De sidste par år har simpelthen været den vildeste periode af mit liv!
Sådan skriver Rasmus Seebach i takkelisten på sit nye album, og det kan næppe undre nogen, at den nu 31-årige københavner har svært ved at begribe dimensionerne af, hvad der er sket, siden han for to år siden udgav sit debutalbum. Det er heller ikke nemt for os andre.
DERFOR ER SEEBACHS MOR IKKE MED I VIDEO
Astronomiske 200.000 har investeret i Seebachs første skive, hvilket har udløst tidobbelt platin og national superstjernestatus. Det er en regulær sensation, men knap så sensationelt er det til gengæld, at ’Mer’ end kærlighed’ for så vidt kunne have heddet ’Mer’ af det samme’.
Mere på kontoen
Der har tydeligvis været mere at rutte med på bankkontoen denne gang, for produktionerne er opgraderet, og ikke mindst et par luksuriøse strygerarrangementer giver en velkommen følelse af format. Især i Astrid Lindgren-hyldesten ’Nangijala’ viser det sig, at ungersvenden er udrustet med lidt af et løvehjerte, når det kommer til symfoniske udfoldelser.
Det er også en befriende skæring, fordi stort set alle andre numre omhandler Seebachs åbenbart uendelige kærlighedskvababbelser. Med den massive mængde hverdagsbanaliteter, knægten benytter sig af, bliver det hurtigt anstrengende - hjerte rimer på smerte, men hos Seebach kunne det også rime på tærte, hvis det var påkrævet for at få et rim til at gå op.
Heldigvis er Seebach god for en ørehænger i ny og næ, men pladen lider også under, at hele baduljen bevæger sig i omtrent samme tempo. Et par elektroniske ekskursioner giver god dynamik - ’Sirenerne’ kunne næsten være undfanget på Ibiza - men i det store hele savner man, at den pæne dreng tør, vil og kan noget mere end det, han lige har på rygraden.
Tænk sig, hvis han var en rigtig Rasmus Modsat.
