Kontant på DR går i aften kl. 21.00 helt tæt på bryllupsfuskerne fra Ocean Club, hvis kynisme Ekstra Bladet tidligere har beskrevet.
I aften står brudeparret Anne og Søren Berg Mortensen frem og fortæller deres historie om, hvordan de blev snydt for deres livs aften.
De blev gift 12. juni 2017 og skulle have holdt fest i lækre, maritime omgivelser på Ocean Club i Københavns Nordhavn.
Men fire dage før brylluppet bliver parret ringet op af en person fra Ocean Club, der forklarer, at en anden medarbejder har booket en fest samme dag, og den fest er planlagt og betalt et par måneder før, Anette og Søren bestilte deres bryllupsfest. Den pågældende medarbejder har bare glemt at skrive det første bryllup i kalenderen.
- Fire dage før et bryllup er der jo ikke noget at gøre. Man kan jo ikke selv nå at få stablet en fest på benene, og de har jo alle vores penge, så vi føler os jo presset til at gå med de muligheder, de giver os, siger Søren Berg Mortensen til forbrugerprogrammet Kontant.
Den mulighed viser sig at være alt andet end det, parret har drømt om og betalt 100.000 kr. for.
- Det er en tapasbar i et shoppingcenter, siger Anette Berg Mortensen.
- Vi blev taget i røven. De har snydt os bevidst og på det groveste, siger Anette Berg Mortensen, hvis historie er næsten identisk med parret Martin og Ida Olivius Nygaard Niclasen, der tidligere er stået frem i Ekstra Bladet. Deres bryllup endte også i et indkøbscenter, fordi Ocean Club bevidst havde dobbeltbooket, og gerne ville tjene dobbelt så mange penge på én aften, selv om de kun havde et bryllupslokale, der levede op til kundernes forventning.
- Det var mildest talt et mangelfuldt bryllup, i forhold til det vi var blevet stillet til udsigt af Ocean Club, og det vi havde betalt for. Vi fik, hvad man lige kunne skaffe på dagen, siger Martin Olivius Nygaard Niclasen til Ekstra Bladet.
Kontant har også været i kontakt med en lang række brudepar, der fortæller lignende historier.
Ocean Club er da også et kendt navn i Ankenævnet for hotel, restaurant og turisme, der behandler klager over firmaer i branchen, hvis det, de har leveret, ikke lever op til kundernes forventninger.
Her har Ocean Club tabt flere sager, men efterfølgende nægtet at følge nævnets afgørelser.
Men trods af ankenævnet og mange dårlige anmeldelser på Trustpilot kan Ocean Club fortsætte i samme spor, og det gør firmaet og folkene bag i stor stil.
Kontant er kommet i besiddelse af interne papirer fra Ocean Club, der viser stribevis af dobbeltbookinger hen over foråret og sommeren 2018.
Selskabet er nu anmeldt til politiet.
Se mere i Kontant på DR i aften kl. 21.00.
Se også: Martin og Ida betalte kassen: Snydt for drømmebryllup og endte i storcenter