Syv kvinder ramt af kræft efter mangelfuld brystundersøgelse

735 kvinder har fået en mangelfuld brystundersøgelse på radiologisk afdeling på Ringsted Sygehus

Syv kvinder har fået konstateret kræft efter mangelfuld brystundersøgelse på Ringsted Sygehus.

Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Det beklager Vagn Bach, der er sygehusdirektør for Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse.

- Det er først og fremmest en dybt beklagelig situation, vi har bragt de implicerede kvinder i, og det kan jeg ikke undskylde nok, siger han i pressemeddelelsen.

- Vi ved, at vi i et tilfælde har overset kræft hos en af de syv kvinder på grund af den forkerte visitation. Hun er derfor ikke behandlet i tide.

- Vi vil derfor kontakte hende og anbefale hende at klage over forløbet til patientklagenævnet og patienterstatningen, og det samme vil gøre sig gældende for de andre kvinder også, siger Vagn Bach.

I perioden fra 1. marts 2013 til 24. maj 2017 kan der ifølge Region Sjælland have været udført mangelfulde visitationer til brystundersøgelser på Ringsted Sygehus.

Sygehuset har gennemgået forløbene fra 1. januar 2016 frem til 24. maj 2017. Det drejer sig om i alt 2600 kvinder i den periode.

Blandt de kvinder skulle 735 genindkaldes til en ny undersøgelse. Indtil videre har nye undersøgelser af 343 kvinder vist, at syv af dem efterfølgende har fået konstateret kræft.

2 kommentarer
Vis kommentarer