Tandlæge trækker 526 tænder ud af syvårig drengs mund

En syvårig dreng måtte til tandlægen, da hans kæbe var begyndt at hæve. Lægen fik en overraskelse, da han så røntgenbilledet. ADVARSEL: Billederne kan virke voldsomme

Video: Reuters/Ritzau Scanpix

11. juli blev syvårige P. Ravindran taget med på Saveetha Dental College and Hospital i Chennai i Indien, efter han gennem længere tid havde haft hævelser i højre side af kæben.

Tandlægerne røntgenfotograferede drengens mund, og på billederne kunne de se en svulstlignende struktur i drengens mund. Den viste sig at indeholde intet mindre end 526 tænder i forskellig størrelse.

- Vi har aldrig set så mange tænder på ét sted før, siger læge Pratibha Ramani, der er professor og chef ved Oral and Maxillofacial Pathology. Det skriver Business Insider, der citerer Times of India for historien om den syvårige drengs usædvanlige tandlægebesøg.

I et halvanden time langt indgreb gav lægerne sig til at fjerne 'klumpen' fra den bedøvede drengs mund.

- Den svulstlignende gevækst forhindrede de permanente kindtænder i at vokse ud i den berørte side, siger P. Senthilnathan, der også er professor ved Oral and Maxillofacial Pathology, til New India Express.

Han fortæller desuden, at de heldigvis fangede det på et tidligt stadie.

- Tænderne var i forskellig størrelse, der varierede fra 0,1 til 15 millimeter. De lignede perler i en østers. Selv de mindste af dem havde en krone, rod og emalje som en tand, siger hun.

Syvårige P. Ravindran har nu 21 'almindelige' tænder tilbage i munden. Til sammenligning har de fleste børn 20 tænder, mens voksne normalt har 32 permanente tænder.

Ifølge Pratibha Ramani er der tale om tilstanden 'compound composite odontoma', der i lægeskriftet NCBI bliver beskrevet som 'odontogene, godartede svulster'. Selv om årsagen til tilstanden ikke kendes, mener den indiske læge, at genetik kan spille en rolle.

- Miljø kan også spille ind. Vi har påbegyndt en undersøgelse for at se, om stråling fra mobilmaster er en faktor i sådanne tilstande, siger Pratibha Ramani.

120 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere