Det er dansk, det er småt og det er godt

Tre aktuelle danske debut-ep'er bobler af musikalsk overskud, legesyge og sproglig tæft

Omslaget til Atomfax' debut
Omslaget til Atomfax' debut
Følg Musik
Følg DK Album-anm.

Tiden omkring nytår er traditionelt en død periode på udgivelsesfronten, men der er alligevel dukket intet mindre end tre danske udgivelser op, som fortjener at få opmærksomhed. Det drejer sig i alle tre tilfælde om ep’er - det der mellemlange format på typisk fem-seks numre, som vinder frem lige nu, da det på den ene side giver kunstneren mulighed for at vise flere sider af talentet end blot et enkelt spor, samtidig med at man ikke behøver samle materiale nok til et helt album før man kan flyve. Og så synges der på (godt) dansk hele vejen igennem.

Der er i alle tre tilfælde tale om rent digitale udgivelser – der altså ikke (endnu) er tilgængelige i rent fysik form. Og i Atomfax’ tilfælde oven i købes kan downloades kvit og frit via gruppens hjemmeside.

Skæve ben
Og det bør man fluks gøre. For selv om kvartetten har kaldt deres Nikolaj Nørlund-producerede debut for 'Mekonium’, der er betegnelsen for den første, mørkegrønne afføring hos nyfødte, som består af slim, galde, hår og afstødte hud- og slimhindeceller, er der bestemt ikke noget frastødende ved produktet. De nævner selv Talking Heads, Roxy Music, Bob Hund og Pere Ubu som inspirationskilder, hvilket giver meget god mening.

Især sidstnævntes kantede udtryk er en oplagt referenceramme. Ikke mindst fordi Andreas Hjertholms lidt manierede vokal minder ikke så lidt om Ubu-sangeren David Thomas. Det er jo bestemt ikke det værste afsæt, men Atomfax kan sagtens stå på egne skæve ben, og når man lægger ud med åbningslinjer som 'Jeg tror ikke på noget/som mennesket finder på/vi har redningsbåde/brune og grå', så er jeg ikke helt skråsikker på den dybere mening, men jeg er i hvert fald fanget ind, og bliver hængende lige til den afsluttende 'Baby90'. Og så glæder jeg mig til at fange dem live, hvor jeg tror, at gruppens tummelumske, rytmisk eksalterede musik for alvor kommer til sin ret.

Snigende melodier
Bag Ræv Hund Bjørn gemmer sig trioen Klaus Mandal Hansen (Learning From Las Vegas), Hans Holten Hansen (How Do I, Rhonda Harris m.fl.) samt Casper Wackerhausen-Sejersen, og de fem numre på 'Det er din natur' er produceret af veteranen Per Buhl-Ács. Musikalsk befinder vi os i velkendt, skramlet indierock-land, og jeg har lidt svært ved at sætte mig ud over, at åbneren 'Natur' melodisk minder lidt for meget om førnævnte Nørlunds nyklassiker 'Lille digt'.

Men sangene åbner sig langsomt op ved nærlytning, og manglen på musikalsk originalitet bliver kraftigt opvejet af de snigende melodier og ikke mindst de vellykkede tekster, hvoraf et par stykker er forfattet af digteren Helle Thornvig Christensen. Især 'Espeløv og laurbær' har tiltusket sig en fast plads på min personlige playliste lige nu.

Formfuldendt debut
Der får den selskab af samtlige numre fra Mads Mouritz & Hælernes formfuldendte og ualmindelig veloplagte debut 'Den sidste dag og den første'. Mouritz har tidligere gjort sig bemærket med et par engelsksprogede singer-songwriter plader samt ikke mindst som den ene halvdel af Mouritz/Hørslev sammen med digteren og forfatteren Lone Hørslev.

Her har han allieret sig med en anden ordsmed Peter H. Olesen (Olesen-Olesen, De Efterladte), der endnu en gang viser sig som en af landets absolut bedste tekstforfattere. Han formår som få, at kombinere det indsigtsfulde og det eksistentielle med både en galgenhumoristisk melankoli samt evnen til at vende velkende talemåder på hovedet. Der er stort set ikke en linje her, der ikke er citatværdig – eksempelvis 'jeg arbejder hårdt/med at drive den af' – men teksterne kan som bekendt ikke gøre det alene. Det er trods alt sange vi taler om.

Knuseleskeligt
Hælernes (der bl.a. tæller medlemmer af I Got You On Tape og Mellemblond) slingrende bluesrock med afstikkere til gemen pop som i efterårshymnen 'Put dig med mig' – der allerede har hærget Det Elektriske Barometer – leder ind i mellem tankerne hen på Povl Dissing og Laus Bengtssons samarbejde med The Beefeaters. Og det er altså et meget stort plus i min bog, hvis nogen skulle være i tvivl.

Mouritz er ikke nogen stor sanger i traditionel forstand, til gengæld lyder han, som om han mener hvert et ord, hvilket er alt rigeligt. Amerikaneren Roger Moutenot (John Cale, Lou Reed, Yo La Tengo m.fl.) har produceret til ug med kryds og slange, så kvintettens umiddelbart rustikke udtryk er fyldt med lækre, små detaljer, der åbenbarer sig i hovedtelefonerne. Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om noget, jeg ikke kan lide ved 'Den sidste dag og den første'. Et helt igennem knuselskeligt udspil. Kom bare med toeren snart.

Mere fra Ekstra Bladet+

Hvis Herlufsholm var en muslimsk friskole ...

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind