Frustreret Lars: - Hvor fanden bliver min cykel af?

En dengang begejstret Lars Høeg Kok Rasmussen bestilte en elcykel af mærket MATE tilbage i august. Forventningens glæde er dog langtfra blevet indfriet, for her otte måneder senere har Lars endnu ikke set skyggen af sin elcykel

Foreløbig har Lars Høeg Kok Rasmussen ventet i otte måneder på sin MATE-elcykel, som han betalte knap 8000 kroner for. Foto: Jonas Olufson
Foreløbig har Lars Høeg Kok Rasmussen ventet i otte måneder på sin MATE-elcykel, som han betalte knap 8000 kroner for. Foto: Jonas Olufson

Da Lars Høeg Kok Rasmussen første gang stiftede bekendtskab med en såkaldt MATE-elcykel, var han solgt. Muligheden for selv at indstille den ønskede hastighed, det faktum, at den kan foldes sammen, samt at den skiller sig markant ud fra andre elcykler i gadebilledet, gjorde, at Lars måtte bare eje en.

- Og så synes jeg bare, den er fed at se på, siger Lars til Ekstra Bladet.

Uden yderligere betænkningstid bestilte Lars sin egen MATE tilbage i august 2018 via crowdfunding-siden Indiegogo. Elcyklen kostede 7853 kroner, hvilket Lars beskriver som en fornuftig pris. Et beløb, der blev trukket to dage efter bestillingen, og nu var der ikke andet at gøre end at vente på, at elcyklen blev leveret.

Ventetiden skulle dog vise sig at blive længere end som så, for i april 2019 har Lars endnu ikke set skyggen af sin MATE-elcykel.

- Det er pisse-frustrerende. Flere har da sagt til mig, at jeg burde få pengene tilbage, men jeg vil egentlig bare gerne have min cykel. Det er nærmest blevet en besættelse for mig nu, siger Lars.

Udskyder igen og igen
I mailkorrespondancen mellem Lars og MATE.BIKE fremgår det tydeligt, at firmaet gentagne gange har udskudt leveringsdatoen. Da Lars oprettede sin bestilling i august, fik han oplyst, at elcyklen ville blive leveret i december. Dette viste sig dog ikke at holde stik.

'Med hensyn til cykelleveringen vil vi begynde at sende cyklerne i slutningen af februar og fortsætte op til foråret', lød det i en mail fra MATE.BIKE 6. februar.

Men da det blev marts, og Lars endnu ikke havde fået leveret sin elcykel, skrev han til firmaet igen.

'Så vidt jeg kan se, er din ordre stadig i produktion. Vi planlægger at levere i slutningen af marts', svarede MATE.BIKE 5. marts.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Trods frustrationen over den manglende levering vil Lars ikke have pengene refunderet. Han vil bare gerne have sin elcykel. Foto: Jonas Olufson
Trods frustrationen over den manglende levering vil Lars ikke have pengene refunderet. Han vil bare gerne have sin elcykel. Foto: Jonas Olufson

En forårscykeltur til Lars kunne der dog godt skydes en hvid pind efter.

'Din ordre vil blive sendt mellem midten af maj og midten af juni. Jeg bliver nødt til at bede dig om lidt mere tålmodighed, selvom du har vist det meget længe', skrev MATE.BIKE 5. april, efter Lars nok en gang havde spurgt ind til den manglende levering.

- Jeg bruger meget energi på det her. Det generer mig, og jeg føler mig bondefanget. Hvor fanden bliver den af, spørger Lars undrende.

MATE: - En fejl fra vores side
I Kødbyen i København ligger MATE.BIKE, som bliver drevet af søskendeparret Christian Adel Michael og Julie Kronstrøm Carton. Ekstra Bladet tog et smut forbi.

- Hvorfor har Lars ikke fået leveret sin elcykel?

- Vi har flyttet vores produktion fra Kina til Taiwan. Vi har skullet forhandle på ny, hvilket har trukket ud, siger Christian Adel Michael.

- Men otte måneder ...

- Når man bestiller via en crowdfunding-side som Indiegogo, kan der forekomme længere leveringstid end normalt, da man ikke køber en lagervare som i normal en webshop. Man er med til at finansiere udviklingen, hvorfor man får produktet til en attraktiv pris. Det fremgår ved købet, siger Christian Adel Michael.

- Lægger I ansvaret fra jer?

- I sidste ende er det vores ansvar, siger Julie Kronstrøm Carton.

- I har flere gange lovet Lars en leveringsdato. Hvorfor?

- Normalt vil vi sige, at vi tilstræber at levere på en bestemt dato. Hvis han er blevet lovet en leveringsdato, er der tale om en fejl fra vores side, siger Christian Adel Michael og bliver suppleret af sin søster:

- Der er intet, vi hellere ville end at levere cyklerne til folk. Vi ved, at vores kunder er kede af det, men ingen er så kede som vi.

- Får Lars leveret sin elcykel mellem midten af maj og midten af juni som lovet?

- Vi kan ikke love noget, men fra nu af og til slutningen af august burde størstedelen af vores kampagne være blevet leveret, siger Julie Kronstrøm Carton.

Efter mødet uddyber MATE.BIKE i en mail til Ekstra Bladet, at 'de første cykler er blevet leveret til backers fra USA. Vi har dernæst netop sendt flere containere afsted fra fabrikken, og i øvrigt kører produktionen på højtryk. Folk skal altså ikke være urolige for deres cykler - de er på vej'.

Se også: Søskendepar fik massiv kritik: Nu sælger de for millioner igen

100 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere