Elgiganten vil ikke erstatte min pc

Christinas bærbare har været syg tre gang på bare to år. Nu vil Elgiganten ikke længere fikse den eller lade handlen gå tilbage

Christina er ved at være slemt træt af Elgiganten. Trods tre reparationer virker hendes bærbare stadig ikke. (Foto: Claus Bjørn Larsen)
Christina er ved at være slemt træt af Elgiganten. Trods tre reparationer virker hendes bærbare stadig ikke. (Foto: Claus Bjørn Larsen)

Kære Vagthund.

29. januar 2008 købte jeg en bærbar HP TUR64x2 computer hos Elgiganten i Gentofte.

Efter et lille års tid begynder den at larme meget og bliver varm, for kort efter at kortslutte.

Jeg indleverer den til reparation 16. april 2009, og da den kommer retur, er den tilsyneladende blevet repareret.

Der går kun cirka fire måneder, så begynder problemet igen. Jeg indleverer den endnu en gang til reparation 15 oktober 2009, og igen kommer den tilbage og er tilsyneladende o.k.

April 2010 er den gal igen, og 18. maj tager jeg igen turen til Elgiganten.

Her bliver jeg ekspederet af en mand, som siger, at den er uden for reklamationen.

Jeg henviser til købeloven, som - hvis jeg tolker den rigtig - siger, at man anden gang, den indleveres med samme fejl, har krav på at få en ny computer eller ophæve købet, og at jeg i princippet allerede havde krav på det dengang.

Hans reaktion på dette er, at han siger: 'Ha, ha, det er jo ikke rigtigt! Der står, at man kan anmode om det. Men din er jo over to år gammel, så det er for sent'.

Jeg går efterfølgende hjem og ringer til Elgigantens servicenummer. Damen, jeg taler med, siger, at jeg kun har krav på en ny computer, HVIS de finder en fejl.

Nu er problemet så, at de siger, at de ikke har fundet fejl i computeren, men blot har støvsuget den de andre gange, den har været inde på deres værksted.

Men kan det virkelig være rigtigt, at de dækker sig ind på den måde?

Der er jo noget galt med den, ellers ville den ikke kortslutte efter et stykke tid.

Elgiganten vil ikke reparere computeren, og jeg har nu fået den retur, uden den er blevet lavet.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forholde mig til sagen og har virkelig brug for din hjælp.

Venlig hilsen
Christina Sørensen, Bagsværd

Kræv pengene retur
Kære Christina

Når reklamationsfristen er udløbet, er sælger ikke længere forpligtet til at tage sig af nye fejl, der opstår efter udløbet af fristen.

Hvis du allerede har reklameret over en fejl inden for toårs-fristen, kan du reklamere igen, hvis samme fejl skulle vise sig igen - også selv om toårs-fristen nu er udløbet. Den situation kan f.eks. opstå, hvis sælger har repareret varen, men reparationen ikke har været god nok, så fejlen viser sig igen nogen tid senere. Hvis en vare er blevet repareret efter købelovens regler på grund af en mangel, løber der en ny, særlig klagefrist på netop den fejl. Forældelsesloven giver dig ret til at klage over netop den fejl i op til tre år efter reparationen. Du kan altså have ret til at klage, hvis fejlen viser sig igen, selv om den almindelige reklamationsfrist er udløbet.

Du skal selv bevise, at der er tale om den samme fejl. Du skal derfor bede om en reparationsseddel, når varen har været repareret. Hvis du ikke har fået en reparationsseddel ved den første reparation, kan det være tilstrækkeligt, at fejlen viser sig på samme måde. Det kan f.eks. være streger hen over fjernsynsskærmen eller som i dit tilfælde, at den bliver for varm og kortslutter.

Hvis fejlen først viser sig igen på et tidspunkt, hvor varen er slidt op ved naturligt slid, kan du dog ikke klage.

Hvis sælger derimod har ombyttet varen, løber der fra ombytningsdagen en ny to års reklamationsfrist. Det gælder også for nye fejl, som måtte vise sig inden to år efter ombytningen.

Elgiganten har derfor ikke ret i, at de ikke skal reparere den for den samme fejl. Efterhånden har fejlen vist sig så mange gange, så du kan kræve at få dine penge retur.

Venlig hilsen
Mette Reissmann

Elgiganten: Hun får pengene tilbage
Christina Sørensen kan ånde lettet op. Det viser sig nemlig, at Elgiganten har begået en fejl.

kup! har talt med servicechef Jakob Reland, der beklager fejlen.

- Hvorfor har Christina fået at vide af Elgiganten i Gentofte, at hun ikke kan få pengene retur, når det viser sig, at hendes computer er blevet repareret for den samme fejl op til flere gange?

- Det viser sig, at der var en del støv i pc'en de gange, hun har indleveret den, og det har været årsagen til, at den ikke har virket. Det er faktisk sådan, at reklamationsretten ikke indebærer støv, men vi har renset den for hende alligevel for at være venlige. Vi har ikke været gode nok til at informere kunden om, at støv ikke bliver dækket af reklamationsretten, og det er en fejl, vi har begået, siger Jakob Reland.

- Hvad skal hun så gøre nu?

- Vi er kede af, at vi ikke har fået informeret hende om det, og derfor kan hun nu få pengene retur, fortsætter han.

- Så hun får det beløb tilbage, som computeren har kostet?

- Ja, det gør hun, slutter Jakob Reland.

Har du en sag, som vagthunden skal se på, så skriv til vagthund@eb.dk.

1 af 2 Christinas bærbare har været syg tre gang på bare to år. Nu vil Elgiganten ikke længere fikse den eller lade handlen gå tilbage. (Foto: Claus Bjørn Larsen)
2 af 2 Christina er ved at være slemt træt af Elgiganten. Trods tre reparationer virker hendes bærbare stadig ikke. (Foto: Claus Bjørn Larsen)
0 kommentarer
Vis kommentarer