Er min Fona-forsikring intet værd?

Vagthundene: Trods dyr forsikring og løfter fra flere ekspedienter nægter Fona at erstatte Emilies computer

Emilie er sur på Fona!  De lokkede hende til at  købe en dyr service/ forsikring, men hun har ingen glæde af den, når computeren igen-igen-igen går i stykker. Her står Emilie med en maskine, hun har lånt, mens hendes egen er på værksted.  (Foto: Kristian Linnemann)
Emilie er sur på Fona! De lokkede hende til at købe en dyr service/ forsikring, men hun har ingen glæde af den, når computeren igen-igen-igen går i stykker. Her står Emilie med en maskine, hun har lånt, mens hendes egen er på værksted. (Foto: Kristian Linnemann)

Hej Vagthund

22. maj sidste år købte jeg en splinterny Apple Macbook i Fona på Nørre Voldgade i København for 9299 kr. Samtidig købte jeg en serviceforsikring til 2199 kr., da ekspedienten mente, at det er en god investering med så dyr en computeren, og at 'ved køb af forsikring får jeg en ny computer, hvis den anden skulle gå i stykker', som ekspedienten sagde.

Nu er computeren sendt til reparation for tredje gang med fuldstændig samme problem - den laver hyletoner når den tændes og vil i det hele taget ikke starte.

Da computeren blev sendt til reparation for anden gang lovede ekspedienten, at det var sidste gang for, 'ellers måtte jeg jo få en ny!'

Nu tredje gang, har jeg haft en lang diskussion med ekspedienten, som fortalte, at det eneste han kunne stille op, var at sende computeren til reparation.

Jeg forsøgte at forklare ham, at jeg jo havde købt en serviceforsikring, som med Fonas egne ord fra to forskellige ansatte, ville dække en ny, hvis den gamle gik i stykker. Ydermere er det nu altså tredje gang, computeren skal gennem et reparationsforløb for samme fejl.

Jeg synes ikke, det er acceptabelt, at Fona ’lokker’ deres kunder til at tegne dyre serviceforsikringer, når de åbenbart er værdiløse. Og hvordan kan det være tilladt, at Fona sender min computer til reparation så mange gange for samme fejl, når jeg netop har købt den dyre forsikring?

Så her sidder jeg tilbage - 11.748 kr. fattigere, og med en computer der er til reparation for tredje gang!

Hjælp mig!

Med venlig hilsen
Emilie Hera Bertelsen, København

Du skal have pengene igen - eller en ny computer
Kære Emilie

Jeg forstår til fulde din frustration. Det er megadårlig service, du har været udsat for! Fona må snart have så mange år på bagen, at de fatter, at de skal leve af deres kunder og derfor give dem en ordentlig service, Men nej! .

For at begynde med dine rettigheder i forhold til købeloven: Du har ret til at få en ny computer, altså få den ombyttet, hvis manglen er væsentligt, eller hvis ikke manglen kan udbedres inden rimelig tid. Først nævnte kan Fona afværge ved at bevise, at omkostningerne ved at ombytte den til en ny computer er forholdsmæssig meget større end ved at reparere den. Men valget er dit!

Det vil sige, at du kan vælge mellem ombytning og reparation. Nu har Fona ikke givet dig valget til at begynde med. De har repareret din computer to gange uden held. De har den til reparation nu for tredje gang med et indtil videre ukendt resultat.

Alene fordi manglen ikke er afhjulpet inden rimelig tid, mener jeg, at du kan hæve købet. Det vil sige, at du kan få dine penge retur. Du kan også vælge at få den ombyttet til en ny identisk computer. Valget er dit!

Med hensyn til din forsikring er den solgt med en lidt forvirrende forklaring. Sælgeren skal altid forsøge at afhjælpe en mangel ved hjælp af købelovens regler, hvis fejlen er opstået mindre end to år efter købet er sket.

Hvis du selv ved et uheld har ødelagt computeren (hvilket der ikke er noget, der tyder på) vil det være en god ide at have en tillægsforsikring. Her dækker købeloven nemlig ikke.

Men for at gøre en lang historie kort: Din sag løses efter købelovens regler, og med købeloven i hånden kan du få en ny computer eller få dine penge retur. Valget er dit!

Med venlig hilsen
Mette Reissmann

Fona: Smadderuheldigt
- Det er smadderuheldigt, at Emilies computer nu for tredje gang er til reparation for den samme fejl. Kan den ikke repareres inden for otte dage (siden 8. september. Red), får hun en helt ny computer. Det gælder også, hvis den samme fejl skulle opstå igen. Det er reklamationsretten, der træder i kraft her, da computeren er under 24 måneder gammel. Sagen har altså ikke noget med serviceforsikringen at gøre, siger Fonas kommercielle direktør Mikael Drott.

- Men er kunden så i virkeligheden blevet lokket til at købe en dyr serviceforsikring, som hun ikke kan bruge til noget?

- Serviceforsikringen kan træde i kraft, hvis computeren er over 24 måneder gammel. Medmindre der er tale en pludselig uforudset hændelse, hvilket der ikke er tale om Emilies tilfælde. Ved sådanne uheld dækker forsikringen fra købstidspunktet. Serviceforsikringen er stadig et godt tilkøb, fastholder Mikael Drott.

Har du en sag, som vagthunden skal se på, så skriv til vagthund@eb.dk.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen