Mikael Simpson rydder op

'Overspring' er en samling af den elektroniske trubadurs hjemløse arbejder gennem de seneste tre år

Mikael Simpson har ryddet harddisken og smidt resultaterne på nettet i nattens mulm og mørke. (Foto: Niels Hougaard/Polfoto)
Mikael Simpson har ryddet harddisken og smidt resultaterne på nettet i nattens mulm og mørke. (Foto: Niels Hougaard/Polfoto)

Mikael Simpson: 'Overspring'. Ude nu på iTunes, Spotify m.fl.

Bortset fra to skæringer på jubilæumsopsamlingen ’Kompilation 2002-2012’ er det et stykke tid siden, vi sidst har hørt nyt materiale Mikael Simpson, der nu har fået fast tjans som vært på P6 Beat - oven i købet formiddagstimerne, hvilket må siges at være noget af en kovending for den notoriske natteravn. Det går nu meget godt, skulle vi hilse at sige.

Men forleden aften lavede han så det, han selv har kaldt ’en mindre Beyoncé’, og smed uden varsel 11 filer på nettet under overskriften ’Overspring’. En samling der ifølge ophavsmanden består af diverse numre, indspillet over de seneste tre år, som han ikke vidste’ hvad han ellers skulle gøre med’.

Se også: Lyden af 2011: De bedste danske

Simpson har før med stort kunstnerisk udbytte ryddet op på harddisken med ’B-sider, udtag og meget triste radiomix’ i 2005 og ’Overspring’ placerer sig et eller andet sted mellem sådan en ’skrab-sammen’-ting og et regulært, nyt album.

Der bydes på både mere skitseprægede sager som ’Hold om mig’ (med en nynnende Solveig Sandness), der aldrig rigtig kommer i gang før den er overstået igen samt fuldt flyvefærdige kompositioner som ’Det gjorde han så’ og den helt igennem forrygende ’Nu skal jeg sige, at jeg elsker dig’, hvor Simpsons enestående evne til at bruge sproglige hverdagsvendinger med stor effekt igen manifesterer sig i en minimalistisk men stærkt effektfuld tekst. Fra ’Nu skal jeg sige, at jeg elsker dig, hvis jeg tør./Og så skal du holde om mig, på den måde, som du kun kan gøre ’ til ’De har været inde på det før / intet kan slå os omkuld / undtagen mig, der er pissefuld´. Så enkelt kan det faktisk siges.

Et par stemningsfulde instrumentalnumre er der også blevet plads til, bl.a. ’Blaagaardsgade’ (lavet i samarbejde med Asger Baden), der lyder som at være der selv en sen regnfuld efterårsaften, samt et enkelt remix af Mikkel Metal, ’Vi kan se staklen i hinanden’.

Se også: Lyden af 2009

Om ikke andet afslører udspillet, at Simpson ikke har ændret nævneværdigt på sin metode eller sin lyd, der stadig er mørk, melankolsk, melodisk og sine steder sært foruroligende. Men han har som få andre også haft held med at skabe sit helt eget univers, der nu er blevet beriget med endnu en række små, dunkelt pulserende hjertekamre, man kan gå på opdagelse i.

Ikke et hovedværk, men bestemt heller ikke nogen overspringshandling trods den diskrete lancering. Albummet kommer også på vinyl senere på året, hvis man har brug for noget mere håndfast at holde sig til.

0 kommentarer
Vis kommentarer