Udsolgt-panik i Silvan: Leverandør nægter at give kredit

Tomme hylder i landets 43 Silvan-byggemarkeder, fordi leverandøren har trukket kredit-stikket

Silvan er mere eller mindre udsolgt for el-artikler, fordi leverandøren frygter konkurs og manglende betaling. Foto: Henning Hjort.
Silvan er mere eller mindre udsolgt for el-artikler, fordi leverandøren frygter konkurs og manglende betaling. Foto: Henning Hjort.

Udsolgt, udsolgt, udsolgt.

Tusindvis af kunder er de seneste uger gået forgæves efter elartikler i Silvan, som er Danmarks største forhandler af gør-det-selv-materialer til private.

- Jeg erkender, at vores elafdeling i halvanden måned ikke har set specielt heldig ud. Det er selvfølgelig beklageligt. Det er bestemt ikke en ønskesituation. Det her kan vi ikke være bekendt over for kunderne, vurderer Morten Juel, kommerciel direktør i Silvan.

Ekstra Bladet har besøgt tre byggemarkeder, hvor personalet er godt trætte af at undskylde over for kunder, som spilder tid på at besøge butikkerne.

Frygter udsolgt i højsæson
Medarbejderne frygter, at hylderne stadig vil være tomme, når påske-højsæsonen begynder om få dage.

En afdelingschef forklarer, at elgrossisten Lemvigh-Müller A/S frygter, at Silvan går på røven som Fætter BR

- Og derfor nægter grossisten at levere ledninger, stikontakter kabel-clips og så videre med de sædvanlige tre måneders kredit, siger han.

Kredit-panik
Morten Juel bekræfter, at de svigtende leverancer skyldes dårlig kredit-rating, men han forsikrer om, at frygten for manglende betalinger er aldeles ubegrundet.

- Selvom Silvan er 50 år gammel, er vi teknisk set en nystartet virksomhed pr. september 2017, da vi blev solgt til vores nuværende ejer, Aurelius. Det er velkendt, at en nystartet virksomhed ikke er født med den bedste kredit-rating, så der har der været nogle udfordringer med nogle få leverandører, siger han.

Imidlertid er Silvan-ejeren Aurelius en velpolstret kapitalfond, og Morten Juel forklarer, at Silvan i år har oplevet en flot fremgang i salget. Altså med undtagelse af salget af elartiklerne.

Fætter BR skræmmer
- Butikkerne ser generelt meget fine ud med et væsentlige større sortiment og varelager end på samme tidspunkt sidste år, så vi er helt klar til vores hovedsæson. Det er kun ganske få leverandører, der har været udfordringer med.

- Kreditforsikringen har enkelte steder været nedsat for Silvan, og det gælder også andre detailhandelskæder. Det kan sagtens være sporene fra Top Toy og Fætter BR, der skræmmer, siger han.

Varer på vej
Morten Juel understreger, at der i går, mandag, blev fundet en løsning med Lemvigh-Müller.

- Det betyder, at der er fuld power på elafdelingerne i Silvan i slutningen af indeværende uge, lover han.

- Morten Juel, I er dygtige til at kommunikere til folk på Facebook og så videre. Hvorfor har I de ikke indrømmet over for folk, at jeres elsortiment har været udsolgt?

- Det burde vi også have gjort. Det havde været elegant kundeservice.

Det pressesky foretagende Lemvigh-Müller har en kommunikationschef, Line Møller Blankholm, som ikke vil udtale sig. Det vil den Lemvigh-Müller-ejede handelsvirksomhed Elworks A/S, som leverer elartiklerne til Silvan, heller ikke.

 

286 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere