Tjek din kommune: Her er der flest indbrud

Indbrud i boliger styrtdykker. Kun én gang siden 1995 har der været færre indbrud i boliger end nu. Læs hvorfor og se, hvor der er færrest og flest indbrud

Efter en række år med mange indbrud, begår indbrudstyvene nu færre indbrud. Foto: Torben Klint/Bolius
Efter en række år med mange indbrud, begår indbrudstyvene nu færre indbrud. Foto: Torben Klint/Bolius

Langt færre danskere end tidligere oplever at komme hjem til en bolig, hvor indbrudstyve har brudt ind og stjålet smykker, penge og elektronik.

I 2. kvartal 2016 blev der anmeldt 5892 indbrud i beboelser, og det er det næstlaveste antal i et enkelt kvartal siden 1995 – kun i 2. kvartal 2005, hvor der blev anmeldt 5838 indbrud, var der færre.

Danmarks Statistik har ført statistik over indbrud i beboelse fordelt på regioner og kommuner siden 2007.

I Region Hovedstaden og Region Nordjylland samt i 19 af de 98 danske kommuner var 2. kvartal 2016 det kvartal, hvor der var færrest indbrud i boliger.

LÆS OGSÅ: Se, hvor mange indbrud der har været i din kommune siden 2007

Også færre indbrud i virksomheder
Det er ikke kun i boliger, der er forholdsvist få indbrud. Danmarks Statistik begyndte at sæsonkorrigere anmeldte lovovertrædelser i 1995, og i 2. kvartal 2016 kom antallet af anmeldte indbrud i alt for første gang under 15.000.

Indbrud i alt dækker over indbrud i forretning, virksomhed m.v., beboelser og ubeboede bebyggelser.

LÆS OGSÅ: Indbruds- og tyverisikring af boligen

Derfor falder antallet
Ifølge politiinspektør Michael Kjeldgaard, chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, er der mange forklaringer på de færre indbrud.

Han peger på, at der politisk har været et ønske om en særlig prioriteret indsats mod indbrud, og at der er fulgt penge med.

Det har blandt andet betydet, at politiet i større omfang er gået sammen med Det Kriminalpræventive Råd, forsikringsselskaber og andre aktører for at forebygge indbrud – både nationalt og lokalt.

- Folk er blevet bedre til at sikre deres bolig. Det tyder på, at der er blevet skabt en bevidsthed om, at når man skal have nye døre og vinduer, så tænker man på, at de skal være sikret mod indbrud, og mange tænker også i alarmer, siger Michael Kjeldgaard.

LÆS OGSÅ: TEST: Er dit hus et nemt mål for indbrudstyve?

DNA-mærkning skal hjælpe
Udover det mere traditionelle politiarbejde, som at have et vågent øje med meget aktive indbrudstyve, overvejer politiet nye måder at forebygge indbrud og fange gerningsmændene på.

Det er blandt andet DNA-mærkning af værdigenstande og automatisk nummerpladegenkendelse, hvor der på meget befærdede veje, ved grænsen og på udvalgte politibiler er kameraer, der registrerer nummerplader og udløser en alarm, hvis bilen er stjålet eller efterlyst.

Politiet ser også nærmere på hæleri – altså de, der aftager de stjålne varer. Der arbejdes for eksempel på at finde store hælercentraler og firmaer, der sælger både almindelige og stjålne varer.

- Vi arbejder også på, hvordan vi elektronisk kan trawle ting, der måske lige er blevet stjålet og sættes til salg på internettet, fortæller Michael Kjeldgaard.

- Vi prøver at være så innovative, som vi kan, og samtidig fortsætte de traditionelle metoder. Vi er ikke i mål endnu, og vi har brug for at få alle med. Der er fortsat for mange indbrud i danske hjem, og de familier, der har indbrud, kan ikke bruge faldet til noget.

LÆS OGSÅ: Sikre låse og nøgler

Hvordan undgår du indbrud?
Du kan selv gøre meget for at undgå indbrud, fortæller Tine R. Sode, der er fagekspert hos Bolius Boligejernes Videncenter.

- Jo mere besværligt, man kan gøre det for en tyv, jo større sandsynlighed er der for, at han springer dit hus over, siger Tine R. Sode.

Hun peger blandet andet på at sikre døre og vinduer med gode låse og beslag, nabohjælp, hvor I holder øje med hinandens boliger, ikke at have en høj hæk eller buske og træer tæt på huset, så tyvene kan bryde ind ugeneret og undlade at rulle gardinerne for, så tyvene tror, der er store værdier.

Test om dit hus er sikret mod indbrud

41 kommentarer
Vis kommentarer