Er det Justin Timberlake? Er det Michael Jackson? Er det Prince? Nej, nej og atter nej.

Det er såmænd Burhan G, men man tænker automatisk på førnævnte popikoner, når ’Breakout’ breder sig over anlægget. Det er en topprofessionel R&B-plade, der desværre mangler ét altafgørende element: Personlighed.

Taber pusten
Men inden brokkerierne for alvor tager fart, er det værd at fremhæve kvaliteterne: I de tre år, der er gået siden debutudspillet ’Playground’, har Brøndby-knægten nemlig udvidet både sin musikalske smag og sit stemmeregister, og ’Breakout’ er mere varieret end forløberen, der nøjedes med at gå R&B-flødebollen Usher i bedene.

Den første halvdel af ’Breakout’ fungerer faktisk udmærket som en slags basal stiløvelse. Singlen ’Who Is He’ ville ikke være helt af vejen som B-side til Timberlakes ’Cry Me A River’-megahit. Og ’Can’t Let U Go’ er med sit kantede groove i familie med Wacko Jackos senere skiver.

Men albummet taber pusten hen ad vejen, og ikke alle nye tiltag på ’Breakout’ er lige heldige –  drop de overgearede guitarer, tak. Helt galt går det i de sovsede ballader, og især ’Home’ er en flovert af dimensioner.

Labre harmonier
Værst af alt er dog, at bag den ekvilibristiske luksuslyd og de labre vokalharmonier er det noget nær umuligt at få øje på mennesket Burhan med efternavnet Genc. Ikke engang ved at granske teksterne får man svar på, hvad i alverden der rører sig inden i den muskuløse ungersvend.

Jovist, her er bitre kærestesorger og sågar et opgør med fortiden i den arrige ’Thank U’. Men ligegyldighederne hober sig op, og groft sagt har ’Breakout’ lige så meget personlighed som en burger på McDonald’s.

Ingen tvivl om, at den 24-årige supersanger har potentiale til noget stort. Det kræver bare, at han tør lave en plade, der lyder som Burhan G.