Kærlige kram

Indtagende Quadron beviser, at danskere faktisk godt kan lave lækkker soul

Quadron - æstetisk duo med sjælen og hjertet på rette sted. (Foto: Isa Jacob Kristiansen)
Quadron - æstetisk duo med sjælen og hjertet på rette sted. (Foto: Isa Jacob Kristiansen)

Quadron: 'Quadron' (At:tack) Udkommer mandag 27. juli

Det vil være synd at sige, at Danmark er overbefolket af store soulnavne. Når danskere forsøger sig med den slags, plejer resultatet at være – undskyld udtrykket – sjælløst og ender gerne som forstokket fortidsekko.

Derfor var Boom Clap Bachelors et af sidste års bedste nye navne herhjemme – københavnernes digitalisering af soultraditionen greb både hjernen, hjertet og måsen. Og nu er der flere rare nyheder fra Boom-sidegesjæften Quadron, hvor sangerinden Coco Maja Hastrup Karshøj og produceren Robin Hannibal fletter fingre og melodier. Det gør de godt.

Arrangementerne på ’Quadron’ er mindre fantasifulde end hos Boomklapperne, og melodimaterialet vil ikke række til mange Motown-udgivelser. Til gengæld er der noget enormt indtagende ved blide, bløde lækkerier som ’Day’, ’Horse’ og ’Jeans’, hvor den minimale, skrøbelige sound gør, at man får lyst til at give Coco og Robin en kæmpekrammer.

Tuderiet i ’Far Cry’ afslører, at duoen ikke altid kan kende forskel på god og dårlig smag. Men de kan kende forskel på god og dårlig soul.