Hvad tænker Sanne Salomonsen på?
Det er det første, man tænker på, når veteranen galoperer uskønt derudad tilsat gumpetunge technorytmer på pinagtige ’Dæmoner’, deres åbner madammens nye makværk, ’Tiden brænder’.
’Raketfart lidt for smart i kontrol/Så charmerende, fascinerende/Men uden hold’ synger hun kælent, og meningen udebliver.
Affældig og afdanket
Salomonsen fylder 56 i december, og det er der jo som bekendt ikke noget galt i, men det forekommer forrykt og tragisk, når sangerinden ter sig som om, hun var sit eget barnebarn.
Popmama er så forhippet på at fremstå hip, at det virker desperat, og i den klodsede higen efter ungdommelighed kommer hun netop til at fremstå endnu mere affældig og afdanket.
Smagløse lagkageproduktioner af blandt andre Thomas Troelsen, Nikolaj Steen og Frederik Thaae forskønner ikke ligefrem fænomenet, og der er formentlig brugt flere penge på makeup-artister end musikalsk førstehjælp.
Blandt stivbenede schlagere, der stavrer på stedet som aerobic-muzak til plejehjemmet, er Salomonsen dog tåleligt selskab på balladerne ’Minder’, ’Hjem’ og ’Ingenmandsland’, hvor man mærker en autentisk sårbarhed i resterne af den karakteristiske stemme.
Nik & Jay rapper med
Når man oplever hende i disse afdæmpede arrangementer, er det faktisk ikke umuligt, at hun vil kunne lave et hæderligt album, hvis hun fandt nogle mere modne sange og sparringspartnere, der som eksempelvis Hanne Boels seneste jazzplader efterlod et troværdigt indtryk.
I stedet lanceres endnu en forkrampet flirt med ungdommen tilsat Nik & Jay, som minsandten rapper med på antikrigshymnen ’Små soldater’, der såmænd er inspireret af Pink Floyd. Duoen duperer på følgende vis: ’Vi har været midt i en jazztid/Vi er danskere så vi er altid/Midt i en istid, og nu står vi her/Store kanoner, midt i en krigstid’.
Der er alt i alt god plads til forbedringer.
