Dansk MGP-håb er håbløs

Vinderen Emmelie de Forest albumdebuterer med jodlede tabersange på ligegyldighed

Emmelie de Forest - jyden repræsenterer Danmark i Malmø om få uger. (Foto: Mogens Flindt)
Emmelie de Forest - jyden repræsenterer Danmark i Malmø om få uger. (Foto: Mogens Flindt)

Emmelie de Forest: 'Only Teardrops' (Universal) Udkommer mandag 6. maj

Den danske Melodi Grand Prix-vinder Emmelie de Forest er minsandten blandt bookmakernes favoritter til også at sejre i den internationale konkurrence, der finder sted i Malmø midt på måneden.

De andre landes bidrag må godt nok være ringe.

Danmark er tidlig MGP-favorit

Emmelie de Forests debutalbum, der er opkaldt efter vindermelodien ’Only Teardrops’, rummer i hvert fald indbegrebet af den slags dårligt produceret døgnfluemuzak, som gennem årtier har været synonym med det farverige underholdningsshow.

Bliver hurtigt belastende
Den 20-årige sangerinde fra Mariager udbasunerer samlebåndspop tilsat plastikagtig folkemusik, og det virker som om, pladeselskabet har givet hæren af tredjerangssangskrivere ordre på at fabrikere ni varianter af ’Only Teardrops’ i løbet af en eftermiddag.

Luftige ’Hunter & Prey’ og diskofile ’Change’ fungerer faktisk på de ikke vanvittigt ambitiøse præmisser, og Emmelie de Forest fremstår da ganske sympatisk og uskyldig, men hendes melodramatiske fraseringer og jodle-lignende vokal bliver hurtigt belastende.

Glansløs Aura

Det er som om, hun har hørt Aura, der har hørt Shakira, der har hørt Alanis Morissette. Den slags hører hjemme på en alpetop - ikke i popmusik.

Hvis det går, som det plejer, så er Emmelie de Forest glemt, inden man kan nå at sige Soluna Samay.