Allan Olsens nye album ’Jøwt’ udkommer i første omgang kun i Vendsyssel, men lige meget, hvor man bor, så bør ingen fortryde at bore knallerten og fare nordenfjords efter et eksemplar hos en Spar-købmand.

’Jøwt’, der er den lokale dialekts svar på super, lever nemlig op til titlen.

Pladen er en kærlighedserklæring til Vendsyssel og et slags bulet portræt af frederikshavnerens hjemegn, hvor forkvaklede eksistenser tømmer træsko på tanken, mens andre ærgrer sig over at få kræft, netop som fryseren er fyldt op.

Humant nærvær
Olsens særlige blanding af bramfri vildskab og dylanesisk poesi folder sig mesterligt ud på sange, der emmer af fandenivoldsk outsidermentalitet og sympati for den lille mand, men midt i galskaben finder man også flere eksempler på troubadourens dybt humane nærvær.

Åbningsnummeret ’Hjørringvej’ beskriver en køretur med Olsens mor så bevægende intimt, at man føler, man er med på bagsædet, mens ’Swer’je’ er en overvældende romantisk skæbnefortælling, hvor veteranen såmænd pludselig giver sig til at synge umanerlig smukt.

Flere af numrene er på vendelbomål, der er vidunderligt sangbart som svensk, og man er aldrig i tvivl om, at hjemstavssangene betyder noget mere for Olsen, end når han står i sommerlandet med Dalton og skænker endnu en omgang fadølsunderholdning.

Klædelig rustik
’Jøwt’ tager lytteren alvorligt, og albummet er tro mod sit koncept, der fungerer forbilledligt i en klædelig varm og rustik produktion, hvor et væld af instrumenter nuancerer Olsens metier, som han sjældent har beriget på så inspireret vis.

Det er muligt, manden prøver at lade som om, disse sange ikke rager andre end hans egne, men selv en bornholmer og københavner vil finde noget af sig selv i ’Jøwt’, der er universelt fed, gæv og fremragende.

Kald det lige, hvad du vil, som en af Olsens kolleger sagde engang.