Tilforladelig Tina Dickow

Århusianeren er også lidt trist på karrierens sjette kedsommelige album

Tina Dickow - elementær. (Foto: Martin Dam Kristensen)
Tina Dickow - elementær. (Foto: Martin Dam Kristensen)

Tina Dickow: 'The Road To Gävle' (Finest Gramophone/A:larm) Udkommer mandag 30. november

I skikkelse af reklamesøjle for et større skandinavisk flyselskab fremstod Tina Dickow noget misvisende som en international superstjerne, men strimlen fik minsandten samtlige af sangskriverens plader til samtidigt at svæve ind på den danske Top 100, og hendes succes er efterhånden så markant, at hitlistetoppen herhjemme indtages med automatpilot.

Musikalsk er der dog fortsat ikke meget luft under vingerne i Dickows tilforladeligt triste trummerum, og ’The Road To Gävle’ indeholder flere nølende nydeligheder, der fremprovokerer forhåbningen om, at den 32-årige århusianer snart får en kæreste.

Dunkende hjerterytme
Tim Christensen var måske en mulighed, for de to populære ballademagere er da i hvert fald musikalske sjælevenner med styr på både karrieren og betuttede toner, og tænk hvis det ikke kun var indenfor matematik, at minus og minus gav plus.

På en brøkdel af de nye numre er der faktisk plusser, og navnlig den dunkende hjerterytme under ’There It Is!/Prison Exit (Ode To My Heart)’ minder om, at man også har en puls, når Dickow er i højttalerne, og skæringen udvikler sig såmænd kortvarigt som et skæbnesvangert soundtrack til en spaghettiwestern.

Dramaet udebliver
Men ’The Road To Gävle’ er faktisk delvist lydsporet til Nikolaj Steens kommende instruktørdebut, ’Oldboys’, hvilket man imidlertid skal vide for at bemærke, da de 44 minutter unægteligt lyder som et meget regulært album fra Dickow, hvis afdæmpede folkpop atter tilforladeligt trisser af sted a la et lala dansk tv-drama uden det store drama.

Håndværkmæssigt har den myreflittige musikentreprenør kvalifikationer på typisk dansk middelklasseniveau, og selv om Dickow nok flyver på business class, når hun tager til London og optræder for danske turister, så føles ’The Road To Gävle’ som en indenrigsflyvning på række 29.

1 af 2 Coveret til Tina Dickows nye album, 'The Road To Gävle'.
2 af 2 Tina Dickow - elementær. (Foto: Martin Dam Kristensen)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Pixies: 'Beneath the Eyrie' (BMG-album/Ude 13. september)
2.Sean O'Hagan: 'Radum Calls, Radum Calls' (Drag City-album/Ude 25. oktober)
3.Efterklang: 'Altid sammen' (Rumraket-album/Ude 20. september)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Amason: 'Galaxy I' (Kobalt-album/Ude nu)
2.Pete Yorn: 'Caretakers' (Shelly-album/Ude nu)
3.Electric Youth: 'Memory Emotion' (Watts Arcade Inc.-album/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere