Så galt kan det gå hvis du ikke fjerner din mascara

50-årige Theresa fjernede ikke sin øjenmakeup i 25 år - lægen fik et chok, da han løftede hendes øjenlåg

Dansk læge giver i bunden af denne artikel tre gode råd til, hvordan du kan undgå at ende som Theresa Lynch. Foto: Ritzau Scanpix
Dansk læge giver i bunden af denne artikel tre gode råd til, hvordan du kan undgå at ende som Theresa Lynch. Foto: Ritzau Scanpix

En 50-årig mor til to, Theresa Lynch fra Sydney, var ifølge sin læge tæt på at blive blind efter at have forsømt at fjerne sin mascara i halvdelen af sit liv.

Hun var begyndt at få irritation og ubehag i øjnene, og da det ikke ville gå væk med øjendråber eller gel, ringede hun og fik en tid hos lægen.

Både hun og lægen fik et chok, da lægen løftede hendes øjenlåg og fandt en hel masse hårde, sorte, forkalkede klumper.

Theresa Lynch fik irritationer og hævelser omkring sine øjnene, og søgte læge. Nu advarer hun andre efter ikke at have fjernet sin øjenmakeup i 25 år. Foto: Ritzau Scanpix
Theresa Lynch fik irritationer og hævelser omkring sine øjnene, og søgte læge. Nu advarer hun andre efter ikke at have fjernet sin øjenmakeup i 25 år. Foto: Ritzau Scanpix


Lægen vurderede, at klumperne, som havde sat sig fast i huden under øjenlåget, udgjorde en så stor risiko for Theresa Lynchs syn, at de skulle fjernes. Det tog halvanden time at få alle klumper ud, og den 50-årige mor, der oprindeligt er fra Maryland i USA, måtte bedøves under operationen.

Aldrig set noget lignende
Nu har hun og læge Dana Robaei valgt at offentliggøre de meget grafiske billeder af øjenlågene i American Academy of Opthamology, for at advare andre mod konsekvenserne ved ikke at fjerne sin øjenmakeup regelmæssigt og dermed sove med mascara på om natten.

- Da Dr. Robaei (lægen, red.) trak mine øjenlåg tilbage, sagde hun, ’åh gud.. I hele min karriere har jeg aldrig set noget lignende’, husker Theresa Lynch, der blev meget bange, da lægen gjorde sin opdagelse, fordi hun troede, hun havde taget permanent skade.

Sådan så det ud, da lægen 'vendte' den 50-åriges øjenlåg. Foto: Ritzau Scanpix
Sådan så det ud, da lægen 'vendte' den 50-åriges øjenlåg. Foto: Ritzau Scanpix
 

- Jeg havde fået en dårlig vane med at bruge en masse mascara og ikke vaske det af. Jeg skulle aldrig have ladet det gå så vidt, siger hun videre til Daily Mail.

Nu råder hun alle, som bruger makeup, til at fjerne det hver eneste aften.

Kunne være blevet blind
Også lægen mener, at Theresa Lynchs historie er vigtig for at skabe opmærksomhed omkring de skjulte farer ved brug af hverdagsmakeup. Derfor har hun nu offentliggjort et studie om det, hvor hun beskriver, hvordan små stykker af ufjernet mascara gennem årene har sat sig fast under Theresa Lynchs øjenlåg.

- Hver gang, Theresa blinkede, gnubbede klumperne sig på øjets overflade og udgjorde en risiko for hendes syn. Hvis skrammen i øjets overflade var blevet inficeret, er der en risiko for potentiel blindhed, men det ville være en sjældenhed, siger lægen ifølge Daily Mail.

Dansk læge: Det er en permanent tatovering
Ekstra Bladet har forholdt historien om Theresas Lynchs 25 år gamle mascara for Jørgen Serup, der er professor og overlæge ved dermatologisk afdeling på Bispebjerg Hospital, og han vil betegne det, hun har fået, som en ’slimhinde-tatovering’.

- Det er faktisk en permanent tatovering. Hendes makeup har ligget mellem øjenlåget og slimhinden, og så har det ’kittet sig ind’ under slimhinde-huden. Men selvfølgelig ufrivilligt og uden, at hun har regnet med, at det kunne ske. Det har jo også været skjult, for normalt løfter man jo ikke øjenlåget på den måde, siger Jørgen Serup til Ekstra Bladet.

Han mener dog ikke, at Theresa Lynch har været i risikozonen for at blive blind, men hun risikerer at få en kronisk irritations-tilstand.

- Det går ikke over, med mindre man får fjernet pigmentet. Og så skal man regne med, at hvis man får fjernet det, for eksempel med laser, så vil man få nogle ar, som også kan give kroniske gener. Så hun er faktisk lidt sømmet fast, siger overlægen, der herunder giver tre råd til god øjenmakeup-hygiejne.

Se i øvrigt med her, hvor populær X Factor-vært afslører sit 'geniale' makeup-tip.

Overlæge Jørgen Serups tre vigtige råd om god makeup-hygiejne

1. Smør ikke makeuppen for tæt på øjenlåget. Og smør altid kun på den ydre kant, ikke på den indre kant

2. Vask altid makeuppen af om aftenen.

3. Når du fjerner øjenmakeuppen, skal det gøres med let hånd. Man må ikke gnubbe hårdt, når man renser makeuppen af øjet, for så risikerer man at gnubbe det ind i øjet.

31 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere