Ti spiseforstyrrede piger: - Josefine, du bliver ikke glemt

Den tragiske historie om Josefine Fristed har fået en gruppe piger med spiseforstyrrelser på banen med skarp kritik af behandlingssystemet

Hør Malene Mie Frederiksen læse brevet op. Video: Tariq Mikkel Khan

Ti piger med spiseforstyrrelser retter nu en voldsom kritik af det behandlingssystem, som de mener svigtede afdøde Josefine Fristed.

Søndag stod Josefines mor og søster frem i Ekstra Bladet og fortalte, hvordan 22-årige Josefine Fristed i flere uger forsøgte at råbe Region Hovedstaden op for at få behandling for sin spiseforstyrrelse.

Hjælpen udeblev, og 18. februar tog Josefine Fristed sit eget liv.

Josefine Fristeds bulimi begyndte allerede i 9. klasse. (Foto: Privat) Tæt på Josefines sidste nødråb: 'Jeg er her ikke om en måned'

- Jeg tænkte åh nej, ikke igen.

Sådan var 28-årige Malene Mie Frederiksens første tanker, da hun hørte om Josefine Fristeds skæbne.

- I forbindelse med min egen behandling har jeg oplevet tre piger, som tog deres eget liv. Josefine var den fjerde, fortæller Malene Mie Frederiksen.

Mandag klokken 11.00 kan du chatte med Pernille og Helle Fristed her på eb.dk

Hun er næstformand i foreningen Spis for Livet og har sammen med ni andre piger med spiseforstyrrelser forfattet et brev, hvor de med udgangspunkt i Josefines historie kritiserer behandlingen af spiseforstyrrede.

’Du kæmpede trods alt så hårdt, men ingen enkelt patient kan vinde over et stupidt system, når der ikke er konsekvens og politisk opbakning. Josefine, du bliver ikke glemt’, skriver pigerne blandt andet.

Sundhed - 5. apr. 2015 - kl. 16:07 Skarp kritik fra privathospital: Josefine kunne være reddet

Brevet er allerede blevet læst op for Folketingets sundhedsudvalg, og pigerne håber, at det kan være med til at sikre bedre behandling af spiseforstyrrelser. Sådan som Josefine Fristed sidste ønske lød.

Ubrugelig behandling

- Den ambulante behandling, som Josefine og mange andre får tilbudt, er ubrugelig. Der er brug for dagbehandling og allerhelst døgnbehandling. Hvis ikke jeg til sidst var endt i døgnbehandling, ved jeg ikke, hvor jeg ville have været i dag, siger Malene Mie Frederiksen.

Sundhed - 5. apr. 2015 - kl. 20:46 En mors frygt: - Jeg vil ikke miste en datter til

Inden hun endelig fik døgnbehandling, oplevede hun ligesom Josefine Fristed at blive sat i den ene venteposition efter den anden.

- Jeg føler med Josefine og hendes familie. For Josefine ville gerne i behandling og hun ville gerne give livet en chance. Det er forfærdeligt, at hun ikke fik muligheden, siger Malene Mie Frederiksen.

Ekstra Bladet har forholdt Region Hovedstaden pigernes brev, men regionen har ikke ønsket at udtale sig.

Her er pigernes brev

Så skete det igen igen - nej ikke terror på den måde - men alligevel - endnu en ung dejlig pige med stort mod og lyst til livet blev forhindret i at få hjælp og behandling i tide.

Hun led af den alvorlige og aggressive spiseforstyrrelse bulimi. Sygdommen åd hende op indefra, utallige opkastninger døgnet rundt, fik hende til allerede i januar at anmode egen læge om hurtig hjælp: Bureaukratiet gik i gang.

Dag efter dag gik med udfærdigelse af skemaer frem- og tilbagesendelse med småkorrektioner inden patientpapirer nåede frem til nøglehullet: Centralvisitationen.

Her gik det helt i sort: Ingen besked om behandlingssted og tid, så patienten kunne benytte Sundhedslovens behandlingsgaranti - nej – nej.

Patientens egen læge gav op og fortalte den unge kvinde, at hvis patienten fik det endnu værre og det fik hun naturligvis, så kunne hun lade sig indlægge på den psykiatriske!

Søde, dejlige Josefine du hang stadig fast i livet. Du undersøgte, hvor der var speciale til den behandling, du havde brug for. Du fandt ud af, at der var plads. Du skrev et langt brev til centralvisitationen. Du gav udtryk for, hvordan livet var ved at forlade dig. Brevet var til de læger i regionen, der kunne have hjulpet dig videre i systemet, hvis de respekterede patientrettighederne og udviste faglig empati. Det skete bare ikke. Du modtog i stedet en mail, hvor det hvidkitlede bureaukrati meddelte dig, at du ville blive indkaldt til en samtale engang i marts og derefter kunne man så tage stilling osv osv.

Du forstod, hvad du kunne se frem til: Måneder af fortsat utilstrækkelig hjælp og omgåelse af dine rettigheder. Du blev udsat for en hvidkitlet terror af manglende forståelse, empati og faglighed. En terror der drev dig i døden.

Onsdag morgen gav du op på Rungsted Station. Vi håbede at møde dig i den behandling, du ønskede – så vi sammen kunne gå vejen tilbage til helbredelse og livet. Vi sad i kystbanetoget på vej til behandling og livet, da vi blev forsinket – af dig – af dit sidste råb, som vi hermed bringer frem.

Du kæmpede trods alt så hårdt, men ingen enkelt patient kan vinde over et stupidt system, når der ikke er konsekvens og politisk opbakning.

Josefine, du bliver ikke glemt – heller ikke din historie! Må de ansvarlige blive draget til ansvar. Vi arbejder videre for at den enkelte ikke behøver at gå det igennem, du gjorde. Hvil i fred.

De kærligste hilsner og tanker til den familie, der har mistet dig.

Patientforeningen Spis for Livet

Derfor står familien frem

  • Josefine Fristeds familie har kontaktet Ekstra Bladet, fordi de vil hjælpe andre bulimi-ramte og deres familier.
  • Josefines mor, Helle Fristed, forklarer her, hvorfor de vælger at stå frem: 'Vi fortæller Josefines historie, fordi det var Josefines udtrykkelige ønske. Hun ville ikke dø forgæves, hun ville gerne råbe Region Hovedstaden op, hun ville gerne sørge for, at andre piger ikke skulle lide hendes skæbne, men kunne komme i behandling, når det var alvorligt. Og at der blev troet på dem og handlet på dem'.

Selvmordssignaler: Det skal du holde øje med

Landet over findes der rådgivningstelefoner, som kan hjælpe dig, hvis du går med tanker om selvmord eller hvis du frygter at personer tæt på dig overvejer selvmord. Numrene kan du bl.a. finde på Center for Selvmordsforsknings hjemmeside www.selvmordsforskning.dk.

Nogle personer har en forøget risiko for at forsøge selvmord. Det gælder personer med psykiske sygdomme samt personer med kroniske fysiske sygdomme. Deres risiko er størst i tiden lige efter diagnosen er blevet stillet.

Arbejdsløse, ensomme personer samt personer som tidligere har forsøgt selvmord eller har pårørende, som har forsøgt det, har også en øget selvmordsrisiko.

Stor håbløshed, vrede, tab af kontrol, udtalt mindreværd, stærk skyld- og/eller skamfølelse, vedvarende tristhed og angst er følelser, som kan tyde på, at en person overvejer selvmord.

Et forøget forbrug af alkohol eller andre rusmidler, interesse i døden, mareridt, stærk uro, ophidselse og aggression kan være faresignaler.

Bliver en person patisk, tilbagetrukket eller manisk, kan det også være faresignaler.

Koncentrationsbesvær og ændrede sovevaner kan også være et faresignal.

Ændrede madvaner kan også give et fingerpeg om, at noget er galt.

Mister en person pludselig interessen i at have venner eller sin hobby, er det også mulige faresignaler.

Udsagn så som "Jeg er her nok snart ikke mere", "Jeg vil ikke mere" eller "Jeg vil bare væk herfra" er også mulige signaler på selvmordadfærd.

Kilde: Center for Selvmordsforskning

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere