Unge kvinder narret af kræft-svindler

Sigtet indrømmer sygdoms-løgn. Flere kvinder siger, at Kristian Thanh Laudridsen ville have dem til at sugardate, så der kunne skaffes penge til fup-behandling

Hør Anna fortælle om svindlen her (Video: DR Kontant)

Kristian Thanh Lauridsen sidder varetægtsfængslet i en omfattende sag, som Kontant ruller ud i aften kl. 21.00 på DR1.

Den 26-årige mand er foreløbig sigtet for 13 forhold, hvor han ifølge politiet har bedraget adskillige unge kvinder for store beløb.

Ved at lyve sig kræftsyg lykkedes det Kristian Thanh Lauridsen at franarre unge kvinder store beløb. Foto: DR Kontant
Ved at lyve sig kræftsyg lykkedes det Kristian Thanh Lauridsen at franarre unge kvinder store beløb. Foto: DR Kontant
 

Der er ikke navneforbud i sagen, og Kristian Thanh Lauridsen erkender at have løjet sig syg og have franarret penge fra sine ofre, men han nægter blufærdighedskrænkelse og rufferi. Sidstnævnte sigtelse skyldes, at han ifølge flere af sine ofre opfordrede dem til at sugardate for derved at tjene penge til den kræftbehandling, som han påstod at have brug for.

En ung kvinde siger til DRs Kontant, at sugardatede 15 gange og overdrog 35.000 kroner til Kristian Thanh Lauridsen.

Ekstraordinær sag

Uden Kontakt vidste det, så efterforskede Københavns Politi også sagen om Kristian Thanh Lauridsen samtidig med, at journalisterne researchede og ledte efter manden med de store talegaver. Det skete på baggrund af flere anmeldelser.

Vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Peter Reisz forklarer til Kontakt:

- Vi ville godt have stoppet den her person, så vi har en intensiv efterforskning og anholder ham efter to-tre uger. Han er på nuværende tidspunkt sigtet for 13 forhold, men jeg forventer, at der kommer flere sigtelser til inden for kort tid.

Reisz fortæller, at politiet jævnligt ser sager med ’romance scam’, men at der her er tale om et ekstraordinært tilfælde på grund af de forholdsvis lange og intime forhold til ofrene:

- Vi har set denne type sager før, hvor gerningsmand og offer får kontakt på nettet, men det er ikke så tit, vi ser en person komme helt tæt på sine ofre og lærer dem at kende, før han snyder dem.

Gav trøst og støtte
Et andet offer er Anna Sofie Andersen. Hun får kontakt med Kristian Thanh Lauridsen på datingappen Tinder i 2015. På det tidspunkt har hun lige mistet sin far til kræft og er ekstra hårdt ramt, da hendes mor døde af kræft, da hun var lille.

Anna Sofie Andersen blev forført af kræftsvindleren. Foto: DR Kontant
Anna Sofie Andersen blev forført af kræftsvindleren. Foto: DR Kontant
 

Anna Sofie Andersen finder trøst og støtte i forholdet til den fem år ældre mand.

- Jeg har mine dage, hvor jeg går helt ned. Han er der for mig og finder på sjove ting, vi kan lave sammen, fortæller hun til Kontant.

Kristian Thanh Lauridsen siger, at han arbejder som forsker hos Novo Nordisk. Han har tøj med selskabets logo på og kører i en Tesla, som angiveligt er hans firmabil.

Han fremstår som en ung mand med succes og bringer glæde ind i en ellers tung tid for den unge kvinde.

Efter farens dødsfald får Anna udbetalt 250.000 kr. af forsikringen. Samtidig mangler Kristian Thanh Lauridsen penge - angiveligt fordi hans konto er blevet spærret efter et indbrud i hans lejlighed. Anna Sofie Andersen låner ham penge og betaler flere af hans regninger. I alt bliver det til 215.000 kr. Via et gældsbrev lover han, at hun får pengene tilbage.

- Det er jo hele min arv, der ryger, men jeg føler, at pengene kommer igen, fordi forholdet er så seriøst, som det er, fortæller hun.

Pludselig afbryder Kristian Thanh Lauridsen forholdet med en forklaring om, at han selv har fået kræft. Det viser sig efterfølgende at være løgn, lige som Kristian Thanh Lauridsen indrømmer i retten, at han aldrig har arbejdet for Novo Nordisk.

Kristian Thanh Lauridsen havde masser af tøj fra Novo Nordisk, selv om han aldrig har arbejdet der. Foto: DR Kontant
Kristian Thanh Lauridsen havde masser af tøj fra Novo Nordisk, selv om han aldrig har arbejdet der. Foto: DR Kontant
 

- Jeg føler mig brugt og sparket til. For hvem kan lyve om at have kræft overfor en pige, der har mistet begge sine forældre til kræft? Det var rigtig hårdt, siger Anna Sofie Andersen, der stadig har 135.000 kroner til gode hos svindleren.

I grundlovsforhøret 31. maj i år forklarede Kristian Thanh Lauridsen, at Anna Sofie Andersens tragiske historie om sin far inspirerede ham til løgnen om kræft. En historie han senere bruger igen og igen overfor en lang række kvinder fra 2015 og frem til sin anholdelse i 2018.

Se mere i aften på DR1 kl.21.00: Ruineret af kræftsvindleren

Masser af ofre

Ud over Anna Sofie Andersen har Kontant kendskab til 18 kvinder, der fortæller nogenlunde samme historie om deres møde med Kristian Thanh Lauridsen. De får kontakt via Tinder, han charmerer og duperer dem med historien om et vellønnet forskerjob hos Novo Nordisk eller Novozymes, men pludselig får han kræft og skal låne penge til en dyr behandling i udlandet. Beløbene svinger, men i et enkelt tilfælde har en ung, forelsket kvinde lånt ham op mod 700.000 kr.

I programmet i aften medvirker også et par gamle soldaterkammerater, der siger, at Kristian Thanh Lauridsen også har narret dem. Der er blandt andet lagt ud for rejser for 40.000 kroner, men turene til Vietnam og Argentina blev aldrig til noget.

38 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen