G-A-B fra D-A-D

Kedelig karriereforlænger fra nationalorkesteret, der er aktuel med endnu et album, der lyder som alle de andre uden at være ligeså godt

D-A-D - 'Monster Philosophy' er ikke ligefrem skræmmende godt. (Foto: Mie Schärfe)
D-A-D - 'Monster Philosophy' er ikke ligefrem skræmmende godt. (Foto: Mie Schärfe)

D-A-D: 'Monster Philosophy' (EMI) Udkommer mandag 10. november

’Monster Philosophy’ er studiealbum nummer 10 fra D-A-D, og som The Rolling $tones og AC/DC før dem er nationalorkesteret for længst nået det punkt i karrieren, hvor valget står mellem at opløse sig selv eller mere eller mindre veloplagt at gentage sig selv.

Det burde efterhånden være tydeligt for enhver, at d’herrers evner simpelthen ikke rækker til nævneværdig udvikling, og når de så minsandten eksperimenterer med et umanerlig gumpetungt groove på titelnummeret til ’Monster Philosophy’, virker et ekko af fordums bedrifter nærmest befriende i sammenligning.

’Revolution’, ’Beautiful Together’ og ’Chainsaw’ er boret knallertrock uden snublekyse, som D-A-D kunne sadle op med en promille på 3, men fundamentalt er de muntre fartfræsere en Puch Maxi i en blindgyde, og Jesper Binzer vræler, så hans øjne vist er ved at poppe ud af anstrengelse.

Strejf af country
Balladerne ’I Am the River’ og ’If I Succeed’ er bedrøveligt bovlamme, mens behændigt, behagelige ’Too Deep For Me’ og ’Milk & Honey’ rummer klassiske kvaliteter, og med strejf af country-twang er ganske stemningsfulde ’Money Always Takes the Place Of Life’ og ’Nightstalker’ da i hvert fald forsøg på at minde om, at gruppens gennemsnitsalder er over 19.

Jon Schumann har produceret, men D-A-D ville lyde som D-A-D, hvad enten Rick Rubin eller Keld Heick sad ved pulten, og det bedste, man kan sige om bare endnu et album fra D-A-D, er nok, at D-A-D trods alt har deres egen stil.

Ligesom Shu-Bi-Dua og Tv-2 i øvrigt.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Musik
Seneste i Musik
Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Chris Robinson Brotherhood: 'Servants of the Sun' (Silver Arrow-album/Ude 14. juni)
2.Halshug: 'Drøm' (Southern Lord-album/Ude 19. juli)
3.Ian Noe: 'Between the Country' (National Treasury-album/Ude 31. maj)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Tue Track: 'It Crawled Outta My Hand, Honest!' (72 Voksenmusik-ep/Ude nu)
2.Drugdealer: 'Raw Honey' (Kemado-album/Ude nu)
3.The Tallest Man On Earth: 'I Love You. It's a Fever Dream' (Birds-album/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere