Raser over notat: Sådan skrev vagtlægen om alvorligt syg baby

En praktiserende læge fremlægger i et debatindlæg et notat fra 1813, som han mener 'skriger til himlen'

Moderen blev bedt om at se tiden an - næste dag blev barnet sendt med ambulance (Arkivfoto: Jonas Olufson)
Moderen blev bedt om at se tiden an - næste dag blev barnet sendt med ambulance (Arkivfoto: Jonas Olufson)

Er du moderen til barnet, og har du lyst til at fortælle din side af sagen? Så skriv til cg@eb.dk

- Det skriger til himlen.

Sådan lyder det i et debatindlæg fra praktiserende læge Søren Brix i Dagens Medicin, hvor han i kritiske vendinger omtaler et notat fra Region Hovedstadens akuttelefon 1813.

En mor ringede ind om natten med en syg 16 måneder gammel pige, men selvom der ifølge Søren Brix noteres flere alvorlige faresignaler af vagtlægen selv, så bliver moderen alligevel bedt om at se tiden an.

Det beskrives blandt et hav af symptomer, at 'der er indtrækninger', at barnet har 'haft røde pletter på maven' og at moderen 'ikke synes hun kan få øjenkontakt' med sit barn.

Ifølge Søren Brix' debatindlæg kommer barnet næste morgen til egen læge og bliver akut indlagt med ambulance.

'Det koster liv'
Til Ekstra Bladet uddyber han, at han er dybt bekymret over Akuttelefon 1813, som han har kritiseret igennem længere tid.

- Vi har nået det foreløbige faglige lavpunkt, og jeg har forsøgt at råbe op om det i tre år. Det her system koster liv, det er tydeligt. Det er det, der gør mig desperat efterhånden, siger han til Ekstra Bladet.

I sagen med den bekymrede mor og barnet mener Søren Brix ikke, at 1813 har handlet korrekt ud fra de informationer, de har fået fra moderen.

- Hvad skal der til, før man lytter efter patienten? Den mor bliver slet ikke mødt, hvor hun er. Der er minimum tre faresignaler i det, de skriver, men de handler ikke på det. Jeg fatter ikke, at man tør skrive de ting ned og så ikke gøre mere, siger han.

Herunder kan du se hele notatet:

LÆGEVAGTSNOTAT ** 2016 02 23 kl. 02:09

EPIKRISE:

Konklusion: bekymret mor, grædende

Beroligende samtale

Anamnese: 16 mdr. gammel pige græder uafladeligt. Smerter obs causa.

Øm i maven. Stået på siden kl 22. Ønskes vurderet.

Bekymret mor ;

16 mdr

forkølet og lidt snottet, samt kastet op

hostet meget hele dagen

besværet resp.

der er indtrækninger

græder meget og kan ikke finde ro

virker ikke varm, afebril

haft røde pletter på maven

IR er itvivl om der skal gives smertestillende eller?

IR synes ikke hun kan få øjenkontakt

Plan: Ser an lidt længere. Ser om pige falder til ro i mors favn. Hvis ej da ny kontakt mhp indlæggelse efter aftale med mig.

Egen omsorg ( Læge ).

Akutberedskabet: Ingen har klaget til os
Akutberedskabet i Region Hovedstaden afviser at kommentere på det konkrete forløb, da det ikke har været muligt at skaffe et samtykke til dette fra barnets forældre.

En ting om forløbet vil de gerne kommentere: De har ikke modtaget nogle klager over episoden.

'Vi har stor fokus på kvalitetsarbejdet og tager hver enkelt sag meget alvorligt. Vi har ikke fået henvendelser vedrørende patientforløbet hverken som klage eller som utilsigtet hændelse, ligesom der ikke er samtykke fra forældrene til, at vi kan udtale os konkret om sagen,' lyder det fra Akutberedskabet i en mail til Ekstra Bladet.

'Det kan altid blive bedre'
Ekstra Bladet spurgte også Akutberedskabet, om de synes, at akuttelefonen 1813 fungerer optimalt, eller om der er ting, der burde forbedres - og i så fald hvad.

Til det lyder svaret: 'I sundhedsvæsnet er der altid ting, der kan blive bedre. Vi har 900.000 opkald om året, og vi laver løbende kvalitetsopfølgning. Vi arbejder konstant på forbedring af de forhold, der kan læres af netop ved at bruge henvendelser fra klager og utilsigtede hændelser til at finde forbedringer'.

Praktiserende læge og 1813-kritiker Søren Brix har et bud på, hvad han mener bør laves om. Han mener faktisk, at hele systemet skal ændres.

- Vi skal finde en løsning, hvor de praktiserende læger er dem, der tager telefonen og dem, der bygger systemet op.

- Vi giver folk en dyrere og dårligere service, og det hjælper ikke at kaste flere penge ned i et sort hul. Man må indse, at Akuttelefonen simpelthen ikke kommer til at fungere. Det har stået på i tre år nu.

Er du moderen til barnet, og har du lyst til at fortælle din side af sagen? Så skriv til cg@eb.dk

33 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere