidspunkt ikke vaccineret mod mæslinger.

WHO advarer
De fleste af dem har haft sygdommen, men de, der ikke har, kan risikere at blive smittet.

Smittefaren er ikke blevet mindre af, at tilslutningen til børnevaccinationsprogrammet i Danmark i nogle år har været dalende.

WHO har gentagne gange råbt vagt i gevær og påpeget, at blandt andre Danmark halter efter i målet om at inddæmme farlige børnesygdomme som røde hunde og mæslinger.

I sommer advarede Verdenssundhedsorganisationen om, at antallet af mæslingetilfælde var steget markant i 2018. Mindst 37 mennesker mistede livet på grund af den smitsomme sygdom.

Hele 41.000 tilfælde af mæslinger var registreret rundt om i Europa i årets første seks måneder. Det er en betydelig stigning på 300 procent i forhold til 2017, hvor WHO registrerede knap 24.000 tilfælde hele året - og nærmest en ekplosion på 1500 procent i forhold til 2016.

I Danmark har sygdommen været så godt som udryddet, efter at MFR-vaccinen som del af børnevaccinationsprogrammet blev indført i 1987. Den dækker mod mæslinger, fåresyge og røde hunde.

Se også: Folketingskandidat om mæslingesmitte: Mindsker risikoen for kræft

Flokimmunitet
For at forhindre større udbrud skal mindst 95 procent af et lands befolkning ifølge WHO være vaccineret.

Antallet af vaccinerede i Danmark de seneste 15 år været højest været 92 procent, dog med en stigende tendens for de seneste årgange.

- Der er derfor for mange unge voksne, som mangler at blive vaccineret, siger Peter Henrik Andersen og fortsætter:

- Derfor er det også glædeligt, at alle voksne danskere, som ikke har haft mæslinger eller er tidligere er vaccineret, fra 1. april sidste år har kunne blive gratis vaccineret mod mæslinger.

Når forældre fravælger en vaccine på deres børns vegne, går det stik imod anbefalinger fra Statens Serum Institut og verdenssundhedsorganisationen (WHO). WHO’s officielle mål er nemlig, at 95 procent af verdens befolkning skal være vaccineret mod mæslinger, fordi det da skaber en såkaldt ’flok-immunitet’.

Flok-immunitet betyder ifølge Statens Serum Institut, at tilstrækkeligt mange er vaccinerede, så virus ikke kan cirkulere i befolkningen, og dermed vil de uvaccinerede også blive beskyttet mod smitte.

Så farligt er mæslinger

Mæslinger er en ekstremt smitsom luftbåren virus. Den smitter blandt andet via hoste. Viruspartiklerne kan blive hængende i op mod to timer, og man kan dermed blive smittet uden overhovedet at have været i nærheden af den smittede person.

Mæslinger viser sig ved feber, forkølelse og overfølsomhed over for lys. Tre til fire dage ses et udslæt, som starter i ansigtet og bevæger sig ned over kroppen.

En ud af 15 mæslingesmittede får mellemørebetændelse.

Lungebetændelse ses en ud af 25 med mæslinger.

Hjernebetændelse vil ses hos 1 ud af 2500 med mæslinger.

Blodplademangel vil ses hos 1 ud af 3500 med mæslinger.

I Danmark vil få børn takket være gode hospitalsforhold dø af mæslinger.

Alligevel vil mæslinger koste en ud af 2.500-3.000 livet. Dødeligheden er væsentligt højere i udviklingslande: Her dør mellem en og fem ud af 100 mæslingetilfælde.

(Kilde: Statens Serum Institut)

8 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen