Vagthund: Min jakke blev tre gange så dyr

Ugens Vagthund: Krakdeals.dk lovede jakke til 750 kroner, men den endte med at koste 2300 kroner. Efter 2 måneder kan Henrik stadig ikke få pengene retur

Henrik blev trukket for tre gange jakkens pris, da han handlede på Customfit.eu igennem Krakdeals. (Foto: René Schütze)
Henrik blev trukket for tre gange jakkens pris, da han handlede på Customfit.eu igennem Krakdeals. (Foto: René Schütze)

Kære Vagthund

18. november købte jeg en jakke gennem Krakdeals.dk, der formidlede tilbuddet for en anden hjemmeside, Customfit.eu.

Jeg betalte først tilbudsprisen, 750 kroner, på Krakdeals.dk. Herefter skulle jeg gennemføre købet på Customfit.eu, hvor jeg blev opkrævet yderligere 208 euro, der er jakkens normalpris.

De 208 euro ville ifølge Krakdeals ikke blive trukket (da jeg jo allerede havde betalt), kun ’reserveret’ og derefter blive nedjusteret med 200 euro. De sidste 8 euro var for fragten.

Krakdeals oplyste, at man kunne benytte sig af enten Visakort eller bankoverførsel. Jeg valgte det sidste.

Hævede tre gange så meget
Modsat aftalen hæver Customfit alle de 208 euro fra min konto. Jeg gør dem opmærksom på dette, og de svarer, at det skyldes, at jeg har betalt via bankoverførsel. De lover at give pengene tilbage – plus fragtomkostninger, fordi jakken er forsinket. Altså 208 euro.

Pengene kommer ikke, og jeg gør løbende Customfit.eu opmærksom på dette. Sidste gang, jeg hører fra dem, er 6. december, hvor de lover, at pengene vil komme sammen med min jakke.

15. december modtager jeg endelig min jakke, knap fire uger forsinket, men der er ikke nogen check eller lignende med. Dette gør jeg dem opmærksom på med det samme. Og siden har jeg ikke hørt noget fra Customfit.eu.

Jeg gør løbende også Krakdeals.dk opmærksom på problemet. De kontakter Customfit.eu, men de vil ikke betale mig pengene tilbage.

Som studerende er det meget at mangle 208 euro på sin konto, og det virker grotesk, at en virksomhed bare kan ignorere mig og beholde mine penge.

Så, kære Vagthund – hvad gør jeg?

Venlig hilsen Henrik Stein Kristensen



SVAR:

Kære Henrik
Når man handler på nettet, er det en god tommelfingerregel så vidt muligt at betale med kort, frem for at lave en almindelig bankoverførsel – i så fald vil du nemlig i mange tilfælde kunne få hjælp fra banken, hvis varen ikke dukker op, eller andet ikke går som aftalt.

Når Krakdeals.dk imidlertid markedsfører sig med, at du gennem deres koncept kan få jakken til 50%, har de også ansvaret for, at handlen forløber, som du er blevet stillet i udsigt.

Når de oplyser, at såvel kortbetaling som bankoverførsel er en mulighed, og at der i begge tilfælde blot vil ske en ’reservation’, skal du derfor ikke acceptere, at hele beløbet er blevet trukket fra din konto – herunder endda før pakken er afsendt.

Uanset om fejlen måtte være sket hos Customfit.eu, må Krakdeals.dk sørge for, at forholdet med det samme bringes i orden – eventuelt ved selv at tage kontakt til Customfit.eu for en indbyrdes udredning.

At leveringen har taget så lang tid, gør ikke situationen bedre.

Med venlig hilsen

Jakob Stenstrup

Få gratis hjælp

Er du usikker på dine rettigheder som forbruger, så ring og få hjælp hos Forbrugerrådets Rådgivning.

Vi har åbent mandag til fredag kl. 9.00-15.00 på telefon 77 41 77 01.

Du kan også finde hjælp her: tænk.dk/råd

0 kommentarer
Vis kommentarer