Arsenal snød mig for mit spillertøj

Vagthundene: Et sæt spillertøj fra Arsenal er forsvundet et eller andet sted i posten, men Arsenal nægter at sende en ny

Kristian skrev et forkert husnummer, da han bestilte fodboldtøj i England. Nu ved ingen, hvor tøjet er henne, og Kristian kan hverken få tøj eller sine penge retur. foto: ole frederiksen
Kristian skrev et forkert husnummer, da han bestilte fodboldtøj i England. Nu ved ingen, hvor tøjet er henne, og Kristian kan hverken få tøj eller sine penge retur. foto: ole frederiksen

Kære vagthunde
Jeg købte og betalte et sæt spillertøj hos fodboldklubben Arsenal til cirka 800 kroner til min søn via deres webshop i England.

Jeg kom ved en fejl til at skrive forkert husnummer på bestillingen.

Derfor blev pakken sendt retur til Arsenal. De sendte den igen, men atter til den forkerte adresse. Dette er nu over to måneder siden, og der er ikke sket noget siden.

Arsenal påstår, at de ikke har fået pakken retur.

Jeg har i mellemtiden taget fat i den familie, der bor på den 'forkerte' adresse, og de har ikke fået pakken leveret.

Der er i dag ingen, der ved, hvor pakken er henne. Arsenal har sendt pakken uden 'track and trace'-nummer, så de kan ikke spore pakken.

Jeg har gentagne gange kontaktet fodboldklubben for enten at ophæve handelen eller få dem til at sende mig en ny pakke - jeg har endda tilbudt at betale fragten på en ny forsendelse.

Jeg ved godt, at jeg har været lidt af en klovn med det forkerte husnummer, men så vidt jeg ved, er pakken stadig deres ejendom, indtil den er modtaget af mig.

Jeg har efterhånden talt i telefon med dem et utal af gange og har også sendt dem mails, men deres svar er, at de venter på, at pakken dukker op hos dem igen, og herefter vil de sende den igen. De vil ikke refundere mine penge eller sende en ny spillerdragt til mig.

Hvad kan jeg gøre? Pakken er vel deres ejendom, indtil den er leveret hos mig?

Efter danske regler skal du have dine penge
Kære Kristian

Da du har handlet med en engelsk hjemmeside, afhænger svaret på dit spørgsmål, hvilket lands ret der gælder for den aftale, I har indgået.

Vurderingen heraf vil være meget konkret, da det blandt andet afhænger af, hvordan sælgeren har reklameret, hvilke vilkår der er i aftalen, og hvordan hjemmesiden er opbygget.

Jeg kan derfor ikke give et konkret svar på, om det er dansk eller engelsk ret, der gælder i dit tilfælde.

Hvis det er dansk ret, der gælder, er det sælgeren, der skal bevise, at du har modtaget pakken, da det er sælgeren der bærer risikoen, indtil varen er modtaget af dig.

Jeg vil derfor råde dig til endnu en gang at bede sælgeren om at sende dig en ny pakke eller refundere dine penge, hvis de ikke kan bevise, at du har modtaget pakken.

Hvis du har betalt med kreditkort eller visa, kan du kontakte din bank og anmode dem om at tilbageføre beløbet til din konto.

Hvis det ikke lykkes dig at komme i dialog med sælgeren, kan du henvende dig til Forbruger Europa, som måske kan hjælpe dig videre i sagen.

Venlig hilsen
Martine Kiding

Ikke et ord fra Arsenal
Det var inden redaktionens slutning ikke muligt at kommer i kontakt med fodboldklubben Arsenals web-shop.

Har du en sag, som vagthundene skal se på, så skriv til vagthund@eb.dk

Gode råd
- Du har altid mindst syv dages fortrydelsesret, når du handler på et EU-lands hjemmeside. Det skal fremgå af hjemmesiden, hvor langs tids fortrydelsesret du har.

- Det er en god ide altid at betale med kredit eller betalingskort, når du handler på nettet. På den måde har du mulighed for at få ført pengene tilbage på din konto, f.eks. hvis varen ikke bliver leveret.

- Læs mere om handel på udenlandske hjemmesider på forbrugereuropa.dk

Kilde: Forbrugerstyrelsen

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere