Seruminstituttet advarer: Flåter kan give ny farlig sygdom

Man skal ikke kun være opmærksom på borrelia, hvis man bliver bidt af en flåt, lyder det fra Statens Serum Institut

Statens Serum Institut advarer mod, at bid fra flåter kan føre til smitte fra andet end borrelia. (Arkivfoto: Per Rasmussen)
Statens Serum Institut advarer mod, at bid fra flåter kan føre til smitte fra andet end borrelia. (Arkivfoto: Per Rasmussen)

Sommervarmen får traditionelt mange danskere til at søge ud i landets skove for at nyde vejret af naturen, men den umiddelbart fredelige skov kan byde på uvelkomne gæster på græs og buske.

Tusindvis af skovflåter sidder nemlig klar til at kaste sig over mennesker og dyr, og det kan på sigt føre til alvorlig sygdom.

Traditionelt er det primært borrelia, der gøres opmærksom på, men nu advarer Statens Serum Institut (SSI) om, at det ikke kun er borrelia-symptomer, man skal være opmærksom på.

Således har instituttet via en række tests fundet flere danske tilfælde af rickettioser, der er en fællesbetegnelse for sygdomme, der stammer fra bakterien rickettsia.

- Flåterne bærer på andre sygdomme, så vi har kigget rickettsia. Der hvor man typisk kender rickettsia fra er Afrika, men vi mener også, man kan blive smittet i Danmark, siger Karen Angeliki Krogfelt, der er fagchef ved Mikrobiologi & Infektionskontrol på Statens Serum Institut.

Se også: Pas på: Nu indtager skovflåter de danske haver

Bakterien er fundet i danske flåter og sygdomme som resultat af rickettsia er også fundet i danskere.

- Vi ved ikke, om alle de mennesker, vi har registreret som positive, har været ude at rejse, men nu har vi sat et større projekt i gang, hvor vi prøver at ringe til dem og spørge, hvad de har lavet, siger hun til Ekstra Bladet.

Eftersom bakterien er fundet i danske flåter, mistænker SSI, at man kan få sygdommen herhjemme.

- Vi er interesserede i, at lægerne er opmærksomme på det her. For når man tænker på flåter, så tænker man på borrelia. Og det er også rigtigt, men man skal også tænke på noget andet. Og i dette tilfælde vil jeg have dem til at tænke på rickettsia, siger Karen Engeliki Krogfelt.

Kig efter andre symptomer
Hvis man har fået en infektion med borrelia efter et flåtbid, vil man typisk kunne se det med nogle karakteristiske røde ringe omkring stedet, hvor man er blevet bidt. Det adskiller sig fra en infektion med ricketssia.

- Man kan forveksle det lidt med noget eksem eller udslæt, hvis man ikke har set, man har haft en skovflåt, og hvis man ikke kender til rickettsia, tænker man ikke på det, siger hun.

- Så hvis man bliver bidt af en flåt, og man ikke har de karakteristiske røde ringe, men man har symptomer, så skal man undersøges for noget andet, lyder opfordringen fra Karen Angeliki Krogfelt.

Ifølge SSI's hjemmeside er symptomerne på rickettsiose ud over udslættene en kombination af feber, hovedpine og/eller echar, der er et karakteristisk skarpt afgrænset sår med mørk/sort sårskorpe, der hvor flåten har siddet.

Sygdommen kan variere til at være mild og gå over af sig selv til at være mere alvorlig med potentielt livstruende komplikationer. Andre symptomer kan være hoste, konfusion, kulderystelser, muskelsmerter, hævede lymfeknuder, opkastninger, mavesmerter, diarre, gulsot og kvalme, ifølge Statens Serum Instituts hjemmeside.

Ligesom det er tilfældet med borellia, kan man sandsynligvis undgå at blive smittet af rickettsia-bakterien, hvis man opdager og fjerner en flåt inden for 24 timer efter, at den har sat sig på kroppen.

Ingen fare for ny borrelia
Sidste år advarede DTU om en ny type borrelia, der var påvist i danske flåter, og som kunne være særligt farlig, fordi den ikke havde de samme symptomer.

Dengang lød det dog fra Statens Serum Institut, at der ikke umiddelbart var grund til frygt, da der ikke var fundet nogen sygdomstilfælde, og den samme melding gentager de i år.

- Vi har ikke registreret nogen tilfælde, og det tror vi heller ikke, vi gør, fordi det var en lille forekomst, der blev fundet. Men det er selvfølgelig stadig noget, vi holder øje med, siger Karen Angeliki Krogfelt.

Sådan fjerner du bedst skovflåter

Glem alt om gamle husråd som at smøre flåten ind i fedt, tandpasta eller sprit for at få flåten til at slippe. Opdager du en skovflåt på din krop, skal den fjernes med det samme eller helst inden for 24 timer.

Sådan gør du:

• Brug neglene, en finspidset pincet eller en speciel flåttang (fås på apoteket) til at gribe fat om flåten.

• Anbring neglene/pincetten så tæt ved huden som muligt. Tag fat i flåten og drej langsomt pincetten rundt et antal gange, indtil flåten slipper taget. Hvis munddelen bliver siddende, fjernes det i næste omgang. Kan du ikke få munddelen ud, gør det ikke så meget, men det kan dog give risiko for kløe og infektion. Det er vigtigt at få fjernet selve flåten, så evt. bakterier forhindres i at vandre over i bidsåret.

• Vask bidstedet med vand og sæbe.

Kilde: Naturstyrelsen

37 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere